For et år siden ble Tollefsens mor tvangsbehandlet for siste gang, med samtaleterapi over en kortere periode. Psykologen som behandlet henne endret diagnosen hennes fra schizofreni til posttraumatisk stresslidelse - en lidelse som innebærer angst som følge av traumatiske livshendelser. Etter hvert kunne hun trappe ned bruken av medisiner, og i dag er hun helt frisk. Selv om moren hans ble feilmedisinert, mener Tollefsen likevel at det var riktig å gi henne psykisk helsevern med tvang.
- Ting toppet seg veldig, fordi hun fikk anfall av panikkangst. Da er det ikke så farlig hvilken behandling man får, men at man får behandling. Selv om hun fikk mer medisiner for feil diagnose, hadde de sikkert også en effekt på den egentlige diagnosen, tror han.
- Ting toppet seg veldig, fordi hun fikk anfall av panikkangst. Da er det ikke så farlig hvilken behandling man får, men at man får behandling. Selv om hun fikk mer medisiner for feil diagnose, hadde de sikkert også en effekt på den egentlige diagnosen, tror han.
- Det var faktisk bra at hun fikk behandling, fordi hun ikke alltid var innstilt på behandling selv. Hun trodde ikke selv at hun var syk.
Jaha???
SvarSlettDet er faktisk svært alvorlig å få behandling for schizofreni når man egentlig har PTSD!!
Mille: Paradokset er at foreningen ønsker å sidestille psykiske lidelser med somatisk sykdom. Kan du tenke deg samme argumentasjon om feilbehandling i somatikken?
SvarSlett"Revmatikerforbundet uttaler at det var bedre at pasienten ble operert for hjernekreft, selv om han ikke hadde kreft, enn å ikke få noen behandling."
Skrekkelig! Og skremmende at en i Mental Helse kan uttale noe sånt!
SvarSlettSigrun, det var samme tanke jeg havde, lige før, da jeg læste indlægget på NFPHs blog, respektive artiklen: så er det vel også ligemeget, om man behandles for lungebetændelse, selv om man har brækket benet???
SvarSlettMen jeg har altså også lidt svært med det her, for, hvad er "alvorlig sindslidelse", hvad er "skizofreni", at det berettiger en så anderledes behandlingstilgang, end PTSD???
...og jeg havde ikke sagt noget, hvis der fandtes entydige, fysiologiske tests, der kunne afgrænse det ene fra det andet. Ligesom i den somatiske medicin. Men de findes altså ikke. Hvad der findes, er talrige indicier, der peger i retning af, at også "alvorlig sindslidelse" såsom "skizofreni" er en form for PTSD. Og det bemærkes jo endda i artiklen, af Tollefsen, at "symptomerne" ligner meget. Man skulle tro, at det gav stof til eftertanke. Hos ham, som hos behandlerne generelt. Men nej...
SvarSlettOgså interessant at medisinene faktisk hadde effekt på diagnosen! Om de hadde effekt på de psykiske problemene i seg selv, står det jo ikke noe om. Men de fikk altså diagnosen til å endre seg, på papiret? Hvordan gikk egentlig denne medisineringen for seg, lurer jeg på... Unnskyld, nå kverulerer jeg.
SvarSlettCarla, indirekte svarer artiklen jo på spørgsmålene. "Medicinen" kan ikke have haft den store effekt på problemene selv, ellers var Tollefsens mor næppe blevet tvangsindlagt igen og igen. Det, der ser ud til at have haft effekt, langt om længe, er samtaleterapi, som hun fik ordineret efter diagnosen var blevet ændret. Om den blev ændret pga. "medicinen" siger artiklen ikke noget om. Jeg gætter snarere på, at Tollefsens mor var heldig, og mødte en eller anden behandler, der lyttede til hende, og tog hvad hun sagde alvorligt. De fleste er ikke så heldige, og holder også efter den første tid i systemet op med at snakke om deres erfaringer, siden ingen gider lytte alligevel, og erfaringerne, hvis nogen skulle lytte, slås hen som irrelevante for "sygdommen".
SvarSlettHvordan medicineringen foregik, kan man vist også godt regne ud. Morens adfærd blev tydeligvis opfattet som en belastning af omverdenen. "Medicinen" dæmpede denne adfærd, ved at dæmpe livsenergien generelt, og dermed blev adfærden mindre belastende for omverdenen. Det er det, og kun det, medicinering i psykiatrien sigter mod at opnå, og det blev opnået. I hvert fald periodevis, indtil moren enten smed "medicinen" ud, eller problemerne simpelthen ikke kunne holdes nede med den længere (hvilket som regel sker, når nogen ikke selv er helt så overbevist om, at "medicinen" hjælper dem, hvilket så undergraver "medicinens"placeboeffekt).
Carla: Han vet ikke forskjell på diagnose og tilstand, nei, styrelederen i MHU. Utrolig!
SvarSlettTypisk behandling for schizofreni er store doser antipsykotiske medisiner. Disse kan gi mange, alvorlige bivirkninger. Man skal ikke snakke om følelser og fortelle hvordan man egentlig har det eller har hatt det i fortiden. I tillegg lager man forutsigbare,veldig faste rammer for daglige rutiner. Frokost skal spises kl åtte, ikke ett minutt over åtte. Mange får opplæring i å lage mat, vaske rom og noen ganger også undervisning i hvordan man vasker seg nedentil! Uten først å spørre om de trenger opplæring i det, selvsagt. Enhver kritikk og spørsmål ved om behandlingen er riktig vil bli avfeid med at man ikke har sykdomsinnsikt og vet sitt eget beste, men at man en dag vil forstå at dette riktig. Sjansen for å bli utsatt for tvang er helt sikkert større hvis man har en schizofrenidiagnose hengende ved seg.
SvarSlettOg alt dette jeg nevner, pluss mye mer, vil være svært retraumatiserende når man i realiteten burde få behandling for PTSD! Hvordan kan det være "ikke så farlig"?
Så godt at hun traff en psykolog som så henne. Hun må hatt det forferdelig tøfft!!!
SvarSlett