13.1.11

Tvangsinnleggelse

- Ja, det er Sigrun.
- Hei, det er Erik. Har du hørt noe fra Per nå i det siste?
- Ja, jeg har snakket med ham. Han er ikke helt i form, for å si det mildt.
- Jeg har akkurat snakket med broren hans. Broren har ringt psykiateren, som igjen varslet politiet. De vil være der innen tyve minutter. Har du anledning til å stikke bort?
- Hvorfor har ikke broren, psykiateren og fastlegen hans greid å få i stand frivillig behandling? Nå plutselig vil de "hjelpe"!
- Jeg vet ikke. Men vær snill og stikk over.

Idet jeg kommer inn på gårdsplassen svinger politibilen inn. Jeg løper bort og forteller hvem jeg er.

- Er han bevæpnet?
- Nei. Per eier ingen våpen. Med unntak av kjøkkenkniv, som vi alle har.
- Er du sikker?
- Ja, jeg er sikker.

Jeg går opp trappen til femte. Politiet kommer etter, men blir stående litt nede i trappen da jeg ringer på.

- Hei, Per.
- Hei, Sigrun! Kom inn!
- Jeg er ikke alene. Psykiateren din har ringt politiet. Hun mente du trengte en innleggelse.
- Er politiet der?
- Ja. Bak meg.
- Forræddere!
- Jeg har fortalt dem at du ikke har våpen og ikke er farlig.

Per rygger bakover, inn i stua. Jeg går etter, inn i entreen.

Plutselig trenger politifolkene seg forbi meg. De tar tak i Per, overfaller ham og legger ham i gulvet, setter på ham håndjern. Han begynner å skrike.

Jeg går ned trappen og ut.

De kommer etter. Politiet lar ham ikke få sitte i passasjersetet, men slenger ham på gulvet bak i bilen.

25 kommentarer:

  1. Anonym14.1.11

    Fy flate! Må være aldeles fryktelig å utsettes for slike svik og overgrep! Og bak står psykiateren - eller en søskenkrangel.

    SvarSlett
  2. Svigt og overgreb må man vist godt kalde det, ja. Godt at de har bæltesenge, skærmning og beroligende midler, dér hvor Per skal hen! Det får de vist brug for, hvis Per altså ellers er i besiddelse af sunde reaktionsevner.

    Og så stille der pludseligt blev, heromkring. Ikke nogen, der har noget at sige om hvor taknemmelig Per burde være for at nogen "brydde sig" og ringede til psykiateren, der så ringede til strisserne, så Per kunne få den "hjælp" han klart trængte?...

    SvarSlett
  3. Anonym15.1.11

    Kan "tidsklemmen" være årsaken til at psykiateren ringte politiet?

    Psykiateren hadde ikke tid til å ta seg av "problemet" Per. Psykiateren har da kan skjønne sin tilmålte arbeidstid, og så har han også familie som krever sitt av hans tid....og så skal han jo trene fotball med kompisene på sletta....og spille i bandet han begynte i da han studerte medisin....

    Per, han er en av mange som psykiateren heller lar politiet overta. Desto mer normalt Per reagerer, jo mer får psykiateren og institusjonen bevis på at Per behøver både remmer, isolasjon og bedøvende piller.

    Dere vil kanskje ikke tro det, men tilnærmelsesvis på samme måte opptrer sosialetaten!

    Ved å nekte økonomisk hjelp og nødvendig husrom til hjelpetrengende nederst på statusrangstigen, bidrar sosialetaten til konflikteskalerende saksbehandling som øker hjelpetrengendes fortvilelse, avmakt og agressjon.

    Slik får sosialetaten "beviser" på at den hjelpetrengende er "farlig", opptrer "truende" - er psykisk syk osv. Sosialetaten tilkaller også lett politiet. Nok å nevne Obiora som sosialetaten i Trondheim nektet hjelp, budsendte politiet, som så kvelte Obiora ved å ta en hette over hodet hans.

    Slik opptrer offentlig ansatte hjelpere enten de er psykiatere, politi, sosionomer, barnevern etc.

    En venninne av en venninne av meg har planer om å utdanne seg til sosionom. Hun vil "hjelpe" andre. Men med kjennskap til hennes bakgrunn vet jeg at hun nok innerst inne har behov for å hjelpe seg selv. Men ved å lære hvordan man nedpsyker andre, vil hun slik lære å "bli sterk"....og ikke selv lenger la seg nedpsyke. Jeg klarer ikke lengre å forholde meg til denne sosionomstuderende kvinnen. Jeg ser monsteret i henne.

