9.11.11

Her er så underlig

Både Utøya-overlevende og kvinner som har vært utsatt for voldtekt, uttaler om dagen at de "ikke vil være offer" og "vil ikke innta offerrollen", for det vil være å "la terroristen/overgriperen vinne". Jeg antar offer og offerrolle her betyr å ha kroniske psykiske plager, altså at det er et valg folk kan gjøre om de ønsker å slite psykisk eller ikke. Og at vi som har en psykisk lidelse, dermed er dumme mennesker som har latt overgriperen vinne.

Mens offer og offerrolle her beskriver samme situasjon, brukes ordet offerrolle også om folk som ikke er ofre, slik som Carl I. Hagen. Da betyr det å spille offer uten å være offer.

Forstå det den som kan.

Litt mer schizofreni: For tiden arrangeres Schizofrenidagene i Stavanger. Flere av oss reagerer på navnet på dagene. Elin Skogen, daglig leder i Stiftelsen Psykiatrisk Opplysning, sier derimot:

- Så folkelige er vi blitt, at vi går under navnet Schizofreni-festivalen.

Folkelig? Tror hun at man begynte å kalle Dagbladet schizofrent før psykiatrien laget diagnosen?

Ordet ble første gang brukt av den sveitsiske psykiateren Eugen Bleuler. Elin Skogen kan lese sin egen tekst fra 2008.

52 kommentarer:

  1. "- Så folkelige er vi blitt, at vi går under navnet Schizofreni-festivalen."

    Hahahaha! Takk for dagens gode latter! :-)

    SvarSlett
  2. gamle ugle10.11.11

    Jeg er i det litt syrlige hjørne i dag, håper bloggen tåler det. Alt dette preiket om offer = offerrolle forårsaket at noen ord slapp ut av meg, i form av et dikt.

    OFFER, ROLLER, LIVET OG SÅNT
    Dropp offerrollen, du har et valg,
    sier erfaringskompetanse.no.
    Jeg spør, ut i lufta,
    for de hører meg jo ikke:
    Hvilken offerrolle?
    Si meg, tror de vi spiller teater?
    Har de ikke oppdaget at
    dette er reel life?

    For her leker vi ikke butikk.
    Vi bedriver ikke skuespilleri,
    agerer ikke livene våre,
    langt ifra.
    Ikke engang reality-tv er dette.
    Nei, vi er og er og er vi.
    Oss selv, mener jeg, på ordentlig.

    Så kom deg ut av fiksjonen,
    klyp deg selv i armen,
    skaff deg erfaringskompetanse,
    erfaringskompetanse.no.
    Dette er ekte liv, serru.

    SvarSlett
  3. Fint dikt det, gamle ugle. :)

    Nå er jeg så lei offerrolle-preiket at det er like før jeg begynner å si høyt: Offer - og stolt av det!

    SvarSlett
  4. Tusen takk for diktet, gamle ugle :)

    SvarSlett
  5. Klart vi er stolte av det, Mille. Det var etter alt maset om den fæle offerrollen og at man ikke er offer, men overlever, at jeg endret Twitter-profilen min og skrev "victim ".

    SvarSlett
  6. Der satte du fingeren på noe, Sigrun. Og jeg tenker: Greier ekspertisen å gi terrorofrene den hjelpen de trenger til å komme videre i livet? Eller blir noen av dem låst fast i rollen som ekspertenes symptombærere (og det er også en rolle, i aller høyeste grad), eller i en kvasipositiv jeg-er-ikke-offer-rolle?

    Fint og treffende dikt, Gamle Ugle. Skriver mer om det i min blogg; her vil jeg bare si: Tilby erfaringskompetanse.no det til siden sin. De er jo så opptatt av at Hver må finne sin vei

    SvarSlett
  7. Jeg fant denne boken: http://www.tanum.no/product.aspx?isbn=8282161314

    Har ikke lest den, og tror ikke jeg kommer til å gjøre det heller. Er litt skeptisk. Her er det enda mer preik om offerrolle og "det er ikke hvordan du har det, men hvordan du tar det".

    Offer/offerrolle-preiket er virkelig i vinden for tiden.

    SvarSlett
  8. Takk for boklenken Mille; selve tittelen viser en grunnleggende feil ved den: "Det er ikke mer synd på deg enn andre".

    Slik jeg ser det, er det først når vi eier vårt eget liv, uten å sammenlikne med andre, at vi kan begynne å reparere våre egne skader.

    SvarSlett
  9. Ingvard Wilhelmsen hørte jeg et foredrag av på nettet. Ufordragelig preik.

    SvarSlett
  10. Hm, jeg kan til en vis grad godt følge jer her. Det er aldrig en holdbar løsning, at opfordre folk til at bare lige lægge offertilværelsen bag sig, og komme videre. Som regel er det retraumatiserende.

    Men på den anden side er jeg også stærkt uenig i, at man ikke skulle have et valg. Det har man ikke haft, da man blev traumatiseret. Men det har man, når det, der har traumatiseret én, er en ting, der hører fortiden til, og når man er boevet gjort opmærksom på, at man har et valg, samt får tilbudt gangbare alternativer til offertilværelsen, og hjælp til at finde vejen ud af den og hen til alternativerne.

    Jeg er selv aldeles ikke stolt af, at have været (!) offer. Jeg har med et udsagn som at man er stolt af at være offer det samme problem, som jeg har med Mad Pride. Jeg kan ikke rigtigt se, hvad der er at være stolt over, når man hænger fast i fortiden, med, set i et nutidigt perspektiv, ofte ret så uhensigtsmæssige tanke- og handlingsmønstre, der fucker up for én selv gang på gang igen.

    SvarSlett
  11. blevet, ikke boevet.

    Og en sidste tanke: hvis det er noget at være så stolt af, at være offer, hvordan kommer lidelsen så ind i billedet? Hvorfor er det så, man ønsker f.eks. psykologhjælp? Til hvad?

    SvarSlett
  12. Jeg mener det faktisk det er mer synd på de som har opplevd traumatiske ting og overgrep i barndommen enn mange andre. Det er også synd på de som var på Utøya 22. juli. MEN: jeg har ikke inntrykk av at de som selv har vært utsatt for dramatiske livshendelser går rundt og synes så forferdelig mye mer synd på seg selv enn andre.

