24.5.10

Harald Eias søster født narkoman og psykiatrisk pasient

... jeg kommer fra en vanlig middelklassefamilie hvor søsteren min fikk psykiske problemer og har vært narkoman og psykiatrisk pasient. Da fikk vi høre at det handlet om hjemmemiljøet vårt. Som jeg også kommer fra, men jeg er ikke blitt narkoman. Da kom folk hjem til oss og sa at det var noe galt med familiedynamikken vår, og det var det, men grunnen til at det var noe galt med den, var jo at vi hadde et menneske som hadde problemer i familien. Da skulle vi jobbe sammen og bedre hjemmemiljøet, men det var jo opplagt at det ikke var det som var årsaken til hennes problemer. For meg har det gitt tilbakevirkende kraft: Selvfølgelig, det var noe hun hadde med seg, som hun ikke hadde fått gjennom oppdragelsen, men som hun var født med, som ikke mor og far var skyld i.

Harald Eia til Morgenbladet

For lesere som bor utenfor Norge:

Wikipedia om Harald Eia og Hjernevask

Share/Bookmark

29 kommentarer:

  1. Sikke dog en uforskammethed at påstå, at der skulle have været noget galt med en mønstergyldig middelklassefamilies kommunikationsdynamik! Vi ved da alle, at uønsket adfærd generelt er genetisk betinget, og intet har med miljø at gøre. Det er kun den som positiv opfattede adfærd, der jo nok også har en del med miljøet at gøre. - Ironien til side, til at brække sig over.

    SvarSlett
  2. Carla24.5.10

    Hm, lurer på om Eia har tenkt på at det dannes ulike roller i en familie, og at en oppvekst i en og samme familie kan fortone seg helt forskjellig for ulike familiemedlemmer? Det blir veldig lett å ty til genetiske årsaksforklaringer når man legger til grunn at oppdragelse og kultur påvirker alle mennesker likt - isteden for å se at miljøet er noe vi står i et dynamisk forhold til, der egen vilje, hendelser og rollene vi vokser inn i er med på å avgjøre hvordan miljøet påvirker oss og livet vårt.

    Eia setter likevel (om enn ikke tilsiktet) søkelyset på problemet med ansvar og skyld når det gjelder psykiske problemer og familieforhold. Så lenge ikke hjelpeapparatet klarer å jobbe med familier på en konstruktiv måte, der de ikke bare går i forsvar og fortsetter å stemple det ene familiemedlemmet som "problemet", så vil alltid genetiske forklaringer være velkomne. Da er det jo ingen som har skylda, og vi kan puste lettet ut og slutte å anklage hverandre. Det er vanskelige saker, dette med skyld. Men det er helt nødvendig at det diskuteres.

    Jeg lurer forøvrig veldig på hva Eias søster mener om saken...

    SvarSlett
  3. Anonym24.5.10

    Jeg er "problemet" i min familie.

    Hvordan kommunikerer man med mennesker, der tror, at når jeg fortæller om mine følelser, så skal det diskuteres om forudsætningerne for mine følelser er okay. Når jeg så forklarer om forskellen på at tale om egne følelser (og behovet for accept af dem) og på at diskutere generelle forudsætninger (årsager) - så fattes det ganske enkelt ikke.

    Og så bliver det mig, der anklager, men det gør jeg ikke. X anklager sig selv gennem sine projektioner - ikke gennem mine ord. OG mit behov for at få støtte til mine følelser bliver til et spørgsmål om X's følelser - ikke mine.

    Det er et familiemønster, at hvis man har behov for støtte, melder klart ud og ved hvad man føler, så ender det altid med at handle om den man betror sig til. Og behovet for støtte bliver til en støttefunktion i stedet.

    MEN det er mig, der er "PROBLEMET" ! Hvorfor ender jeg så altid med at blive afvist OG være den, der skal støtte den anden ???

    SvarSlett
  4. Anonym24.5.10

    ...Ved at holde mig i støttesituationen, sikrer de, at jeg værner om relationen, uden at sætte noget på spil selv. Fordi jeg ellers bliver helt afvist med vrede, tavshed og bevidst ignorering = udstødelse.

    Hvilket størstedelen af min familie allerede har gjort, så jeg passer på de få nærmeste, der er tilbage..

