19.3.10

Heksebrygg og galskap



@kreinas twitret i dag Psykiatriens historie i 10 korte punkter. Psykiatrihistorie for dummies. 

Men jeg synes framstillingen var litt vel mager, så jeg vil komplettere om behandlingsmetoder i den nyere historie.

I artikkelen 
Ditt eget beste. Psykiatriens systemfeil siterer Cecilie Høigård fra Trond Skaftnesmos artikkel Elektrosjokk-terapien feirer 50 år (1988). Jeg siterer dem begge:


Et lite tilbakeblikk på psykiatriens metoder burde mane til varsomhet. I trettiåra fikk svært drastiske legemlige behandlingsmetoder sitt internasjonale gjennombrudd. Først kom sjokkbehandlingene: insulin- cardiazol- og elektrosjokk. Deretter lobotomien. Disse psykiatriske behandlingsmetodene hadde sine forløpere. Følgende er forøkt de siste hundre år: blodoverføring fra kalv, inntak av jernfilspon, påføring av brannsår, blødninger, skrubbsår, etsinger og overflatebyller, innpoding av skabb, inntak av skorsteinssot og oppmalte krepseklør, eddik inngnidd i hodebunnen, nedsenking i vann (dukke de syke plutselig og uten at de vet, og holde dem der en lang stund), kalde bad, varme bad, permanent sengeleie, sentrifugering med bråstopp (rotasjonsmaskin), geværskudd avfyrt på kloss hold, elektrisk strømstøt mv. Man kan forsiktigvis si at det meste er forsøkt, og det meste er også dokumentert å være effektivt.

9 kommentarer:

  1. Min far fikk elektrosjokk flere ganger. Det var også snakk om lobotomering,men det ville ikke min mor siden hun fikk beskjed om at personligheten ville bli forandret.
    Det jeg lurer på er om psykiatrien har tatt et virkelig oppgjør med de groteske metodene som tidligere ble brukt. Har du noe kjennskap til det?
    Alt ser langt mer pyntelig ut med de medisinene som nå blir brukt,men finnes det egentlig noen fundamental forskjell? Har ikke de også som mål å fjerne symptomer ved å sette ut av spill forskjellige deler av hjernen?

    SvarSlett
  2. Påfaldende ved Kristeligt Dagbladets som ved så mange andre, lignende artikler, at man tegner et billede "fra den mørke, mørke middelalder, hvor mennesker med psykiske problemer blev helt barbarisk be- eller snarere mishandlet, til vor tids fantastisk virksomme behandlingsmuligheder" - og nu altså også sidestilling med somatisk sygdom. Så kan det da næsten ikke blive bedre, eller?! Sludder og vrøvl, i mine øjne, og jeg er enig med Jorunn: Intet har ændret sig, bortset fra, at metoderne er blevet såpas forfinet, at hverken offentligheden eller (i mange tilfælde) de direkte berørte bemærker, at metoderne i grund og bund er stadigt lige så barbariske, som i den mørke middelalder.

    SvarSlett
  3. Jeg er utrolig glad for at ting ikke er slik nå lengre!

    Jeg tror heldigvis at det for det meste er slutt på slik behandling nå, og at psykiatrien fungerer bedre nå enn for hundre år siden.

    SvarSlett
  4. Psykisk Hverdag skrev: "Jeg tror heldigvis at det for det meste er slutt på slik behandling nå, og at psykiatrien fungerer bedre nå enn for hundre år siden."

    For hvem?

    Man behøves ikke engang, at gå hundrede år tilbage, for at se, hvor udviklingen i virkeligheden går hen. Nogle tal fra USA (jeg har ikke norske eller danske tal, men der er ingen grund til at tro, at billedet generelt ser meget anderledes ud her, end i USA): i 1955 (psykofarmaka bliver introduceret) er der ca. 360.000 mennesker i USA institutionaliseret pga. "psykisk sygdom". I 1987 (den nye generation neuroleptika og "antidepressiva", SSRIs, kommer på markedet) er 1.300.000 mennesker i USA på førtidspension pga. "psykisk sygdom" (og at være på førtidspension svarer omtrent til at være institutionaliseret=kronisk syg), i 2006 er antallet 3.750.000 (kilde: Robert Whitaker). Dvs. at introduktionen af psykofarmaka generelt har ladet antallet af kronisk syge tiltage til i dag at være ti gange højere, end i 1955, og at overgangen fra de ældre præparater til den åh så meget forbedrede, nye generation har medført en tredobling af førtidspensionister. Endvidere var stemplede menneskers livsforventning for godt ti år siden stadigt "kun" ca. ti år mindre, end gennemsnitsbefolkningens. I dag er vi oppe på ca. 25 år. At kalde det for "fremskridt", eller en forbedring, må da, i hvert fald fra de direkte berørtes perspektiv set, klart betegnes som kynisk - eller bundløst naiv.