    For min egen del var det jeg selv som alltid ville komme meg videre, slippe å plages med fortiden og finne fred hos meg selv. Hjelpeapparatet derimot - der fikk jeg stort sett beskjed om at jeg måtte bare lære meg å leve med det. Altså leve med å ha det grønnjævlig. Sånn apropos offerrolle... Jeg valgte å lukke ørene, og det viste seg å være lurt.

    Derfor blir jeg på egne vegne ekstra provosert over behandlere og andre som babler om at det er bare opp til oss selv å gi slipp på offerrollen.

    Jeg lurer på om noe av dette er en avart av det amerikanske positivitetstyranninet.

    SvarSlett
  13. Marian, det virker som om vi ser på offerbegrepet fra helt forskjellige synsvinkler. Jeg har forklart hva jeg mener her ...

    Jeg var et offer, og jeg er stolt

    ... og ville sette pris på din feedback på det.

    SvarSlett
  14. Marian: Jeg er nok egentlig ikke stolt over å være et eller å ha vært et offer. Men det blir en slags sterk motreaksjon til offerrollepreiket. Hvis du skjønner.

    SvarSlett
  15. Marian: Jeg trodde du var klar over at det er vanskelig å få hjelp til å berabeide traumer.

    SvarSlett
  16. Ingrid, godt indlæg, og en sammenligning, som jeg også af og til gør brug af: hvem ville kalde et menneske, der bliver overfaldet, og reagerer ved at råbe om hjælp, måske også ved at slå fra sig, osv. for "sindssygt"??? Alligevel kalder vi mennesker for "sindssyge", når de gør just det, råber om hjælp, slår fra sig, etc., i det øjeblik, hvor vi har en chance til at fornægte overfaldets realitet. F.eks. fordi reaktionen kommer med flere års, eller endda årtiers forsinkelse.

    Jeg kan rigtigt godt lide de sidste to linier i dit digt: "Og jeg er i live./Og jeg er stolt." Hvis der er noget i det hele, jeg er stolt af, så er det netop, at også jeg er i live, at jeg har formået, at reagere.

    Mille, jeg kender en del overgrebsofre, der faktisk synes enormt synd for dem selv. Og det er måske en slags modreaktion mod at føle skam over det, der er sket én. Så, på sin vis en forståelig nok reaktion.

    Jeg forstår godt, hvad du/i mener. Jeg ser jo selv ofte nok, hvad offerrollesnakken og positivitetstyranniet tilvejebringer, og det er bestemt ikke noget godt, konstruktivt, der kommer ud af det. Men sagen har altså nogle nuancer, og at sige, at det er forkert, at påstå, at man skulle have et valg, kan hurtugt komme til at lyde som "en gang offer, altid offer", hvilket netop er, hvad systemet gerne fortæller sit klientel (både verbalt og igennem "behandlingen"). Og den køber jeg altså ikke.

    Sigrun, jeg er klar over det. Men at det desværre er uhyre svært, at få brugbar hjælp, betyder i mine øjne ikke, at man ikke har et valg, overhovedet.

    SvarSlett
  17. Marian: Om du mener at man selv kan velge mellom å være traumatsiert eller ikke, så er jeg veldig uenig.

    Jeg har aldri opplevd at systemet, altså behandlingsapparatet, mener at engang offer osv., men derimot at å være offer er forbudt.

    SvarSlett
  18. Sigrun, selvfølgeligt mener jeg ikke, at man kan vælge, om man ønsker traumatisering, eller ej. Det ville jo være grotesk at mene. Men jeg mener helt klart, at man, såfremt visse betingelser er opfyldte, og hvilke nøjagtigt det er, er individuelt forskelligt, kan træffe et valg mht. fortsat at være offer, eller frigøre sig.

    Man kan godt sige, at det er forbudt at være offer i systemet, ja, for så vidt som det sjældent anerkendes, at man har været udsat for overgreb, og at det, selv om det anerkendes, gerne gøres til en bagatel, som man må se, at lægge bag sig i en vis fart, og uden at det er tilladt, at man går igennem den sorg og vrede, som man skal igennem, hvis man skal kunne lægge det skete bag sig på en holdbar måde.

    SvarSlett
  19. Marian: Jeg skrev "velge mellom å være traumatisert eller ikke", ikke BLI traumatisert. Ingen ønsker å være traumatisert, men det betyr ikke at man kan velge å løfte seg selv etter håret.

    SvarSlett
  20. gamle ugle12.11.11

    Ja, det var dette med valg eller ikke valg da.
    Jeg tenker at jeg som ungt menneske gjorde det positivitetsprofetene sier nå: valgte bort det krenkede barnet, som var et offer ja. Det ville jeg kalle å ikle seg en ikkeoffer-rolle, noe som var det eneste mulige da.
    Og så tror man at det var det? Men så lett er det ikke. Tiår etter innhentes man av dette. Og får beskjed om å velge på samme måten som før, ved å fornekte seg selv.

    Så hva er et valg spør jeg. For meg er det at jeg kjenner med hele meg, dette siste er viktig, at nå kan jeg faktisk velge, noe som forutsetter alternativer. Det kunne jeg ikke som ungt menneske, da måtte jeg velge bort meg selv og bli et ikkeoffer.

    Og for ordens skyld, jeg går ikke rundt som voksenoffer. Jeg bare erkjenner min egen barneofferstatus og gir meg selv tillatelse til å velge det som er best for meg selv, på sikt. Ikke kommanderes til å fortrenge og fornekte meg selv, noe som er umulig. Den medisinen der er oppbrukt, jeg har inntatt den et langt liv.

    Det er noe utenpåklistret, noe overfladisk ved denne offerrolle tenkningen, for meg blir det som om hode og tankene liksom er hele saken, hele mennesket. Mens jeg merker at kroppen og følelsene slett ikke er med.

    Og jeg tviler vel egentlig på at mennesker virkelig ønsker å sitte fast i traumegjørma. Jeg tenker vel snarere at det gjelder å finne den individuelle veien. Og det kan ta tid, og det liker vel ikke pengebingemenneskene.

    SvarSlett
  21. Ein ting er iallfall sikkert, og det er at eg lærer mykje av alle som kommenterer her. Og at det er veldig fint at Sigrun tar initiativ og legg til rette for slike samtalar. Det burde vera meir av dette. Synest Sigrun er ein flink "programleder" for meg som er utslått. Utrulig koss ho får til å finna, samla og formidla stoff - OG egen erfaring og ikkje minst holdningar/syn/perspektiv/poeng.