    SvarSlett
  4. Anonym15.1.11

    Slik får man fokus vekk fra en udugelig psykiater - eller vekk fra udugelige offentlig ansatte.

    Jfr. Christoffer Kihle som døde 8 år gammel etter langvarig mishandling uten at offentlig ansatte hadde slått alarm.

    Jfr. overgrepssaken i Alvdal som nå går for retten der mange offentlig ansatte har visst, uten å gripe inn!

    Per kunne vært kurert han og frisk hvis psykiaterern hadde gjort jobben sin utover det å heve sin lønn fra det offentlige.

    SvarSlett
  5. Første Anonym, for noget tid siden kom jeg over en blog, skrevet af en "psykisk syg", omhandlende dennes hverdag og, ikke mindst, "psykiske sygdom". Der blev blogget næsten dagligt, og hvert indlæg, undtagelsesløst, startede med stort set det samme statement, i lidt varieret udgave, fra "Jeg har det ikke så godt i dag" til et udtalt ønske om ikke at leve mere. (Bare roligt! Vedkommende er i -- massiv -- psykiatrisk behandling, inkluderende indlæggelse, tonsvis af psykofarmaka, og også jævnlig ect. Og, nøj, hvor det åbenbart hjælper!... ). Så, det seneste indlæg (altså for noget tid siden, da jeg læste bloggen): "Jeg vil gerne hjælpe andre, der har det som jeg. Jeg vil uddanne mig til psykiatrisk sygeplejerske." 'What?!' tænkte jeg, 'Og hvordan i al verden vil du kunne hjælpe andre, når du ikke engang har fundet ud af, hvordan du kan hjælpe dig selv???' Men vedkommendes behandlere er begejstrede. Sikke en god idé! Og der findes jo en række lysende forebilleder, såsom Kay Redfield Jamison for eksempel.

    Jeg kunne ikke være mere enig med dig, første Anonym, i din analyse af, hvad det er, der driver værket. Intet lader én glemme den pinefulde bevidsthed af ens egen afmagt og hjælpeløshed, som at kunne udøve magt over andre. Men "monstret" er ikke det enkelte individ, der i sin afmagt desperat griber efter dette halmstrå. Monstret er et system, der er baseret på nogens magt og andres afmagt, og der holder sig selv i live ved at udnytte nogens afmagt, og gøre den til et redskab til at opretholde sin egen magt.

    SvarSlett
  6. Anonym15.1.11

    Marian: enig med deg i at "monsteret" er et system.

    Men vi og dem som jobber der, gjør vi det bare fordi vi behøver å tjene penger, for å få vår månedlig lønning til selv å overleve?

    Prostituerer vi oss for å kunne tjene penger på en jobb som intresserer midt bak øret og ikke mer?

    Når vi forlater arbeidslplassen klokken tre hver dag, og lukker døren, så legger vi lettet de hjelpetrengende helt bak oss for den dagen? Dett var dett? Jeg tror det er mange slike som jobber kun for pengenes del.

    SvarSlett
  7. Siste anonym: Jeg synes det er problematisk at du er anonym når du skriver som ansatt i helsevesenet og samtidig mistenkeliggjør andre ansatte. For det er umulig for leseren å bedømme om du faktisk jobber der, eller om du bare gir deg ut for det.

    Jeg har tidligere fått en kommentar fra en som ga seg ut for å være Nav-ansatt, men som jeg ikke er sikker på er ekte - heller en måte å sverte Nav-ansatte på.

    Dersom kommentaren skal bli tatt alvorlig, ber jeg deg maile meg navnet ditt. Det vil ikke bli offentliggjort eller videreformidlet til noen, men bare slik at jeg vet at du er det du sier du er.