    Tiderne, hvor man kunne høre en øredøvende larm af desperate råb og skrig fra de store sindssygeanstalter, er forbi, ja. - Og hertil skal der siges, at der også den gang fandtes enkelte steder, hvor der var lige så stille og roligt, om ikke mere stille og roligt, end på en hvilken som helst psykafdeling i dag. Der fandtes nemlig enkelte steder, hvor man behandlede folk med respekt. Dorothea Buck skriver herom i Auf der Spur des Morgensterns. - I dag behandler man med metoder, der kronificerer problemerne og gør virkelig recovery til en by i Rusland, tilføjer fysiske skader til de psykiske problemer, og slår folk i gennemsnittet 25 år før tid ihjel. Men udover det, så formår dagens behandlingsmetoder at tilvejebringe det, der lader både offentligheden og ofte altså også de direkte berørte tro, at vor tids version af psykiatrien er sååå meget bedre, end den for hundrede år siden: de lukker mere effektivt end noget andet munden på folk, ved at neddope livsenergien generelt, ved at nedsætte de kognitive evner (og i det lange løb forårsage hjerneskader), og ved at afskære folk fra at opleve de egne emotioner, hvilket så gør det svært, om ikke umuligt, at lægge mærke til den mishandling, man bliver udsat for. Ergo råbes og skriges der stort set ikke længere. Hvor herligt! For samfundet. Derudover bliver man mere og mere dygtig til at starte med denne fabelagtige behandling allerede i børnehaven. En utænkelighed for bare få årti siden, for ikke at tale om for hundrede år siden.

    Alt i alt: noget af en forbedring! IKKE!!!

    SvarSlett
  5. Den svenske forskeren Lena Steinholtz Ekecrantz har studert erfaringer hos pasienter i psykiatrien i perioden 1950-tallet til 1990-tallet. En av hennes konklusjoner er at gapet mellom det offisielle språket om psykiatriske pasienter, og pasientenes egne psykiatrierfaringer, er blitt større de siste tiårene. Relativt sett undertrykkes pasienter i psykiatrien mer enn før.

    Minner også om boka "Brev til en minister" av tidligere helseminister Ansgar Gabrielsen og Gro Hillestad Thunes bok "Overgrep. Søkelys på psykiatrien".

    SvarSlett
  6. Psykiatrins metoder för lätt tankarna till straff, att det kanske är så att psykiatrin genom tiderna dragit till sig människor (på personalsidan alltså) som haft ett omedvetet behov av att straffa "svaga", "defekta" och mentalt sjuka individer. Det handlar om omedvetna projektioner alltså.
    Och man kan ana att effekten i dessa metoder ligger i att psykiskt lidande är kopplat till en dålig självbild, och därmed kan det kännas förlösande (tillfälligt) att bli straffad, dåligt behandlad osv. - på ett psykologiskt plan. Man känner att man uppfyller ett behov hos den som straffar en, den som har behov av att straffa - och detta - att uppfylla ett behov hos en annan kan tillfälligt få en människa med dålig självbild att må lite bättre. Men det är ingen framkomlig väg, för naturligtvis är det ett mycket destruktivt drama som tillåts fortsätta inom psykiatrins, ofta stängda, väggar.
    Idag har man slutat tvångsmata patienterna med skorstenssot, men man fortsätter med tvångsmetoder, bältesläggning, känslokyla, el-chocker, mediciner med svåra biverkningar osv. Och det finns ett fortsatt starkt motstånd "mjuka" metoder, även om dessa visat sig ha bättre effekt.

    SvarSlett
  7. Vil lige tilføje, at institutionaliseringen frem til midten af 1955 ikke helt svarer til førtidspension i dag. Der var vist nok et stort antal kronisk syge blandt de 360.000 institutionaliserede mennesker i 1955. Men der indgår altså også alle de mennesker i tallet, der kun tidsbegrænset var institutionaliseret. Selv om virkeligt hjælp også den gang var en sjældenhed, så er det først med introduktionen af psykofarmaka, at "sygdommene" opnår status som værende kroniske. Hverken "bipolar lidelse", "depression" eller "skizofreni" ansås som værende kroniske per definition, som de gør det i dag. Recoverytallene har været støt faldende igennem de sidste 50 - 60 år. I dag er tallene lavere, end nogensinde før i historien. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad offentligheden ville sige til en ny behandlingsmetode, et nyt medikament, til behandlingen af kræft f.eks., hvis anvendelse havde til følge at færre patienter end før kom sig. Ville man mon kalde det for en forbedring?...

    SvarSlett
  8. Marian: Du skriver at helbredelsesprosentene har gått nedover. Det hadde vært nyttig om du også kunne vise til de kildene du bruker,slik at vi får "harde fakta" å slå i bordet med.
    Det som er aller mest betenkelig synes jeg er at selv tenåringer får sterke medisiner. Vi vet jo at hjernen ikke er ferdig utviklet før i 18-20 års alderen,og at den er mer sårbar i denne utviklingsfasen.

    SvarSlett
  9. Jorunn: Når det kommer til de her statistiske tal, gør jeg ofte brug af Robert Whitaker som kilde. Whitaker er en af dem, der har gennemført mest grundig og omfangsrig research. Jeg kunne nu bruge en masse tid på, at rode hans bog Mad in America igennem efter de helt nøjagtige primærkilder. Jeg vil spare mig det. For det første ved jeg, at Robert Whitaker aldrig ville påstå noget, han ikke kan bevise, så, jeg nøjes med at henvise til ham, og for det andet ved jeg også (af erfaring), at uanset hvor mange data og fakta du slår i bordet med, så når du ingen vegne med det hos establishmentet. Det er som at ville overbevise middelalderens kirke om, at jorden kredser om solen, og ikke omvendt, når hele kirkens eksistensgrundlag hviler på tanken, at jorden er centrum, og solen altså kredser omkring den.

    SvarSlett

Virker ikke lenken(e)? Da vil jeg bli kjempeglad om du har tid til å gi meg beskjed via kontaktskjemaet i bloggens sidefelt.

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post