    SvarSlett
  22. Altså det burde vera fleire slike samtalar rundtomkring. Fleire som gjer som Sigrun. Samlar stemmer, og som har eit overordna blikk/grunnsyn, på eit vis, dvs som talar for det såkalte svake, sårbare, utslåtte, men egentlig overlasta og traumatiserte, og som gir meg ein følelse av å bli sett, hørt, romma, inkludert. Det berre viser at offentlighet har noko for seg.

    SvarSlett
  23. Sigrun, jeg siger jo på min side på ingen måde, at man bare skal hive sig selv op i håret. Ville jo være lige så grotesk, som at sige man vælger traumatisering til eller fra. Men der findes altså omstændigheder, der gør et valg muligt, som gamle ugle er inde på. Og jeg kunne ikke være mere enig i, at det kræver, at man selv mærker, at et valg er muligt. Det er dybt retraumatiserende, at få at vide, at nu skal man bare vælge sådan og sådan, selv om alle de faktiske omstændigheder gør netop det én afkrævede valg fuldstændigt umuligt for én at tage. Helt bortset fra, at man ikke kan tale om et valg, når man får foreskrevet, hvad man skal "vælge". På den anden side skal man vælge selv. Ingen andre kan gøre det for én, hverken psykiater, psykolog eller håndspålægger. For mig er det simpelthen om at folk ender i en "jeg har intet valg"-håb- og hjælpeløshed.

    SvarSlett
  24. gamle ugle12.11.11

    Dette er interessant. Hva er det som skal til for å komme i valgposisjon? Min erfaring er at det jeg opplever, det opplever jeg, lytt til det. Men nå har jeg allikevel langt på vei valgt annerledes, så hva var det som startet den prosessen? Tilfeldigheter, mennesker som møtte meg på andre måter, hendelser i livet?
    Det eneste jeg er sikker på at ikke hjelper meg, det er at noen står utenfor og roper til meg, ja insisterer, nærmest truer meg, for å få meg til å gjøre som de vet er best for meg.
    Derimot har jeg, men jeg understreker at det gjelder meg, jeg kan ikke snakke for andre, god erfaring med å gradvis tåle meg selv. Si ja til både jaer og neier i meg selv. Så terapeuter som ikke tåler motstand, nei de er ingenting for meg.
    Men offerstatus, ja det måtte jeg finne meg i å få, etter å ha levd i illusjonen om at "jeg er ikkeoffer" i mange mange år.

    Sånn var det for meg ja. Kanskje på tide å si fra. Er enig med Erik, bra blogg, takk Sigrun.

    SvarSlett
  25. Jørgen Lund12.11.11

    Det er etter min mening all grunn til å være stolt av å være offer, for i det man erkjenner det og til og med sier det, er man nettopp med å bryte tabuet mot å erkjenne offerskap som realitet, altså bryte med den strutsepolitikken som ligger bak pratet om å "ta offerrollen". Man deltar da i en kamp det i sannhet er grunn til å være stolt av. Jeg tror alle de herlig styrkende, sinte reaksjonene mot snakk om "offerrollen" og "valg" i denne tråden er en god nok indikator på at begrepet valg uansett hvordan man snur og vender på det nettopp ikke hører hjemme i forbindelse med psykiske problemer, det vil si i forbindelse med reelt offerskap.

    Det går naturligvis an å snakke om en reparasjonsprosess som veien fram til valgfrihet, til "omstendigheter som gjør valg mulig", som Marian sier. Men da snakker vi nettopp ikke lenger om psykiske lidelser og skader, men om motsetningen, nemlig frihet. Såvidt jeg kan forstå, blir begrepet valg absurd uten tilstedeværelse av et reelt alternativ, altså uten et enten/eller, og lidelse og skade er nettopp fraværet av et slikt enten/eller. Lidelse er ufrihet, å være hinsides valgmuligheter, og den foreligger altså aldri som en ting man kan velge eller velge bort. Det negative eller absurde og et fritt valg finnes ikke samtidig, så hvis man ser noen "velge" det absurde eller destruktive, vet man nettopp at det ikke foreligger valgfrihet, men lidelse og skade.

    SvarSlett
  26. Jørgen Lund12.11.11

    Diskusjonen om psykiske problemer handler om den lidende delen av oss, tiden før og utenfor valgfrihet, ja handler dypest sett om å innrømme denne, gi den en stemme, bryte tabuiseringen av den. "Omstendigheter som gjør valg mulig" er lidelsens fravær, og derfor tror jeg ikke at det i forbindelse med psykisk lidelse finnes noen tale om fritt valg som ikke fortsetter å stjele plassen fra lidelsens erkjente realitet, og som ikke dermed ender som offerbeskyldning og forlengelse av problemene.

    Jeg tror enhver fokusering på valgfrihet i forbindelse med psykiske lidelser er et uttrykk for hvor vanskelig det fremdeles er for de fleste av oss å respondere følelsesmessig - altså reagerende, opprørsk, kjempende, politisk - på lidelsens og offerskapets grelle realitet. Å vedstå seg offerskap og fortsette å insistere på det, er i seg selv frihetsuttrykk og bedring, ikke som del av et valg, men som gjenvunnet opprørskraft mot den tvang og løgn som førte til taushet.

    SvarSlett
  27. gamle ugle13.11.11

    Da siteter jeg en dansk psykolog (Toustrup: " Man kan, hvad man vil, hvis man vel at mærke kun vil det, man kan."

    SvarSlett
  28. Uenig i at muligheden for at vælge forudsætter fravær af lidelse. Tværtimod så er lidelse katalysator for at (anderledes) valg træffes. Hvis alt er i sin skønneste orden, og vi har det fortræffeligt, så træffer vi de samme valg, som vi altid har truffet. Der består ingen grund til at revurdere situation og handlemuligheder, og evtl. ændre reaktionsmønstre, hvis alt kører som på skinner for én. Ville jo være usædvanligt dumt, at lave om på reaktionsmønstre, der har vist sig at fungere upåklageligt.