    SvarSlett
  8. Anonym (jeg har ikke helt styr på længere, hvilken der er hvilken, eller om alle Anonym er den samme person, eller... Ville virkeligt være dejligt, hvis i kunne bruge et eller andet lidt mere individuelt i stedet for), man behøves ikke at arbejde i psykiatrien for at tjene til smør på brødet. Der findes en masse andre, også mere lønsamme, professioner, man kan vælge imellem. Jeg tror, at de fleste, der arbejder i feltet, virkeligt gerne vil hjælpe, og ogsåer overbeviste om, at de gør det. Det, jeg synes er interessant, er at se på, hvordan det kan gå til, at man ikke er i stand til at se, at man faktisk ikke hjælper (i hvert fald i de fleste tilfælde ikke), og måske endda gør ondt værre, hvorfor man holder så ihærdigt fast ved en form for hjælp, der, i hvert fald ifølge mange af de "hjulpne", ikke er nogen hjælp, og hvad den oprindelige motivation til at ville hjælpe andre egentligt er. Ikke så meget for at decideret angribe enkelte "hjælpere", og kalde dem for "monstre", som for at forstå, hvorfor de gør som de gør. Hvis jeg angriber, så er jeg ikke et hak bedre, end den, der kalder mig for "skizo(-fren)", "psykotisk", eller hvad det måtte være af psykdiagnoser. Og selv om jeg skulle "vinde" denne magtkamp, så ville jeg på den måde også fortføre den. Så er det bare nogle andre, der er stemplet. Men hvis jeg kan forstå de mekanismer, der ligger bag magtkampene i denne verden, så har jeg en chance for at gøre noget ved dem, og måske ende dem. -- Ja, ikke at jeg er alt for optimistisk...

    SvarSlett
  9. individuelt navn, skulle der have stået.

    SvarSlett
  10. Ja, Marian, jeg har uttrykkelig bedt om at man bruker navn eller pseudonym. Det er noe fantasiløst ved at fire personer kaller seg Anonym i samme kommentarfelt.

    SvarSlett
  11. Det høres ut som om politiet skulle trenge utdannes i hvordan man bemøter deprimerte personer. Det som beskrives her er et overgrep og et trauma.
    Det finns mange triste skjebner. Kan man unnvike tvang er det best. Det er et overgrep, og det kan bli vanskelig med kontakten etterpå.
    Hadde en suisidal pasient når jeg var ny psykolog. Psykiateren jeg samarbeidet med sa at vi så langt det var muligt skulle vi unnvike tvang. Det var bedre at jeg og pårørende fulgte med til avdelningen, og prøvde få pasienten å legge seg inn frivillig. Vi lyktes med det, takk og lov. Sen fikk hun engasjert hjelp på avdelningen og en psykiater som ble meget engasjert i henne, noe hun trengte. Det har var en alvorlig suisidal person, som hadde gjort et alvorlig forsøk dagen før. Det her var i Sverige for snart 15 år siden. Også i Sverige var det forskjell hvor i landet man bodde. I storstaden var det vanskeligere å få hjelp.

    SvarSlett
  12. Et liv å leve, det er et signal at sende, når man sender politiet ud for at fragte nogen til den lukkede. Uanset, om politiet nu er specielt uddannet (i at få "patienten" til at indlægge sig "frivilligt"/følge "frivilligt" med -- i overleverkrdse kaldes det for "frivillig tvang"... -- , eller ej. Kunne det tænkes, at der er noget galt med signalet, der sendes?

    SvarSlett
  13. ...og så er indlæggelse i sig selv, politi eller ej, iøvrigt også et signal. Når nogen giver udtryk for (andre steder end på nettet, hvor nogle nok tror, de ikke kan spores, respektive at det tager så lang tid, at det vil være for sent, når man har fundet frem til dem), at de ikke kan se sig ud af at leve længere, hvilket jeg går ud fra, vedkommende har gjort, siden du ellers ikke ville have vidst, at personen var "suicidal", så er det jo, fordi de ønsker hjælp til at finde ud af, at de faktisk kan leve. Indlæggelse signaliserer, at, nej, det kan du ikke. Derfor er vi nødt til at overtage styringen af dit liv nu. Er det hensigtsmæssigt? Eller kunne man tænke sig former for hjælp, der måske var mere hensigtsmæssige, mere "empowering"?

    SvarSlett
  14. I Norge begås det mange lovbrudd fra psykiatrien, uten at verken politi, lovgiver, journalister eller andre reagerer.

    Lovens hovedkriterium er at for at noen skal kunne tvangsinnlegges, må vedkommende ha (eller mistenkes for å ha) en såkalt alvorlig sinnslidelse. Å være suicidal er ingen alvorlig sinnslidelse, noe jeg fikk bekreftet fra en fagperson med vedtakskompetanse senest i går. Likevel tvangsinnlegges suicidale. En overlege ved Oslo legevakt uttalte for en tid tilbake at han tror en tredjedel av alle tvangsinnleggelser er ulovlige.

    Ingen reagerer...