    SvarSlett
  5. Carla: I 2008 utbroderte han om søsterens "galskap" i A-magasinet. Etterpå uttalte han: "Jeg har naturligvis klarert dette med søsteren min og familien. Det kostet henne litt, dette." Det vil jeg tro.

    SvarSlett
  6. Anonym25.5.10

    Det må jo også være flott for Eia å være den i familien (og samfunnet) som får aksept for sin "galskap"; som å vise "skrukken" sin på TV og andre grensesprengende innfall. Søsteren var ikke like heldig ser det ut til. Ikke noe vakkert syn når Eia plasserer alt ansvar for vanskelig familiedynamikk på dette ene familiemedlemmet. Kanskje arv/genetikk-korstoget egentlig var et "ingen skal klandre mine foreldre for noenting"-konsept?

    SvarSlett
  7. Anonym25.5.10

    De aller fleste (forskere og legfolk) mener da vitterlig at BÅDE genetikk og miljø spiller en rolle. Er det nødvendig å sette dette opp mot hverandre?

    SvarSlett
  8. Carla25.5.10

    Anonym:
    Nei, det blir jo tvert imot ganske rart å sette det opp imot hverandre. Gener er jo ikke så mye verdt uten et miljø å uttrykkes i, og de påvirkes jo også igjen av miljøet, slik det har vært skrevet om tidligere her på bloggen - det de kaller epigenetikk. Jeg skulle også ønske man kunne slutte å snakke om genetikk som om det var synonymt med predeterminert og uforanderlig, det blir veldig forenklende og egentlig helt feil.

    SvarSlett
  9. Anonym25.5.10

    "Kanskje arv/genetikk-korstoget egentlig var et "ingen skal klandre mine foreldre for noenting"-konsept?"


    Eller ham selv. Han har neppe vært den letteste å være i nærheten av.

    Ironi er en måte å overleve på hvis foreldrene dine er vanskelige; du kan ta igjen og oppføre deg motbydelig uten at du "egentlig" mener noe vondt med det.

    SvarSlett
  10. Anonym25.5.10

    Dysfunktionalitet handler ikke så meget om genetik og arvelighed, som det handler om tillærte mønstre i adfærd og kommunikation.

    Bare tænk på hvordan man på arbejdspladser, foreninger, subkulturer, klasser osv. tilretter sig en bestemt adfærd og hvis man ikke indretter sig - selvom det strider mod ens værdier, så udstødes man. Det samme sker i familier. Andre steder kan man gå sin vej og finde bedre og mere tolerante miljøer, det kan man ikke i familien.

    Mobningsmekanismen er den samme i familien som alle andre steder. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

    For det handler meget om projektioner og forskellige normer. Kan man ikke skelne mellem lagene i kommunikationen. Bliver til det til et spørgsmål om, hvad den anden gør forkert. Ikke så meget om, hvad der reelt bliver sagt.

    Jeg ved godt, at min familie ikke kan imødekomme mine behov for følelsesmæssig støtte. Jeg har lært det den hårde vej.. Jeg har fået støtte på andre væsentlige områder, men når det handler om at blive hørt - uden at DE føler sig ramt af mine følelser; så kan de ikke.

    DE kan ikke rumme mig. Når jeg er vred (ikke på dem) så bliver de vrede - bare fordi følelsen i sig selv er provokerende for dem. Når jeg er ked af det, bliver de kede af det, fordi de ikke kan rumme deres egen "ked-af-det-hed".

    Det er IKKE empati, det er "overføring".

    De respekterer (forståeligt nok) ikke "min påståede indsigt". De ser den som en trussel mod deres verdensbillede, fordi den handler om områder, de ikke selv vil/kan/ønsker at forholde sig til.

    Men når normer er med til at skabe et usundt miljø - burde det så ikke være naturligt og acceptabelt at forsøge, at ændre dem til det bedre ???

    Min intra-personelle intelligens har betydet, at jeg har et blik for mekanismer, interaktioner og sociale mønstre.

    Men jeg har også behov for at udleve mine egne følelser uden at se dem gennem analysefiltret. Jeg har behov for at være vred, urimelig og konfronterende. Problemet er ikke så meget - at jeg (også) har det behov. (BAGEFTER kan jeg sagtens analysere årsagerne. Men jeg har behov for udlevelsen.)