    Umulige er valg, så længe som éns fysiske overlevelse afhænger af andre, der ikke giver én et valg, og så længe som man ikke ved, at man har et valg. Men når man med sin fysiske overlevelse ikke længere direkte er afhængig af andre, og når man har set andre træffe et anderledes valg, vælge anderledes reaktionsmønstre, end dem, man selv har været nødt til at etablere under sin afhængighed af andre, men der altså ikke nødvendigvis er så hensigtsmæssige, når denne afhængighed er en ting, der hører fortiden til, faktisk igen og igen manøvrerer én ind i nye afhængigheder, af systemet, af stoffer, af andre overgribere, end éns oprindelige, etc., som man lider under, så har man et ansvar overfor sig selv til at revurdere sin situation og justere sine valg.

    Hvis man vælger (!) ikke at gøre det, er det som oftest fordi man lider mindre under de afhængigheds-, ufrihedsskabende/-vedligeholdende reaktionsmønstre, end under frygten for at konfrontere fortiden. Dvs. selv om fortidens (barndommens) reaktionsmønstre f.eks. gang på gang igen fører éns ben ind på den lukkede, så er et ophold dér åbenbart stadigt mere trygt, end tanken om et opgør med den egne fortid. Hvorfor man vælger (!) den lukkede.*

    Det er éns egen angst, der hindrer én i at træffe et anderledes valg.Og siden angsten er helt og holdent éns egen, så kan man frit vælge, hvad man vil stille op med den, om man vil blive ved med at fornægte den (og det man fornægter, mens det er, vil man altid være offer af), eller om man vil give det en chance, og sige "ja" til den. Man har et valg.

    * Et konkret eksempel er den svært traumatiserede kvinde, der, hjemløs, vandrer rundt, banker på tilfældige døre, og spørger tilfældige mennesker, om hun kan bo hos dem = om de ikke nok vil tage hendes liv i deres hænder. Som et lille barn. Og når en voksen kvinde gør det, så ringer folk altså før eller siden til strisserne, og så går turen til den lukkede, hvor man glædeligt tager hendes liv i sine hænder. Men når man vil lægge sit liv til andres hænder, og ikke vil tage det i sine egne, må man altså også regne med, at de andre gør med det, hvad der passer dem. Selv om det så ikke passer én, overhovedet. Som det er tilfældet i det konkrete eksempel. Så er éns klager til patientklagenævnet i grund og bund uberettigede.

    SvarSlett
  29. Marian: Du snakker om handlinger, som denne kvinnen du beskriver. Jeg tenkte på helsemessige senvirkninger.
    Man kan ikke velge å ikke ha kroppslige smerter, nattlige mareritt eller depresjon.

    SvarSlett
  30. Jørgen Lund14.11.11

    Marian, en katalysator for valg kan selvfølgelig være å kjenne at livet gjør vondt, men med lidelse og offerskap mener jeg nettopp noe annet enn det å oppleve og erkjenne smerte. Opplevd og erkjent smerte, følsomhet og oppmerksomhet, tilhører nettopp frihetens og ikke skadens og offerskapets dimensjon. Slik uttrykk ”å lide av en sykdom, ”lide et tap” og endog ”lide døden” viser, kan ikke begrepet lidelse plasseres på kognisjonens og sansningens område, men handler i stor grad om det som tilstøter en her i livet, også tap av erkjennelse, hukommelse og følsomhet som følge av skadesituasjoner. Lidelse er tap, fravær, og omfatter i stor grad den ubevisste videreføring av skade og smerte som skjer når noen utagerer mot syndebukker i stedet for å gjenvinne egen følsomhet. Kanskje fortaper jeg meg i begrepsmessige spissfindigheter, men jeg tror det er helt vesentlig å erkjenne hvor viktig brytningen mellom følsomhet og ufølsomhet, erkjennelse og fortrengning, er i denne sammenhengen. Erkjennelsen, følsomheten og hukommelsen er første offer ved traumatisering, og jeg tror ikke det finnes noe helingsprosess som ikke er opprør mot overmaktens bud ”thou shalt not be aware”, for å si det med Alice Miller.

    Det å erkjenne at offerskap og skade fører til reell hjelpeløshet, forvirring og fravær av frihet, er noe fullstendig annet enn å frakjenne den lidende personen ansvar, evner og agentstatus. Ansvar betyr vel i bunn og grunn det at verden svarer og responderer på det en gjør. Hvis jeg en mørk kveld på hjemveien plutselig blir overfalt av en person som hopper ut av et kratt, kaster seg over meg og slår, er vedkommendes fortid og plassering på offerskalaen totalt likegyldig i det jeg slår igjen og varsler politiet. Vedkommende har ansvar fordi jeg vil overleve. Noe helt annet er at vedkommende i sitt liv antagelig knapt har myndighet og reell valgfrihet. Javisst, ”man har et valg”, men lidelsen har det ikke.

    SvarSlett
  31. Jørgen Lund14.11.11

    Valg er sant nok umulige ”så lenge ens fysiske overlevelse avhenger av andre”, men man må føye til at valg forblir umulige så lenge man ikke har vært heldig nok til å kunne erkjenne og gjennom-lide nettopp hvilke konsekvenser i ens eget liv det har fått at man var kastet ut i en slik umulighet. Ingen innrømmelse av at offerskap og faktisk skade finnes i virkeligheten uten den innsikt at skader varer ut over skadeøyeblikket. Angsten er en slik skade ikke mindre enn et benbrudd er en konsekvens av et fall i skibakken, og dermed på ingen måte ”helt og holdent ens egen”. Angsten er tvert i mot det reelle uføret som ligger i at andres røveri av ens frihet og integritet fortsetter i nåtiden. Det å innse dette er ikke det samme som å sitte passiv og rette hat og beskyldninger mot overgripere og syndebukker – for eksempel i hjelpeapparatet – herfra til dommedag. Derimot er dette en erkjennelse av at problemene kommer fra et sted, har historie. Å avvise den ”ansvarliggjøring” som ligger i å hevde at angsten og valget ”er ditt”, er etter min erfaring en nødvendig del av det å få et historiserende og gjerne også politisk forhold til problemene: Skjønne hvor angsten og begrensningen kom fra, og dermed nettopp bryte den sykelige toleransen overfor den evinnelige overmakten som hevder at dette er ”mitt”. Angsten og hjelpeløsheten er slett ikke mine, tvert i mot finnes jeg bare i den grad jeg avviser den byrden. Bare i den grad jeg avviser pådyttingen, finnes det også noe som er mitt.