    SvarSlett
  15. Jeg er enig i at tvang er en signal og at når politiet kommer på døren er traumatiserende. Hvis tilgjengeligheten til en god poliklinisk behandling hadde vært mye bedre, så blir behovet for innleggelser vært mye mindre. Har erfaring av det fra Oskarshamn og Hjo i Sverige. Hvis en god samtale kommer igang trengs det veldig sjelden behov for innlegelse. Vi hadde til og med ledige sengeplasser på den sengepost som tilhørte vårt distrikt. Når jeg begynte på Sanderud sykehus i Norge, så jeg at alt var snudd på hodet. Pasientene sto i kø for å bli innlagt, og hvem skulle ta imot dem når de ble utskrevet? I periodevis tevlet de om å være mest suisidal for å få lov å være kvar. Når de kritiserte det her var jeg hjertens enig! Vi vet at om personer får tidlig hjelp, når de selv søker den, så er det enklere for dem å komme videre. Jo lengre tiden går og de ikke får hjelp, desto vanskeligere er det å hjelpe, og det tar lengre tid.
    I Oskarshamn slog seg lege, sykepleiere, pasienter og pårørende sammen og startet en stiftelse, som politikere ikke kunne spare bort. De leide en liten gard, der de hadde hester og hund. Tror det var smådyr også, men er ikke sikkert. Der koste seg personer med psykosediagnoser med å hugge træer, og annet fysiskt arbeide. Antall innleggelsedager sank med måneder om året for enhver av dem. De la seg inn i korte perioder, da de ble dårligere, men de hadde ikke tid å bli lenge. De måtte ta hånd om dyrene.
    Når jeg i sluttet av 90-årene var på veg til Norge, snakket jeg med en psykiater m det. Han fortalte at han hadde mange kolleger som hadde vært i Norge og arbeidet i norsk psykiatri. De hadde fortalt at psykiatrien i Norge lå 20 år etter psykiatrien i Sverige. For meg høres det ut som at pasientforengingene i Norge har litt av en jobb å gjøre. Blogger som det her trengs!

    SvarSlett
  16. Anonym17.1.11

    hm.... dette er interessant!

    SvarSlett
  17. Et liv å leve: Jeg vet jo at Norge bruker mer tvang enn Sverige, og at de har Personlig Ombud, men ut over det har jeg ikke tidligere hørt at de er mer progressive enn oss.

    En svensk venninne har påpekt overfor meg at i Sverige er ikke brukermedvirkning et tema i det offentlige rom, mens her snakkes det om det hele tiden. Hvordan skal man tolke det? At det er mindre behov for det i Sverige?
    Marian: Hvordan er det med det i Danmark?

    Samtidig har jeg fulgt med på bloggen til redaksjonen i Inferno, en serie som gikk på svensk TV om psykiatri i høst, og jeg så de første par programmene. Der var det ikke mye brukerperspektiv i alle fall.

    SvarSlett
  18. Det er forskjell mellom forskjellige plasser i Sverige også. Det kan være at jeg har arbeidet på mer spesielle plasser, og de var langt fra storbyene. Det har vært mye besparinger innen psykiatrien, og det kan mye vel kostet kvalitet.
    Er ikke sikkert at psykiatrien i Stockholm er noe å si hurra for, der konkurransen om samtaleterapier er stor. Naturligtvis er det alltid forbedringspotential.
    Men fra de miljøer der jeg arbeidet tidligere, så fikk jeg en sjokk når jeg begynte å arbeide i Norge. Arbeidet ikke lenge her. Ble syk, startet eget noen år og ble syk igjen i ME. Jeg tror jeg får det vanskelig å arbeide i psykiatrien igjen hvis jeg blir frisk. Man ønsker ikke å gi slipp på idealene for å blli en syniker. Jeg kan si så her at andre psykologer også er skeptiske til hvordan psykiatrien er oppbygd, og det tror jeg mange psykiatere er også. Det er mange som velger å starte eget eller begynner noen annen sted. Lilkevel er det de som arbeider i psykiatrien i mange år, og som prøver å påvirke politikere. Jeg tror ikke det kommer å rekke. Det trengs et samarbeide med pasientorganisasjoner, og mellom yrkesgrupper for å finne løsninger. Det må også opp på politiker nivå. Har sett politiske beslut som har redusert kvaliteten i helsevesendet. Det her blir da et samfunnsproblem, noe jeg tenker det er.
    Når jeg arbeidet i Hjo i Sverige, fikk vi besøk av en politiker og en økonom, som spurte en del spørsmål om virksomheten etter organisasjonsforandringer. Hun sa: Har de ungdomer som har blitt van ved å stille krav, begynt å komme hit til dere? Eh...nei. Ungdomer med psykiske problemer har ikke selvfølelse nok til å stille krav, men de trenger likefullt hjelp!
    Nei, det her er et kollektivt problem, og vi må samarbeide. Blogging er en måte å vise frem problemene.