    Men i min familie har vi aldrig har lært at sige fra, så vi manipulerer og reagerer ud fra egne følelser - i stedet for at SIGE DIREKTE FRA - så gør vi os selv til ofre for den anden eller tager distance ved hjælp af spydigheder, krænkethed og ironi. Hvor den sunde reaktion ville være, at sige DIREKTE til og fra.

    Jeg har arbejdet meget med at fralægge det mønster, og mener selv, jeg er blevet god til det. Men jeg føler altid at jeg skal spille en rolle, for at blive accepteret.

    Kan siges mere direkte end; "jeg har brug for trøst lige nu (grædende)".

    Det endte med at jeg måtte glatte ud og reparere relationen, som jeg plejer. End ikke et knus eller en rar bemærkning fik jeg.

    Min pointe er, at det handler ikke om enkeltadfærd, det handler om indlærte mønstre som handlingsstruktur, konfliktskyhed, adfærd, selvbeskyttelse osv. Men den der peger på problemet - bliver ofte selv til problemet. Jvf. R.D. Laing

    JEG kan ændre min adfærd - ikke min families. Så når jeg ændrer min adfærd - bliver jeg problemet. Jeg afviger dermed fra deres mønstre, og det var et chok - at udstødningen kom som prompte - som den gjorde. Uden varsel og uden det mindste forsøg på at komme i dialog.. (Men det er jo fordi, familien ikke evner dialog)

    Hilsen et "problem".

    SvarSlett
  11. Anonym25.5.10

    "Udleve" betyder ikke for enhver pris og på bekostning af andre.

    Men det blev desværre sådan, da jeg var "syg" på grund af mobning, "ude af mig selv", magtesløs, depressiv og selvmordstruet. Det var en overlevelsesmekanisme, ikke et forsøg på at hævde mig selv, dengang.

    Jeg anede ikke, hvad der foregik omkring mig - og ingen sagde noget direkte. Men jeg mærkede afvisningerne, hadet og whatever... Det gjorde mig "ude af mig selv", at jeg IKKE forstod hvorfor "folk" pludselig tog afstand og chikanerede mig direkte.

    Normalt, i min overskudstilstand står jeg ved mine følelser, men bare på et sprogligt mere fair niveau. Jeg tror på at give plads ved at melde klart ud...

    SvarSlett
  12. Per Son25.5.10

    100% gener, 0% hjemmemiljø? Hallo?! Selv ikke de mest fanatiske biologister mener dette.

    Eia er virkelig ute å kjøre her.

    (tvillingstudier "viser" 50-70% arvelighet på det meste(!), men disse studiene er fullt forklarlige på HELT miljømessig grunnlag, gjennom et likere miljø for eneggede vs toeggete. Av en eller annen mystisk grunn er slike ulikheter i miljø noe tvillingforskere aldri kontrollerer skikkelig for).

    SvarSlett
  13. Carla: Jeg er enig, at der findes konstruktive måder, at arbejde med familien på, og mindre konstruktive. Man kan gå hen, og simpelthen gøre det samme mod familien, som den har gjort mod familiemedlemmet, der havnede i krise, og mobbe, anklage, pege med fingre. Det når man bestemt ikke langt med. Men hvis man har med (undskyld stemplet, var jeg ved at sige) ærkenarcissister at gøre, så når man ingen vegne, uanset hvor nænsomt og forsigtigt man går til værks. Og mangt og meget af dysfunktionaliteten i familier skyldes i grund og bund stærkt udpræget narcissisme.

    Prøv for eksempel at se diskussionstråden (bidragene fra dogkisses, Ron Unger og en vis Marian... ) til denne blogpost. Tilstået, jeg kan blive ret så tydeligt i mine udmeldinger, men jeg synes ikke, jeg "går over stregen", for at sige det sådan (så havde Ron nok også bremset mig lidt, tænker jeg). Jeg prøver faktisk, at få dogkisses til at se, at hun endda for sig selv (og altså ikke bare for sin søn; og iøvrigt også, fordi jeg ved, at hun selv bikser med del problemer, "depression") kunne have en fordel af at se på sig selv. Men nej. "Ingen kommer og siger, jeg har det mindste ansvar her!" For, det er jo ansvar vi taler om i tråden, ikke skyld. Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan man kunne have gjort det meget mere konstruktivt, uden at man havde måttet give afkald på, at nævne ansvaret overhovedet. Og det ville jo så heller ikke have været på nogen måde konstruktivt igen. Det er jo sådan set, hvad systemet gør i dag.