    Jeg skjønner ikke hva du mener i det siste avsnittet ditt, Marian. At man må regne med at andre gjør med ens liv som det passer dem hvis man ikke selv tar vare på det, er en empirisk konstatering som jeg selvfølgelig underskriver på. Men det kan da ikke være uberettiget å klage hvis noen har utnyttet ens hjelpeløshet? Det er jo nettopp fordi man har rettigheter, fremdeles er et menneske, selv om man er hjelpesløs og forvirret, at det er all grunn til å kjempe for menneskelighet fra hjelpeapparatets og psykiatriens side, det er jo også derfor det er lover og regler for hva terapeuter kan gjøre og ikke med pasienter. Det som er selve kjernepunktet må da vel stadig være at den som havner i en hjelperrolle har nok kontakt med egne følelser til å kunne ha med folk å gjøre som oppfører seg som barn, uten å utrette skade?

    SvarSlett
  32. Jeg er et offer!
    Sånn er det, og jeg brukte år for å erkjenne, at det var det jeg faktisk var.
    Det var begynnelsen på min frigjøring i forhold til mennesker som krenket meg, å erkjenne akkurat det.
    Å si det hjelper meg i forhold til år med skam og skyld, og t.o.m. egen misforståtte lojalitet til de som krenket meg.
    Jeg har gått i terapi i flere år, og jobbet med å tenke positivt.
    Så "positivt" ble det, at jeg overså kroppslige og følelsesmessige signal, og gikk ut i både studier og jobb, godt påhjulpet av terapeut, for så å falle helt sammen.
    Det jeg savner er et alternativt tilbud til den kognitive terapien. Den passer for noen, mens vi andre står og sliter i motbakke i forhold til å bli trodd av det offentlige.
    Så lenge trenden går for denne formen for tenkning, tror jeg likevel dette kan bli dyrt for samfunnet, og flere skal igjennom det jeg selv har opplevd.
    Ordet, positivitet er et fint ord, men selv holder jeg en knapp på ordet, realistisk.

    SvarSlett
  33. Nå er jeg tilbake etter noen nettløse dager ... og har tatt utskrift av alle kommentarene her for å kunne se på dem i kveld.

    Men jeg leste den siste som kom inn: Bibbi, du skriver at "Ordet, positivitet er et fint ord, men selv holder jeg en knapp på ordet, realistisk."

    Jeg er så enig! Og jeg lurer på om de som CT funker på, er de som i utgangspunktet er flinke til å fortrenge.

    Det er ikke jeg - jeg trenger bakkekontakt. Jeg trenger samsvar mellom mitt indre kart (det jeg sier til meg selv), og det som skjer i og rundt meg.

    I teorien om multiple intelligenser kalles dette "intrapersonlig intelligens" ... selvinnsikt. Og mitt liv ble mye enklere da jeg innså at dette var et behov hos meg, og at storsamfunnet ofte så det som et problem.

    Og jeg HAR tenkt positivt! Det var min overlevelsesstrategi i hele oppvekten, og jeg var låst fast i en jævla Pollyanna-rolle til jeg var 30! Og i en like jævla ikke-offer-rolle i nesten 10 år etter det!

    Å si til meg at jeg skal være positiv er som å mase på at en alkoholiker skal begynne å drikke.

    Og jeg har et ønske til mennesker som pusher positivitet: Vær positive og tolerante når det gjelder tankeganger som avviker fra deres. Vurder dem etter hva de skaper, og ikke etter om de er "positive" eller "negative" fra deres ståsted.

    SvarSlett
  34. gamle ugle14.11.11

    Jeg har den samme Polyanna-fortiden som deg Ingrid. Så den tenke positivt-medisinen er oppbrukt, jeg er immun. For meg var den uansett kun symptombehandling, fortrenging og overlevelsesstrategi. Eller sagt på en annen måte, å ikle seg ikkeofferrollen.

    For meg er det et stort misforhold her mellom tanker, kropp og følelser, når det kommer til behandling. Jeg visste selv ganske kjapt at det var følelsesterapi jeg trengte, det er jo følelseslivet mitt og meg selv i kroppen jeg har vært frarøvet.

    Min assosiasjon i forhold til diskusjonen om lidelse, offer, vilje her, den er egentlig: hva er det som skal til for å komme i gang med, begynne på den ofte lange og smertefulle veien, mot det stedet hvor det å velge kan være mulig? Som Sigrun skriver, vi velger ikke smerte, mareritt eller depresjon. Vi som har relasjonstraumer settes i avmakt, i traume. Hvordan starter prosessen for å få makt, eller virkelig empowerment, som jeg kaller det (i motsetning til ddu tar ansvar for å gjøre det vi mener er best for deg).

    SvarSlett
  35. for meg var dette et viktig utgangspunkt:
    radical psychiatry
    radikalpsykiatri

    Radikalpsykiatrien gikk seg vill i leting etter politiske løsninger, men det å se på samfunnskader og på FREMMEDGJØRING som et problem, var svært frigjørende for meg. Og førte til at jeg kunne drive med "avfloking", som jeg har skrevet en del om i den norske bloggen.

    Og det har jeg vært nødt til å gjøre i to omganger: Først viklet jeg meg ut av barndommens overgrep, så ut av helsevesenets overgrep fordi min utvikling ikke var i samsvar med psykiatriske realiteter.

    Et av avflokingsredskapene mine var noen spørsmål:

    Hva er følelsen?
    Hva er tanken som skaper denne følelsen?
    Hvor i denne tanken er kornet av sannhet som bekrefter intuisjonen min?
    Hva er resten? (PTS-reaksjoner, overføring, fakta, overreaksjoner, projeksjon … osv)
    Hvilke valgmuligheter har jeg i forhold til denne tanken?
    Hva velger jeg?

    Det å bekrefte intuisjonen ble min vei ut av suicidaliteten, depresjonene og angsten som positiv tenking førte meg inn i.

    SvarSlett
  36. Ingrid, jeg kjenner meg svært godt igjen, i det å være ærlig mot intuisjonen min.
    Det ble endel av det å møte den jeg virkelig er, og det har gjort meg til et tryggere menneske rett og slett.