    SvarSlett
  19. Et liv å leve, (længere kommentar, derfor i dele) jeg må jo indrømme, at jeg ikke er helt ukritisk, også når det drejer sig om tilgange, som den du beskriver, hvor man tilbyder folk et meningsfuldt indhold i tilværelsen. Det er klart langt bedre, end at lade folk sidde på bo- og væresteder, med deres kaffekop og smøgerne som deres livs indhold, og der burde findes meget mere af den slags. Men på den anden side så leder det også mine tanker hen til denne masteropgave om miljøterapi, som jeg endnu ikke har læst i sin helhed, men som, såvidt jeg ud fra det læste kan sige, har en pointe, når den for eksempel kommer frem til, at dagens miljøterapi måske mere er til for at berolige behandlernes dårlige samvittighed over at jo faktisk via "behandlingen" mere eller mindre passivisere folk, og at den i dag også kun spiller en, i forhold til den medicinske "behandling", underordnet rolle, mens udformningen er foretaget på en måde, der lader miljøterapiens oprindelige koncept så at sige forkomme til at den ikke er andet, end en lille brik i det store puslespil hvor andre brikker hedder f.eks. "psykoedukation", og hvor billedet, brikkerne er ment til at danne, er det af "sygdomsindsigt" og "behandlingskompliance".

    Jeg mener, at hele filosofien, systemet bygger på, må revurderes. Som det er i dag, så forstærker stort set alle systemets tiltag folk i deres identitet som ofre (og størsteparten af dem, der havner i systemet, havner dér, fordi de blev viktimiseret). Essensen i samtlige budskab, systemet udsender, om det er indlæggelse (på sygehus), systemets medicinske diskurs (jf. "patient", "psykisk sygdom", etc.), er det allerede nævnte "nej, du kan ikke". "Nej, du kan ikke", siger man til folk, som man ønsker at bringe i et afhængighedsforhold til sig selv, respektive som man ønsker, at holde fast i et sådant afhængighedsforhold. Og selvfølgeligt vil der altid være nogen, der føler sig hjulpet af det. Specielt blandt dem, der aldrig har fået mulighed for at opleve, at, jo, jeg kan!

    SvarSlett
  20. Jeg er selv én af dem, der aldrig fik chancen til at tage ansvar for sig selv. Jeg kom ud i en krise. Jeg søgte hjælp hos en psykolog. Og det skal siges, at der var to modstridende parter inde i mig: den ene, der ønskede frihed, og derfor ikke var nem at snakke med om det dér med psykologen, fordi det ikke var den ubekendt, at det indebar en stor risiko for afhængighed, for at blive nægtet ansvar for sig selv -- atter en gang, retraumatisering --, og den andre, for hvem frihed og det automatisk medfølgende ansvar var en usigeligt skræmmende usikkerhedsfaktor, der allerhelst ville krybe ind i et lille musehul, lukke øjnene fast, og be' "hjælp mig, jeg kan ikke!" Var jeg havnet i systemet, respektive hos den sædvanlige psykolog, for at sige det sådan, var "frihedskæmperen" blevet stemplet som min "sygdom", og den lille forskræmte mus, offeret, var blevet bekræftet i sit "jeg kan ikke". Heldigvis havnede jeg hos en knapt så sædvanlig psykolog, der sagde til "frihedskæmperen": "Kæmp! Jeg skal nok være dér, og stå ved din side", og til musen: "Du har et valg, det er dit ansvar nu. Kom ud og slut dig til frihedskæmperen, du kan godt! Jeg stoler på dig." Unødvendigt at sige, at musen, der jo ikke havde så meget andet at miste, end sin offeridentitet (!), valgte, at give det en chance. Og selvfølgeligt viste det sig, at den godt kunne. Den fejlede jo ikke noget. Det var bare noget, som andre havde indbildt den, og som den med tiden var kommet til at tro selv, at den var født til et liv i afhængighed. På den ene eller anden måde. Der er jo ikke forskel, grundlæggende, om man får at vide, at overgreb og svigt er noget, man bare har at finde sig i, eller om man får at vide, at diagnosen, "sygdommen", er noget, man bare må lære at leve med. Der er ikke forskel, om man trues til tavshed og medgørlighed af en overgriber, der siger "Jeg tæver dig grøn og blå/slår dig ihjel, hvis...", eller om det kommer i en lidt mere "omsorgsfuld" udgave à la "Hvor ville du være uden mig!" ved lidt mindre håndgribelige overgreb/svigt, eller om man udsættes for en kombination, og trues med "tilbagefald" og genindlæggelse, såvel som med "Du kan ikke, derfor må vi jo" til "indsigt" og "compliance".

