12.1.10

Innvending mot Legeforeningens nettkurs

Jeg så litt på Legeforeningens nye nettkurs i helseetikk. Jeg har grunnfagseksamen i etikk fra TF, og jeg synes nettkurset var magert.

Én viktig ting som mangler i delen som omhandler tvangsbehandling, er de negative konsekvensene av tvangsmedisinering i psykiatrien, for eksempel retraumatisering av incestutsatte og medisinske konsekvenser som kan ramme alle.

Incestutsatte Inga forteller i Gro Hillestad Thunes bok om overgrep i psykiatrien:

Jeg ble lagt i gulvet, lempa over på en båre og beltelagt. Det virker sånn at du får belter rundt anklene og rundt livet. Armene er festet til beltet i livet. Man sitter helt fast. Det går an å få belte rundt hodet også men det fikk ikke jeg heldigvis. Jeg husker at de dro ned buksa mi og satte sprøyte i skinka mi mens jeg var reimlagt.

Jeg har fått vite etterpå at det ikke er nødvendig å trekke ned buksa for å sette sprøyten i skinka. Den kunne like godt blitt satt i armen. Hvorfor gjorde de ikke det da når de visste at jeg er incestutsatt? For meg har det vært en endeløs rekke av nye overgrep. Både at jeg ble beltelagt, måten det ble gjort på, at jeg ikke fikk tisse og at jeg ikke fikk være alene. Alt minner om overgrepene fra jeg var liten. Forstår de ikke det? Burde ikke psykiatrien forstå?

I Tiltaksplan for redusert og kvalitetssikret bruk av tvang i psykisk helsevern fra Helsedirektoratet leser man:

Vi vet i dag lite om hvilken effekt henholdsvis tvungen innleggelse eller bruk av tvangsmidler og tvangsbehandling har på utfallet av behandlingen. Eksisterende forskning er for eksempel ikke entydig i sine konklusjoner rundt den kliniske effekten av bruk av tvang... Vi har derfor også lite kunnskap om hvorvidt bruk av tvang ovenfor enkelte pasienter, for eksempel pasienter som har vært utsatt for fysiske eller psykiske overgrep eller pasienter som er traumatiserte av andre årsaker, vil kunne være direkte skadelig. Vi har heller ingen systematisk kunnskap om hvordan ulike tvangsmidler eller måten de brukes på eventuelt virker på pasienten, verken på kortere eller lengre sikt.

Kloke hoders etiske avveininger hjelper ikke all verden, så lenge de ikke forholder seg til negative følger av tvang. Det er et symptom at det ikke finnes noe tilbud for mennesker som er traumatisert av helsevesenet, ikke så mye som en samtalegruppe.

Kurset lenker til et innlegg i Virrvarrs blogg, der Virrvarr kritiserer psykiatrikritikere. Nå virker ikke lenken (hun har slettet innlegget), men det er talende at Legeforeningen tok med en bruker som kritiserer kritiske brukere, samtidig som den utelater brukere som er kritiske. Dette blir nesten like pinlig som undersøkelsen til psykiaterne i Legeforeningen i fjor vinter.

I en kommentar som kom til Virrvarrs innlegg, som jeg har lest tidligere, er det imidlertid noe viktig:
Det at noen får hjelp gjennom psykiatriske tvangsinngrep, kan aldri veie opp for eller rettferdiggjøre at det er mange andre som skades og krenkes gjennom de samme tvangsinngrepene. Vi må derfor bygge opp systemer og lovverk som ivaretar begge grupper, og som ikke diskriminerer på basis av psykososiale funksjonsnedsettelser, slik som tilfelle er pr. i dag. Det er fullt mulig å få til dette, og det er helt nødvendig.

Uansett hvor mange som er strålende fornøyd med behandlingen de får i psykiatrien, så må mishandlingen, undertrykkelsen og tvangsovergrepene mot de mange enkeltmennesker som skjer der stoppes.