    Jeg må indrømme, at det hver gang gør mig meget mistænksom, når nogen reagerer såpas "heftigt", som både dogkisses og ikke mindst også Harald Eia (og hans udtalelse er jo en reaktion på at blive gjort medansvarligt) på den mindste antydning om, at de måske har et eller andet ansvar. Der ville jo ikke være nogen grund til at føle sig angrebet, hvis man ikke faktisk blev det - forstået på den måde, at man, om end ikke fuldt bevidst, godt ved, at man har et ansvar, men altså under ingen omstændigheder vil tage det (fordi man er styret fuldstændigt af sit egos behov for, at fremstå som absolut fejlfri).

    Jeg så for resten Ken Loach's film Family Life fra 1971. En fremragende (men også absolut "haunting", bare for at advare) film, som jeg kun kan anbefale. 1. af 10 dele på YouTube her: http://www.youtube.com/watch?v=BbCJ3JzaoUg. Ken Loach viser netop både en konstruktiv og en mindre konstruktiv måde, at komme ind på ansvarsspørgsmålet på, i filmen. Og også, hvor langt man kommer med henholdsvis det ene og det andet.

    Anonym: Arv-/genetikk-korstoget var ikke "kanskje" egentligt et "ingen skal klandre mine forældre (eller: mig selv, når vi taler forældrene selv) for noenting"-koncept, men bestemt! Helt bestemt.

    SvarSlett
  14. Mille25.5.10

    Jeg lurer også på hva Eias søster mener om saken.

    Forøvrig kjenner jeg meg ikke igjen i det med at behandlere henger seg opp i familiesituasjon og fortid. I løpet at ti år møtte jeg mange psykiatere, men ingen som var så interessert i å se på fortiden min. Og selv om jeg fortalte om ting som hadde skjedd, ble det ikke tillagt mye vekt. Og se på om det var noe med familiedynamikken? Næh... De ble kalt inn til noen få møter som gikk ut på å informere dem om min(e) diagnose(r) og hvordan jeg var utifra de symtpomene jeg angivelig skulle ha. De satt og klødde seg i hodet og kjente meg slettes ikke igjen i beskrivelsen. Ofte ikke jeg heller. Likevel var det nok fint for dem å høre at dette er gener, gener, gener. Selv om jeg visste at noen satt med dårlig samvittighet for hvordan jeg hadde hatt det tidligere.

    Den som får en diagnose blir "problemet" i familien. Det er ikke så rent sjelden jeg ser at det er andre ikke-diagnostiserte familiemedlemmer som egentlig er problemet.

    SvarSlett
  15. Mille: Eia var vel bare så "uheldig", at rende ind i nogle af de få, der havde taget Laing og Bateson m.fl. til sig. Det var jo langt fra alle, der havde det.

    En anden ting, jeg synes er ret interessant, i hele det her, er at Eia åbenbart også tilhører den gruppe pårørende (der jo ikke er så lille igen), der, i hvert fald uden at anonymisere sig selv, og dermed heller ikke ligefrem deres "problematiske" familiemedlem, udstiller dette "problematiske" familiemedlem i offentligheden. Og åbenbart synes offentligheden, størsteparten i hvert fald, ikke, der er noget som helst forkasteligt ved den slags (når bare det er "klarert" med udstillingsobjektet og resten af familien, og pyt med, om og hvor meget det måtte have kostet (og komme til at koste) især udstillingsobjektet.

    Men ve den, der vover, at stå offentligt og ikke-anonymt frem og fortælle om overgreb i familien! Prøv, at finde f.eks. overleverlitteratur, der beskriver den slags, uden at der anonymiseres, uden at overgriberen/overgriberne efterhånden er døde, og således ikke i fare for fordømmelser mere, og uden at det i det mindste ti gange undervejs bedyres, at de jo ikke gjorde det med vilje. Fy nej, hvor hensynsløst! Sådant gør man altså ikke mod sine nærmeste!...

    SvarSlett
  16. Marian: Du har litt av et poeng der. Her er nok en pårørende, som i tidsskrifter, aviser, radio osv forteller om sin syke sønn.

    SvarSlett
  17. Mille26.5.10

    Marian, du har et kjempepoeng.