    Der findes i Sverige ét projekt, hvor man arbejder ud fra grundprincippet, at alle kan. Det er Familjevårdsstiftelsen i Göteborg. Hér gør man brug af miljøterapi i dens oprindelige betydning. Og man har faktisk ret stor success med at hjælpe især også folk, der har tilbragt lang tid i systemet, ofte som svingdørs"patienter", "kronikere", til at, langt om længe, frigøre sig, og komme ud af systemet, ud af afhængigheden af "behandling", og leve et liv uden "sygdom".

    Personligt tænker jeg, at vi har brug for tilbud udenfor psykiatrien. Psykiatrien er pr. definition et lægespeciale, og vil som et sådant altid, igen og igen, være tilbøjeligt til at falde for fristelsen at sygeliggøre, og derved at viktimisere. Hvilket jeg, grundet min egen og andres erfaring, ikke anser som hensigtsmæssigt når det kommer til menneskets ikke-fysiske væren. Og hvilket jo, taget de videnskabelige fakta i betragtning, heller ikke har nogen berettigelse. Quakerne vidste godt, hvorfor de ikke ansatte læger i deres "moral treatment"-faciliteter.

    SvarSlett
  21. Sigrun, der er megen snak om brugermedvirkning i Danmark også. Hér skelner vi dog mellem brugermedvirkning og brugerstyring, som der, ikke overraskende, ikke er megen snak om. Brugermedvirkning lader sig nemt nok begrænse til uvæsentlige områder, og er dermed ikke videre "farlig". Brugerstyring er nærmest et fyord i de professionelles, såvel som i nogle brugeres, ører.

    SvarSlett
  22. Marian.
    Takk for lang og spennende kommentar.
    For en flink psykolog du hadde! Det er virkelig flott når man treffer noen som tror på en. Samtaleterapiens oppgave er å få hjelp å arbeide seg gjennom de indre hinder som vi bærer med oss i livet, og som hindrer oss å leve det livet som vi egentlig kan gjøre.
    Tror også at vi må ut ur den psykiatriindustri som ikke minst de gamle psykiatriske sykehusene har blitt oppbygd til. Det finns gode hjelpere der også, men jeg tenker også en ny type organisering kunne trenges.
    De plasser jeg arbeidet på var ikke i nærheten de gamle psykiatriske sykehusene. I Hjo hadde vi også mangel på psykiatere. I Oskarshamn kan vi gi en tidligere psykiater Åke Nilsson æren, til den kultur som finns der idag.
    Sikkert finns der også foredringspotential. Så lenge vi ikke vet alt om mennesket, så har vi det. Med andre ord kommer det alltid å være behov for det.
    Jeg må mimre litt gjennom linker. Håper dere unnskylder min nostalgi. Blir slik når man er ute fra jobb.
    Nymålen var den gård som jeg fortalte om. Den har tydeligen utviklets de siste årene. http://www.ltkalmar.se/lttemplates/Page____636.aspx
    Psykrehab er også veldig spesiell hvis man jæmfører med Sanderud sykehus her i Norge. Overlegen der Olle Hollertz var en av dem som startet aktivitetene på Nymålen. Psykosebehandlingen der er bl.a. utviklet av psykolog Per Borell, spesialisert i Kognitiv Atferdsterapi. Han har utviklet "Ett selvstendigt liv" som handler om å hjelpe brukeren til just et selvstendig liv. Man er også på psykrehab nøye med et tidlig ingripende. På den måten kan man gi pasienten/brukeren å ikke bli en kronikere. Før jeg flyttet fra Sverige snakket man mye om å behandle den man tror kan være på veg til å bli psykotisk som en krise. Man skulle være meget forsiktig med å sette inn anti-psykotisk medisin, og hellre hjelpe den som er rammet med innsomningstabletter. Det er vanlig at man i den situasjonen ikke sover, og da gjelder det å bryte den vonde sirkelen. Man skulle ha krisesamtaler med pasienten selv og pårørende for å se om man kunne roe ned situasjonen. Det ser ut til at de arbeider slik i Oskarshamn. Skulle Olle ikke ha tatt til seg det her tenkendet, blir jeg meget forbauset.
    I Oskarshamn hadde man også en tradisjon med å ikke legge inn så mange pasienter. Når Nymålen og psykrehab startet fikk de mye mindre innleggelser på avdelningen i Væstervik.
    Foruten vegledning fra Per Borell i kognitiv atferdsterapi og Ett sjælvstændigt liv, fikk de også vegledning i hvordan de kunne forstå hva pasientene slet med.
    Om psyk rehab: http://www.ltkalmar.se/lttemplates/Page____649.aspx
    Er det rart at jeg fikk en sjokk når jeg begynte å arbeide på Sanderud sykehus. Jeg snakket med en svensk legevikar som også reagerte på at de fremdeles kjørte på med full pakke på anti-psykotisk medisin med en gang når noen fikk et psykoseutbrudd den første gangen. Hvordan det er idag, vet jeg ikke. Det er 11 år siden jeg sluttet der.
    Men jeg er fremdeles interessert i hva som skjer.