Legeforeningen kunne, i tillegg til Virrvarrs blogg, ha lenket til denne Brennpunkt-dokumentaren om tvang. Den handler riktignok om tvangsinnleggelse, og ikke om tvangsmedisinering, men frykten for tvangsbehandling rammer blant andre alle tvangsinnlagte.

Lenke til denne bloggposten mailes Legeforeningen.
Husk nettmøte fra kl. 11 i dag.

7 kommentarer:

  1. Retraumatisering tror jeg godt, man kan regne med for alle, der udsættes for tvang. De fleste havner i en situation, hvor der anvendes tvang mod dem, fordi de hele deres liv har befundet sig i en afmagtsposition. Og at blive udsat for psykiatrisk tvang er jo det samme, som at befinde sig i en position af total afmagt.

    Det undrer mig, at det gang på gang hedder: "Vi vet i dag lite om hvilken effekt henholdsvis tvungen innleggelse eller bruk av tvangsmidler og tvangsbehandling har på utfallet av behandlingen." Hvad med at spørge de mennesker, der har oplevet, at blive udsat for tvang? Man behøves ikke engang at spørge dem direkte. Der findes rigeligt med førstehåndsfortællinger (ligesom den, du citerer), der kan give den, der orker, at læse dem, et hårrejsende og detaljeret indblik i, hvad tvang gør ved folk, frit tilgængeligt på nettet.

    Det dér konstante "Vi ved ikke", "Mere forskning skal til", osv. bruges da bare for at undgå ændringer, såsom afskaffelse af tvang.

    I sidste ende behøves man egentligt kun at spørge sig selv, hvordan man ville have det, hvis man blev udsat for tvang. Man skal da være hardcore SM'er for at synes, tvang er fedt.

    SvarSlett
  2. Ved å erkjenne at de ikke kjenner virkningene av tvangsinnleggelse og tvangsmedisiering innrømmer de i det minste at de står med buksa langt nede på knærne.
    Ville f.eks. hjertekirurger sette i gang store inngrep uten å bry seg med å forske på hvordan virkningene er?

    SvarSlett
  3. Jorunn: Jeg kan sagtens følge dit ræsonnement - og Sigruns. Men problemet er jo, at al psykiatrisk behandling - psykiatrien i sin helhed, kunne man sige - retfærdiggøres med dette "Vi ved ikke", eller "Mere forskning er nødvendigt".

    Spørger du en shrink f.eks. hvordan ECT fungerer, så er svaret med 99,9% sikkerhed: "Det ved vi ikke." Spørger du, helt nøjagtigt hvilke gener, eller hvilke mængder af det ene eller andet transmitterstof, der forårsager den ene eller anden "psykiske sygdom", så er svaret, igen: "Det ved vi ikke." Osv. osv. Det er rystende, så lidt psykiatrien ved. Stort set intet.

    Sagen er imidlertid, at psykiatrien udmærket godt ved. At ECT f.eks. "virker", ved at påføre "patienten" en hjerneskade, der resulterer i hukommelsestab. Og at "psykiske sygdomme" ikke er forårsaget af hverken gener eller ubalancer i nogle som helst transmitterstoffer. Ligesom det er logik for burhøns, at tvang er retraumatiserende, og altså kun skader, ikke hjælper.

    Men åbenbart føler man, at det er den mindre af to mulige løgne, og dermed det mindre af to onder, hvis man hver gang nærmest per automatik svarer: "Vi ved ikke," når nogen stiller et spørgsmål, hvis faktiske svar man udmærket godt er klar over, ville kunne betyde enden på den biopsykiatriske tvangsvirksomhed, siden det, trods alt, er usandsynligt, at samfundet og politikerne ville acceptere, at folk på stribevis får påført hjerneskader med fuld overlæg, f.eks.. Eller at folk systematisk retraumatiseres. Det ville trods alt smage lidt for meget af brud af menneskerettighederne, og lidt for lidt af faktisk hjælp, som medicinsk behandling jo ellers, ifølge etiske retningslinier, altid bør være.