    SvarSlett
  18. Sigrun: Jeg har bare læst nogle få sætninger i starten af artiklen. Jeg orker ikke altid læse en hel sådan jeremiade. Simpelthen for "painful", dette "Se, hvor forfærdeligt vi lider, fordi vores familiemedlem er psykisk syg!!" Vi vi vi, eller jeg jeg jeg, som i egocentricitet, eller narcissisme. Ulideligt. Og, for resten, var der nogen, der påstod, at biomodellen skulle være skyldreducerende også for den identificerede "psykisk syge" person selv?? "Vi lider fordi h*n er syg"... Jaså.

    Noget andet, jeg også lægger mærke til her, som i de fleste andre, lignende tekster, jeg har læst, er at lidelsen altid er livslang (og så kan det vist ikke blive meget værre: den mest forfærdelige lidelse, man kan tænke sig, og dertil livslang, oh boy! Apokalyptisk). Hvem siger, at det behøves at være sådan? Når nu der er såpas mange mennesker, der kommer sig, så er lidelsen vel ikke nødvendigvis livslang, heller ikke for de pårørende, eller? Og samtidigt, så er det ofte netop disse pårørende, der har allermest travlt med at knevre om "afstigmatisering" og "håb". Hvad for en "afstigmatisering", og hvad for et "håb", spørger jeg bare...

    SvarSlett
  19. Carla27.5.10

    Psykologen John Read skriver (eller har uttalt, jeg husker ikke helt!) at det er en fornærmelse mot foreldre å si at de ikke har hatt eller har noen innvirkning på barna sine. Han mener videre at disse tingene må være mulig å jobbe med uten å komme opp i anklager om skyld. Kanskje ved heller å bruke ord som ansvar, som Marian skriver.

    Men dette er et vanskelig område. Jeg kjenner også flere som har hatt psykiske problemer, der hjelpeapparatet så å si har angrepet familien deres, og der personen sjøl ikke har støttet dette fokuset - enten fordi vedkommende ikke har opplevd denne skyldplasseringen som riktig, eller at hjelpeapparatet har påpekt problemer i familien som personen sjøl ikke kjenner igjen, og at han/hun mener familieforholdene er problematiske, men på en annen måte enn det som blir framholdt. Det koker vel kanskje ned til at fagfolks påståelighet og dårlige evne til å lytte aldri vil føre til noe godt.

    Sjøl har jeg opplevd det befriende da en familieterapeut konfronterte foreldrene mine med hvordan deres væremåte og egne mangelfullt bearbeida problemer hadde virka uheldig inn på meg. Da handla det plutselig ikke bare om at jeg var rar og annerledes og vanskelig. Det som var best for meg var når hun ikke anklaga dem så mye, men heller fokuserte på deres egne livsproblemer. Det var faktisk utrolig lettende for meg. Men selvfølgelig vil det jo variere fra familie til familie hva som er mest nyttig. Og selvsagt vil det variere hvor mye foreldre går i forsvar og kommer med anklager tilbake (jeg har også fått min del av dette) - en reaksjon som fagfolk burde har kunnskap til å forutse og etter beste evne forsøke å foregripe - eller redusere skadevirkningene av.

    SvarSlett
  20. Anonym27.5.10

    Carla: Præcis, der er jo ikke noget, man ønsker mere, end at de forældre, der også har haft deres andel af traumer og problemer i deres barndom og liv - får hjælp. Der var jo ikke opmærksomhed på de sammenhænge, da de var unge..

    Det er jo netop de uforløste ting, der kan ligge som en byrde på børnene, fordi man jo elsker sine forældre - uanset hvad man oplever som følge af deres problemer. (Børn elsker jo deres forældre så meget, at de desværre ofte tilsidesætter sig selv, for at glæde dem. Et mønster, der kan være svært at fralægge som voksen.)

    Alene det, at forældrene får hjælp, kan medvirke til fjerne trykket fra børnene...

    Iøvrigt; nogle ydrefremkaldte problemer der opstår som følge af f.eks. mobning, voldtægt, ulykker, overfald osv. Kan jo heller ikke tilskrives forældrene eller barndommen..

    SvarSlett
  21. Skal ikke foreldre føle skyld? Hva med dem som begår straffbare handlinger?