    SvarSlett
  37. Jeg har lyst til å slå leir i denne tråden og utforske det som viser seg her - og må jobbe i stedet. Men først skal jeg legge ut noe i bloggen min som har tittelen "Negativ er det nye slem"

    SvarSlett
  38. Sigrun, nej, det kan man ikke. I hvert fald ikke direkt. Men får man mulighed for, og vælger så, at tage itu med sine traumer, reduceres disse senvirkninger som regel. hvis de ikke helt forsvinder. Også de fysiske.

    Jørgen, hvad jeg mener med det jeg skriver i sidste afsnit er, at verden nu engang ikke er så rosenrød, at andre, f.eks. psykiatrien, aldrig kunne finde på, at gøre noget med ens liv, som man ikke ønsker de gør med det, og udnytter den hjælpeløshed med hvilken man lægger sit liv i deres hænder på det groveste. Jeg har fuldt forståelse for naivitet på det område, hvis man ikke har noget kendskab til, hvilket syn på sagen der styrer psykiatriens handlinger. Men hvis man har det, faktisk har oplevet det, hvilket kvinden i mit konkrete eksempel har, samtidigt med, at hun af et antal overlevere har fået mekanismerne forklaret, ned til de mindste detaljer, og tydeligt har givet udtryk for, at hun har forstået, og iøvrigt er enig, og så, knapt nok at man er undsluppet helvedet, ikke har noget bedre at gøre, end at straks sætte kursen mod den lukkede igen, vel vidende, hvad der venter én dér, så må man altså tage konsekvenserne. Bl.a. den, at man i praksis er retsløs i det øjeblik man er erklæret "sindssyg". Det er ikke retfærdigt, det er uforeneligt med menneskerettighederne, og det burde ikke være sådan. Men det er altså sådan, og det må man forholde sig til, acceptere det. -- Og jeg siger ikke godkende det! -- Ellers kan man ikke ændre det. Man ændrer det ikke, ved at lukke øjnene for det, og blive ved med at fodre systemet med det, de så bruger mod én: "symptomer". Mens man egentligt udmærket godt er klar over, hvad der skal til for at lade systemet stå magtesløs overfor én, Her har man et valg. Også her. Og let er hverken det ene eller det andet at vælge. Men der er vidst heller ikke nogen, der siger, at livet skal være let.

    Angsten -- jeg har det bedst med, at eje mine følelser, om det er "gode" eller "dårlige". På den måde ejer de ikke mig. Jeg kan bruge dem, i stedet for at jeg bliver brugt af dem. Bl.a. til at se på, hvad det er, der udløser dem, og i givet fald gøre noget ved det.

    SvarSlett
  39. gamle ugle17.11.11

    Marian: Bet meg merke i dine første setninger:
    "Men får man mulighed for, og vælger så, at tage itu med sine traumer......"

    Det er vel nettopp dette som er poenget, tror jeg, i diskusjonen som går her. Hvorfor kommer man dit hen at man "får mulighed for"? Så lenge man er i traumet er man hjelpeløs. Da nytter det ikke at noen står utenfor og roper velg bort offerrollen.

    Jeg er enig i fortsettelsen din - dvs. kommer man i endrings / valgsposisjon, inn i prosessen, ja så kan man bli kvitt mye av disse symptomene. Men hvordan kommer dette i gang?

    SvarSlett
  40. gamle ugle, jeg tror, at det kommer i gang når nogen kan rumme hvad det end er, man kommer med, og så selvfølgeligt, at man selv ønsker processen. Det første er nok det mest problematiske, som jeg ser det. Der er ikke mange derude, om vi taler professionelle eller andre, der er i stand til at rumme, hverken sig selv eller andre. Det kræver ligesom, at man selv har taget itu med sit eget rod, og det har de fleste ikke, heller ikke de professionelle. Tværtimod kan man jo tit og ofte få indtryk af, at professionen vælges for at få nogle redskaber, som diagnoser f.eks., til at netop undgå at skulle tage itu med sit eget. Diagnoser, snak om terapi- eller generelt behandlingsresistens, manglende indsigt og kompliance, etc. kan jo godt ses som projektioner af den egne utilstrækkelighed. Jeg mener ikke, at professionelle nødvendigvis skal være perfekte, kunne rumme alt uden problemer, og være supermennesker. Det der er vigtigt for mig, det der egentligt udgør grundlaget for al professionalisme på området, er at man kan indrømme, overfor sig selv og den anden, når og at man også bare er et menneske, når man ikke forstår, når man er usikker, når man føler sig afmægtig, når man har begået en fejl. I stedet for at man prøver, at tørre det af på klientelet. Det er dybt uprofessionelt, og retraumatiserende. Men det er altså desværre, hvad jeg ser størsteparten af de professionelle gøre.

    SvarSlett
  41. gamle ugle17.11.11

    Marian - jeg er helt enig i det meste her. Noen må tåle og romme det som måtte komme.
    Å ønske å gå inn i prosessen kan være en langsom prosess i seg selv. For hvordan kan man forestille seg en prosess man ikke vet hva vil føre med seg? Min erfaring er derfor at det å selv ville ikke alltid er så enkelt, selv om et menneske er der for en. Da er det fint om dette mennesket tåler ambivalensen og ikke beskylder en for å ikke ville, når det er tid som trengs. Og kanskje er vil - vil ikke en del av traumet også?
    Min opplevelse er dessuten, og jeg regner med det ikke bare er jeg som har det sånn, at det gjelder å få kroppen med i prosessen også.

    Jeg følger deg i dette med at det ikke trenger være supermennesker som tar imot. Jeg har selv erfart å bli møtt med: "nå er jeg rådløs", og det gjorde rett og slett godt. For det verste noen kan møte meg med er korrigeringer, programmeringer, dropp offerrollen osv., dvs. noen utvendige løsninger.
    Ekte mennesker som tåler ekte følelser og som holder ut er det mange av oss trenger, tror jeg.

    SvarSlett
  42. Jeg ser ikke helt problemet med å kalle konferansen Schizofrenidagene? Da denne konferansen ble arrangert for første gang i 1989 (tror jeg det var), var temaet nettopp Schizofreni, fordi det var stort behov for kunnskap om dette. Med tiden har jo hovedtemaene endret seg, men navnet har bestått. Og med begrepet "folkelig" så er det vel snakk om at tabu brytes og at det ikke lenger er like farlig å snakke om psykiske lidelser. Hvorfor ikke sette pris på at det faktisk finnes en årlig nordisk konferanse om psykiatri og psykisk helse - som har som mål å øke kunnskap og kompetanse? Tittelen på Wilhelmsens bok er ment å provosere, så jeg forstår at du blir det :) Selv syns jeg han har mange gode poeng, selv om han også forenkler veldig og setter ting veldig på spissen.