    SvarSlett
  23. Et liv å leve, (lidt langt igen, og således i to dele; tror jeg skal på kursus: "Sig det med tre ord"... ;) ) ja, der findes sikkert en række tilbud rundtomkring, der adskiller sig positivt fra gennemsnitstilbuddet, og hvor man forsøger sig med lidt recoveryorientering, brugermedvirkning, etc. For mig personligt er det dog slet ikke radikalt nok. Tværtimod ser jeg at man, i det at f.eks. definitionen af recovery, der anvendes de fleste steder, er hentet fra handicapbevægelsen, hvorved "recovery" netop bliver til et nyt ord for det gamle "rehabilitering", dvs. at vende tilbage til samfundet med et handicap, og i tilfælde af "psykisk sygdom" altså med den "psykiske sygdom" i bagagen, udelukker muligheden for et liv uden "sygdom".

    En anden ting er, at jeg selv ikke ser de kriser, jeg har oplevet som noget negativt, noget, der ikke burde være sket, overhovedet. Og dermed ikke som noget, der skulle behandles, slåes ned, og holdes nede via behandling, ligesom man gør det med virkelig, somatisk sygdom. Jeg tænker, at det er en styrke, og ikke en svaghed, vi mennesker har, at vi kan lide eksistentielt, og at vi, hvis vi gør eksistentiel lidelse til vores fjende, gør os selv til vores fjende. -- Og det minder mig om en nyhedsoverskrift, jeg så forleden her i Danmark: "Naturen taber til mennesker". Artiklen omhandlede uddøendet af plante- og dyrearter som følge af vores indgriben i naturen. Men mennesket er (en del af) natur(-en), og dermed kan naturen ikke tabe til os, uden at vi også selv taber til os. Overskriften giver, strengt taget, ikke mening. -- Jeg er glad for at eje evnen til at kunne lide eksistentielt, for det gør mig til et levende menneske, og jeg kan ved min bedste vilje ikke se noget negativt, for ikke at tale om noget "sygt", "svagt", "sårbart", eller på anden måde mindreværdigt, ved det, at være et levende menneske.

    SvarSlett
  24. Det betyder ikke, at vi ikke skal have hjælp, når vi lider eksistentielt. Men for mig, der ser kriser, "psykisk sygdom", som liggende på et kontinuum med det, at være et levende menneske -- om end på den ytterste ende af kontinuumet --, burde hjælpen på samme måde ligge på et kontinuum med det "hjælpetiltag", vi benytter os alle, og i alle livets situationer, af, for at forstå os selv og verdenen: mellemmenneskeligt nærvær og kommunikation. Med et sådant syn på kriser, er der for mig så heller ikke brug for ekspertviden og begreber som "psykose", "patient", osv., begreber, som jeg faktisk oplever som fremmedgørende og nedværdigende. Jeg er et menneske, der har oplevet ekstrem angst, forvirring og vrede, som en naturlig reaktion på ekstremt angstfremkaldende og forvirrende omstændigheder i mit liv. Jeg har aldrig været en "psykotisk patient", andet, end i andres definition af mig. Mens disse andre har tilraget sig magten til at definere mig, netop ved at definere mig som en "psykotisk patient"... Det er det, man kalder for cirkulær argumentation, og det holder ikke i logikken.