    Biopsykiatrien står hér med et kæmpe dilemma. Ærlighed ville uvægerligt føre til øjeblikkeligt nedlæggelse af stort set hele dens virksomhed som himmelskrigende uetisk, og samtidigt risikerer man, at blive afsløret som løgner, i værste tilfælde blive retsforfulgt, hvis man vælger, at decideret opfinde løgnhistorier, og hvis sandheden en skøn dag skulle komme offentligheden for øre uden at man kan feje den ind under gulvtæppet, respektive stille spørgsmålstegn ved dens gyldighed (jf. Sackeim-studien ang. ECT).

    Man vælger altså et uforpligtende "Vi ved ikke", og håber på, at ingen undersøger sagen nærmere. Går den, så går den. Og indtil videre, så går den desværre.

    SvarSlett
  4. P.S.: Og den går, fordi "Vi ved ikke"-"Mere forskning er nødvendigt"-svaret med stor sikkerhed dræber al eventuel dyberegående nysgerrighed fra lægfolks side. For, hvis ikke engang "eksperterne" ved, så kan vi vel slet ikke vide...

    SvarSlett
  5. Marian Dette har du bedre greie på enn meg. Det du skriver får meg til å reflektere over ordet vitenskap. Viten-skap betyr å vite, ikke hele tiden si "jeg vet ikke". Fortjener en retning som hele tiden famler seg frem i et tåkehav hedersbetegnelsen vitenskap? Kanskje har den flere likheter med en religion?

    Likevel mener jeg det er grunn til å forske på konsekvensene av tvangsinnleggelse og tvangsmedisinering. Ved å finne en sammenlignbar gruppe,kan en se på hvem av behandlingsformene som gir best resultater når det gjelder livsopplevelse,livsdyktighet og deltagelse i samfunnet osv.

    SvarSlett
  6. Jørgen Lund12.1.10

    Jeg tror at selve det historiske faktum at psykisk lidelse er blitt koblet sammen med begrepet vitenskap, bærer i seg en mystifisering som vi kjenner til en rekke andre former fra historien. Felles for dem, er at årsaken til lidelsen skal glattes over, og at offeret skal beskyldes og ekskluderes. Ikke bare fortidens forklaringer som ”besatt av demoner” eller ”degenerert karakter”, men også det moderne ”komplisert spørsmål for medisinen” – et klinisk spørsmål vi er vant til å feire som et opplyst fremskritt kanskje fra 1800-tallet av – er slike mystifiseringer. At dagens ”vitenskapelige” standardutsagn om psykisk lidelse er ”vi vet fremdeles svært lite og trenger mer forskning”, som Marian trekker fram, er ekstremt avslørende. Problemet er, tror jeg, i mindre grad hva vitenskap, for eksempel bioforskningen, forteller oss om ”galskap”, enn at psykiske lidelser i det hele tatt er et vitenskapelig objekt i betydningen noe vi må forske på for å finne den avgjørende viten om.

    Psykiatri og det meste av psykologien er ikke bare en tåkeleggende og krenkende praksis, men også en primær måte vårt samfunn danner seg et begrep om psykisk lidelse på, nærmere bestemt som et mysterium. Denne effekten blir virkelig ikke mindre av at resultatene er så dårlige. Det å stille det lidende mennesket opp blant de tingene som vitenskapen må finne ut av, er i virkeligheten en tåkelegging av sannheter man allerede er i besittelse av hvis man har kontakt med sine følelser og i tillegg har mot til å si det man vet, nemlig at det som fremstår som galskap er konkrete reaksjoner på konkrete hendelser. Man kan vel si at vitenskapeliggjøringen av lidelsen innebærer at man i stedet for praktisk forståelse, omsorg, støtte og opprulling av krenkelser velger den aktive ignoranse som ligger i teoretisering og spekulasjon.