    SvarSlett
  43. Edit: Jeg vet ikke om du har lest boka til Wilhelmsen. Det han mener med offerrolle, tror jeg handler om frigjøring og å ta ansvar for fremtiden sin. Fortiden kan man ikke endre, men fremtiden kan man bestemme over. Selvfølgelig må man gjennom prosesser, bearbeiding og reaksjoner når man har opplevd traumer, og hans litt "enkle" "metode" fungerer selvsagt ikke på alle former for psykiske lidelser eller på ethvert tidspunkt. Det blir jo å skjære alle over en kam, noe som ikke blir riktig å gjøre.

    SvarSlett
  44. gamle ugle19.11.11

    Det gjelder boktittelen: "Det er ikke mer synd på deg enn andre".
    En usedvanlig dårlig tittel, i all sin negativitet, og fordomsfullhet.
    Trodde positivitet var tingen jeg, men det gjelder kanskje ikke i terapeutenes holdninger til pasienter eller "folk flest"?

    SvarSlett
  45. Har ikke læst Wilhelmsens bog, men husker i hvert fald, at min terapeut advarede mig mod at fortælle nogen om min diagnose, da jeg ville risikere, at blive mødt med medlidenhed, og det var det sidste, jeg havde brug for. Jeg gjorde det én gang, at jeg fortalte nogen om "skizofrenien", og ikke om en reaktion på en traumatisk opvækst. Ganske rigtigt, så blev jeg mødt med medlidenhed, og hvis jeg ikke havde det dårligt før, så fik jeg det i hvert fald elendigt dér. Heldigvis syntes folk ikke, en traumatisk opvækst var grund til at synes synd for mig. Jo mere synd man synes for sig selv, jo mere magtesløs vil man føle sig. Og at føle sig magtesløs er vidst ikke det mest hensigtsmæssige, når man står foran ret så store udfordringer. Der er forskel mellem medlidenhed, at synes synd for, på den ene side, og empati på den anden. Kæmpestor forskel. At ikke synes synd for nogen betyder ikke, at man ikke har empati.

    Bortset fra, at man internationalt er ved at skrotte "skizofreni" som diagnose, da konceptet simpelthen ikke holder -- der er mange ting, der er og har været folkelige. F.eks. var det en gang ganske så folkeligt, at mene, at orden er flad som en pandekage. Og til en anden tid var det meget folkeligt, at mene, at djævle og dæmoner eksisterer i bogstaveligste forstand. Jeg ser ikke, at menneskeheden skulle have rykket sig så voldsomt meget og være blevet så meget klogere siden den gang. Så, hvorfor skulle det ikke være folkeligt, at tro på "skizofreni"?

    SvarSlett
  46. P.S.: Ingen panik! Der er masser af andre diagnoser at vælge imellem, selv om "skizofreni" er på vej ud, og man behøves ikke at skulle leve uden stempel!

    SvarSlett
  47. gamle ugle21.11.11

    Mange måter å lese den boktittelen på ja, alt etter hvilke erfaringer man selv bærer på. For meg er den som en beskjed om å slutte og tulle, og bare ta meg sammen. Altså nøyaktig det samme som man alltid har fått høre og som ikke har ført frem.
    Medlidenhet av den mest klamme og patroniserende sorten kjennes ikke godt ut, det skal jeg ha meg frabedt. Men anerkjennelse for livets smerte, det er noe helt annet, og det har jeg absolutt bruk for. Denne tittelen er det motsatte av det, i mine ører (og øyne).

    SvarSlett
  48. gamle ugle, som sagt så har jeg ikke læst bogen, men jeg har set et par anmeldelser af den, og da fik jeg ikke indtryk af, at Wilhelmsen ikke anerkender lidelsen, men at han prøver, at åbne en dør for folk, der sidder fastlåst i deres lidelse. Selv oplever jeg tit, at folk gerne vil have mig til at gå ind i deres lidelse, sætte mig godt tilrette dér, ved siden af dem, og holde dem med selskab derinde. Det nægter jeg at gøre. Men jeg nægter ikke, at gå ind i lidelsen, og tage vedkommende ved hånden, og sige: "Kom, nu ser vi hvad det her er for noget, og så ser vi, hvordan vi kan komme ud af det!" Det indebærer også, at jeg af og til bliver lidt "kontant", og skærer ud i pap for folk, at enten så tager de ansvar, og så er jeg dér og bakker op, eller også så bliver de siddende, og grundlæggende må jeg acceptere det i så fald, men jeg kommer altså ikke til at sætte mig ved siden af, og bakke op om dét.

    SvarSlett
  49. gamle ugle21.11.11

    Marian: Jeg er usikker på hvor uenige vi egentlig er. Jeg kjenner at jeg umiddelbart blir skeptisk til å tolke noen som at de vil bli i lidelsen nærmest for bestandig. Jeg tror derimot at disse kan trenge noe annet enn den typen hjelp du beskriver og at dette "annet" må man lete etter.

    Jeg har erfaring både som hjelper og en som har blitt hjulpet. Jeg trengte noen sammen med meg for å orke å være i lidelsen, noe som var helt nødvendig for meg, ganske lenge. Og jeg var ikke klar for å gå videre, ut av lidelsen, før jeg selv merket det, og kunne initiere det, og det tok tid. Min hjelper skjønte dette og var der for meg, lenge. Det var helt nødvendig. Spurte meg ofte: Hva trenger du?

    Derfor - jeg tror denne boktittelen er uheldig fordi den matcher en trend i tiden jeg ikke liker - at det liksom bare er å ta seg fort sammen. Sånn er det ikke for alle.
    Fungerer ikke en inngang, ja så ikke skyld på de som søker hjelp. Det kan hende at de trenger noe ingen hittil har tenkt på å tilby dem.