    I det omfang som vi som mennesker betragter lidelse som noget, der ikke bør være, som vores fjende, en tendense til at reagere med medlidenhed, snarere end med forståelse og respekt, på lidelse. Medlidenhed er en ret nedladende størrelse, der kendetegner netop en afstandtagende holdning: "Sikke nogle stakler, hvor godt, det ikke er mig!" Men sandheden er jo, at alle "rammes af", for at sige det sådan, angst, forvirring, vrede, osv., og også af de "tankeforstyrrelser" og andre "symptomer", vores følelsesliv forårsager os. Så, i sidste ende er alle mennesker "psykotiske (eller maniske, eller depressive, eller eller eller) patienter", og når man forstår det, så bliver det meningsløst, at ville skabe denne, i tilfælde af eksistentiel lidelse, kunstige distance mellem "sygt" og "rask", mellem "psykotisk patient" og "rask menneske". Derfor er jeg personligt skeptisk overfor tilbud, der, uanset hvor meget recoveryorientering, brugermedvirkning, osv., stadigt arbejder ud fra grundprincippet, at det er fuldt legitimt, at definere lidt mere end almindeligt eksistentielt lidende mennesker som "psykotiske (eller maniske, depressive, etc.) patienter". Lidt firkantet sagt, så tror jeg ikke på, at lidt recovery hér, og lidt brugermedvirkning dér, virkeligt kan ændre noget, så længe den grundlæggende definition af hvad eksistentiel lidelse egentligt er, forbliver uændret. Og jeg ser ikke mange tilbud, der er sig bevidst om dette dilemma, og virkeligt prøver, at gøre en forskel.

    SvarSlett
  25. Det med medlidende er jeg helt med på og den distansering vi kommer inn i når vi bruker diagnostermene. Krise er utvikling, helt ening i det. I det gode samtalet er det det å være menneske som er det viktige. Og det er det som jeg har arbeidet med personligen. Og selv fått hjelp når jeg har trengt det. Selv jeg har møtt livet på forskjellige måter. Skriver litt om det i min blogg.
    Det du snakker om kan være fremtiden. Men hvordan skal vi gå videre? Jeg tror vi trenger pasientforeninger til det her, på lik linje med ME-foreningene rundt om i forskjellige land, som gjør et veldig bra jobb.
    Det som er min bilde av helsevesendet er at store forandringene ikke kommer der, dessverre. Ser det også i somatikken. Hvis for eksempel noen lege skal lage noe nytt, ser man ofte at de begynner en egen praksis. Eksempel Sofie Hexeberg, Lillestrøm helseklinikk, leger som driver med osteopatisk medisin og så videre.
    Vi trenger mere utrymme for visjonærer som kan tenke nytt, og som får rum til å tenke nytt og å skape de miljøer som skal til.
    Så lenge vi ikke har nått dit tror jeg mange trenger mestringsteknikker for å klare livet. Man kan ikke bare overgi folk.
    Kognitiv atferdsterapi er mye i ropet nå, og de har lykkets med sin pr.
    Det kommer nye metoder og veger å gå på i fremtiden.
    Et problem er spørsmålet om penger. Man ønsker å ha raske og billigere løsninger. Der tror jeg kognitive teknikker har vunnet mye. Men den personlige reisen kan ta mye lengre tid enn så. Utvikling tar tid. Det har mange psykologer jeg har snakket med reagert på at mange ikke får den tid de trenger og at de må forsvare hvorfor deres pasienter trenger mere tid. Den pressen har man ikke når man driver privat og pasienten selv betaler for samtalene. Men også der merker man at folk har press på seg når det gjelder sykemeldinger og så videre. Har sett mange eksempler på at utviklingen stopper opp akkurat da. Da kommer man inn i en overlevelsesfase og den stress det innebærer. Jeg har også sett folk tvinges ut i jobb for tidlig og deretter sliter enn mere, og som fått enda vanskeligere somatiske sykdommer.

    Vi trenger holdningsendringer i hele samfunnet, der også den som er syk får en verdi som menneske, ikke bare en kostnadsbelastning. Iblant kan det se ut slik, næmlig.

    SvarSlett

Virker ikke lenken(e)? Da vil jeg bli kjempeglad om du har tid til å gi meg beskjed via kontaktskjemaet i bloggens sidefelt.

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post