    Marian: Det er ikke sant at alle barn elsker sine foreldre uansett hva sistnevnte gjør.

    SvarSlett
  22. Anonym27.5.10

    Sigrun: Skyld er forbeholdt de (problem)børn, der ikke lever op til deres forældres (u)rimelige krav..

    I virkeligheden; burde det jo være anderledes.

    SvarSlett
  23. Anonym27.5.10

    Kom til at tænke på: Til de selv får børn, der kan føre "arveskylden" videre...

    SvarSlett
  24. Selv om drapsmannen har "en historie" eller "dreper i affekt" er han fremdeles kriminell og skyldig i drapet. Slik er det med foreldre også.

    SvarSlett
  25. Sigrun: Jeg har ikke sagt, at børn altid elsker deres forældre, uanset hvad de gør. Det var Carla, der brugte begrebet "elske". Jeg mener faktisk ikke, at man skal tale om "kærlighed" hér i det hele taget. Grundlæggende er der tale om, at børn er afhængige af deres forældre, på liv og død, og derfor også kan finde på, at forsvare deres forældre, hvis de bliver angrebet. Selv om angrebene er berettigede. Men afhængighed er noget helt andet, end kærlighed.

    SvarSlett
  26. Anonym27.5.10

    Marian: Enig. Jeg ventede bare på din afklaring af begrebene kærlighed kontra afhængighed.. ;-)

    Men folk ynder at kalde det kærlighed, det fjerner nemlig ansvaret ved den reelle afhængighed og skaber et billede af en lighed i forældre/barn relationen, der ikke er reel.

    SvarSlett
  27. Carla28.5.10

    Hm, jeg trur ikke jeg brukte ordet "elske"...?

    Når det gjelder skyld, synes jeg det er vanskelig. Jeg trur jeg mener at det kommer an på hva man legger i ordet. Jeg mener for eksempel ikke at man skal unnskylde skadelige eller krenkende handlinger, så da kan man jo si at det tvert imot blir riktig å konstatere skyld. Men jeg trur man må vurdere hva som skal komme ut av det, og hvorvidt det vil være mer konstruktivt å bruke ordet ansvar. Tenker at det kommer an på hvem man snakker med - om det er en familie som skal forsøke å få det bedre sammen, eller om det er en person som har blitt utsatt for misbruk i en eller annen form og som ønsker hjelp til å bearbeide traumene sine, og der det kanskje ikke er aktuelt å ha kontakt med den som har stått for misbruket. Jeg tenker også at det kommer an på hvilke handlinger foreldrene har gjort seg skyldige(!) i. Når John Read snakker om å unngå anklager om skyld, trur jeg han tenker i forhold til å jobbe med familier, med sikte på at de skal kunne få et bedre forhold til hverandre. Det er jo mange tilfeller der det ikke er mulig å jobbe på den måten, med en sånn målsetting. Diskusjonen her har jo ikke dreid seg om en bestemt situasjon eller historie om psykiske problemer og oppvekst, men om mange ulike historier. Og jeg trur det vil variere hvilke ord som er riktige å bruke.

    SvarSlett
  28. Anonym30.5.10

    Hvorvidt en kan snakke om skyld eller ei,er avhengig av om foreldrene er bevisste at de gjør noe galt.Når det gjelder fysiske overgrep,har de selvsagt skyld og fortjener ingen tilgivelse. Men foreldre skader også barn ved å bruke sjelelig makt for å kunne tilpasse dem etter sine egne nødløsninger. De fortjener tilgivelse for de forstår ikke hva som skjer. På den andre siden kan ikke problemene løses gjennom samtaler. Skal problemne løses må foreldrene forandre tilpasningsform,og det er en gjennomgripende revolusjon.

    SvarSlett
  29. Carla: Min fejl. Det var ikke dig, der brugte ordet "elske", nej. Det var Anonym (en af dem... ).

    Sidste Anonym: Uenig i, at problemerne ikke kan løses gennem samtaler. Det er netop, hvad den finske Åben Dialog-tilgang gør, at løse problemerne gennem samtaler. Og det fungerer ganske udmærket, om end der selvfølgeligt også dér findes enkelte pårørende, der ikke kan tåle, at blive gjort det mindste medansvarligt.

    Hvad foreslår du, der skal gøres ved det, andet end samtaler?

    SvarSlett

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post

Signer Amnesty-aksjoner