    SvarSlett
  50. gamle ugle, jeg er helt enig, at det kan tage tid, før nogen tør tage det første skridt ud af lidelsen, og at man i den mellemliggende tid også skal kunne være tilstede som hjælper. Og selvfølgeligt skal man igennem lidelsen, for at kunne komme ud af den. Det kommer man ikke udenom. Men jeg kan ikke være tilstede på en måde, der resulterer i en "folie à deux", hvor jeg ligesom bliver bedt om, at lukke øjnene for lidelsen, sammen med den, hvis lidelse det er. Så ville jeg ikke være autentisk. Det er ikke nemt at beskrive, hvad jeg mener, også fordi det ikke er mange, der har indrettet sig så komfortabelt i deres alternative virkelighed, at de faktisk ikke længere lider når de er i den, kun lider under, at verdenen ikke lader dem være i fred i den. Man kan så sige, at verdenen reagerer ret så uhensigtsmæssigt ved at retraumatisere (psykiatrisk "behandling", der med vold og magt vil have én ud af den alternative virkelighed), men på den anden side så mener jeg heller ikke, at man kan forlange af andre, at de ofrer sig selv, så man slipper for at skulle sidde alene, og ensom, i sin alternative virkelighed. Hvad skal vi gøre med disse mennesker, som der godt nok ikke er så mange af, men alligevel, der faktisk ikke ønsker at forlade deres alternative virkelighed, der faktisk har opgivet næsten alt håb i menneskeheden, og der simpelthen er (blevet gjort) for bange for lidelsen til at de tør konfrontere den? Det er en hårfin balancegang, hvis du spørger mig, mellem at gå ind i deres virkelighed, og bare være tilstede, og at ruske i dem og råbe "Kom nu!!! Der er en vej ud!" Og at jeg gerne vil have også disse mennesker ud, skyldes at jeg ser, at deres alternative virkelighed er et dødsrige. Ingen mennesker kan overleve i total isolation.

    Selvfølgeligt ville jeg aldrig kunne finde på, at for-/dømme nogen, for at vælge at blive siddende. Folk har deres grunde for at vælge det. Men derfor vil jeg alligevel blive ved med at råbe: "Du har et valg!"

    En anden, og meget større, gruppe mennesker, der har valgt lidelsen, er de, der identificerer sig som "psykisk syge", og der råber tilbage: "Nej, nej NEJ! Jeg har ikke noget valg, fordi jeg er syg!" når man siger til dem, at de har et valg. Da er det så, at man kan spørge, hvad er det, denne "sygdom" giver vedkommende, som vedkommende ikke ville have uden den? Økonomisk sikkerhed? Identitet? Evtl. også en vis magt i afmagten? Også det altsammens forståeligt nok. Men heller ikke hér vil jeg holde op med at påpege, at personen har et valg, og man vil ikke finde mig bakke op om et "Jeg er skizofren/bipolar/depressiv/etc.", som den, ifølge min erfaring, lige så destruktive strategi det er, som den, at melde sig ud af fællesskabet, af verdenen.

    SvarSlett
  51. gamle ugle22.11.11

    Hei igjen Marian. Jeg tror at det finnes noen mennesker som har havnet i livssituasjoner hvor de opplever seg selv nærmest som innestengt i mørke rom. Nøkkelen til døra som kunne åpnet opp og gitt dem et valg om ev. å gå ut er ikke å finne. Noen av dem leter febrisk, andre har gitt opp håpet og sitter apatisk i et hjørne.
    For disse menneskene nytter det ikke å rope at du har et valg, selv om intensjonen er aldri så god. Disse menneskene trenger hjelp til 1) å beholde håpet nok til å fortsette letingen etter rett nøkkel (oppmuntrende mennesker utenfor?) 2) kanskje rett og slett få hjelp til å finne nøkkelen som passer i døra
    Deretter, når nøkkelen er funnet, kan de velge. Og kanskje er de så utrygge at de trenger en kamerat med seg ut i en ukjent verden?

    Mao - jeg er opptatt av hva som skal til for at et menneske selv velger å endre sin situasjon. Hva er det som kan sette i gang dette, ev. utenfra? F.eks. et annet menneskes interesse og anerkjennelse? En annen liten input? Dette mener jeg kommer før det kan være mulig med et valg, for en del mennesker.

    En annen ting - jeg for min del velger å ikke tolke mennesker som at de vil bli i sin lidelse, eller at de dyrker sykeroller. For meg oppleves det stemplende og uhensiktsmessig. Jeg har selv opplevd hvordan det var å være helt låst og har respekt for den opplevelsen. Ingen rop utenfra om å velge kunne hjulpet da, tvert imot hadde jeg kanskje følt meg enda mer mislykket og på et vis feil.

    Det er et etisk aspekt her, tror jeg, og det handler for meg om det å ikke gi opp håpet og troen på om at endring er mulig. Jeg tror imidlertid at ulike mennesker og individuelle omstendigheter fordrer ulike tilnærminger. Noen kan kanskje bruke dine rop, andre trenger noen som setter seg ned utenfor, og tåler og venter, og oppmuntrer.

    SvarSlett
  52. gamle ugle, jeg er sådan set helt enig med dig. Et problem opstår bare i det omfang som vi desværre ikke har faciliteter, rent praktisk, hvor folk kunne tage hen og være helt i fred, og komme i gang med deres proces i deres eget tempo. Vi har kun psykiatrien, og når jeg ser, at et menneske gang på gang igen havner dér, faktisk i livsfare, som en vis person som jeg arbejder med for tiden, da hun ikke tåler neuroleptika, hvilket "lægerne" er fuldstændigt ligeglad med, så bliver jeg af og til en anelse desp, og rusker lidt i vedkommende. Det er det eneste, jeg i situationen kan gøre. Jeg kan desværre ikke forbyde "lægerne", at dope personen totalt til, med fare for, at hun dratter død omkuld. Men selvfølgeligt går jeg altid kun lige til grænsen, ikke over. Jeg har set andre gøre det, gå over grænsen,og det finder personen sig ikke modstandsløst i. Jeg har faktisk ikke oplevet nogen endnu, der ikke sagde fra. Spørgsmålet er selvfølgeligt, om man er i stand til at tolke tegnene korrekt. Og her er vi så ved de professionelle igen, der jo gerne mener, modstand er noget, der skal brydes, ikke respekteres...

    SvarSlett

Virker ikke lenken(e)? Da vil jeg bli kjempeglad om du har tid til å gi meg beskjed via kontaktskjemaet i bloggens sidefelt.

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post