    Når de ulike kulturene og epokene har dannet seg sine begreper om ”galskap”, har det alltid vært gruppepress, manglende mot og utstrakt uærlighet på ferde. Dette har vi lett for både å se og fordømme når det for eksempel dreier seg om steining av voldtatte kvinner, men det sitter faktisk svært langt inne å erkjenne hvor katastrofalt skyldig en moderne, ”vitenskapelig” institusjon som psykiatrien og psykologien faktisk har gjort seg selv. Når teoretisering av lidelsen i praksis medfører tåkelegging og aktiv overglatting av forbrytelser, blir, som Marian viser, fallhøyden svært stor. Her har psykiatrien visst til fulle å misbruke den skeptisisme som preger en del moderne vitenskapsteori, nemlig tanken om at det vi kan si om virkeligheten er hypoteser med midlertidig gyldighet som kan brukes pragmatisk inntil de er ”falsifisert”. Dette låter moderat, besindig, demokratisk og antidogmatisk, men utgjør det perfekte skalkeskjul for den ”vitenskapeliggjøring” som egentlig er en flukt fra en sannhet som blir for ubehagelig. Konsekvensen blir en opphøyd, liksom sokratisk posisjon som ”vet at den intet vet”, og som på paternalistisk vis forvalter skam og forlegenhet: Ethvert ektefølt engasjement som vil stoppe uretten kan fra denne posisjon latterliggjøres som farlig ureflektert og barnaktig.

    Utsagnet om at ”vi vet fremdeles svært lite” viser seg altså som en ren hersketeknikk, helt parallelt til en rekke gangbare klisjeer av typen ”jeg tror det finnes flere årsaker, og håper at ikke du heller tror du sitter med hele sannheten”. I en nettdebatt forsvarte en kjent pastor sin anbefaling av ”fysisk korreksjon” av barn ved å si at ”enhver sak har to sider”. Men det at det finnes både en offer- og en aggressorside er jo nettopp årsaken til offerets lidelse, og for den som forsvarer seg finnes en og bare en side. Ingen suveren intellektualisering om ”årsaksmangfold” kan endre på det. Viten om de virkelige årsakene til psykisk lidelse mangler overhodet ikke, på tross av alle utsagn om det motsatte. Men den frie tilgang til de følelsene som må fram for at vi ærlig skal kunne rulle opp vår felles historie rundt psykisk lidelse, først og fremst fri tilgang til vår egen individuelle erfaring, er naturlig nok mildt sagt mangelvare.

    SvarSlett
  7. Jorunn: Jeg er helt enig i, at der slet ikke kan forskes nok, netop også i skadevirkninger af behandlingsmetoder. Det gør man jo også, når det kommer til medikamenter. For at de kan godkendes til brug af myndighederne, skal der foreligge dokumentation for, at effekten står i et i hvert fald rimeligt forhold til skadelige bivirkninger. At der også hér er en del administrative forhold, såsom at den relevante forskning ofte gennemføres af producenten selv, der gør det hele ofte lidt til en farce, er en anden ting. Immervæk kræves der dog dokumentation, også mht. bivirkninger. Mens tvang er godkendt alene på grundlag af "traditioner", så at sige: "Sådan har vi altid gjort, sådan bliver vi ved med at gøre." Og med den "undskyldning", at der jo ikke skulle findes forskning, der viser, hvordan udfaldet ville være uden tvang. Jf. Reidun Førdes svar til Jan Olaf: "Vi veit for lite om korttidseffektar og langtidseffektar av bruk av ulike former for tvang, og også kva slags pris som fråver av nødvendig tvang har!" (min kursivering) - Interessant iøvrigt Førdes ordvalg hér: "nødvendig", hun forudsætter altså, uden at have viden om det, at der findes nødvendig tvang. Hvilket er en selvmodsigelse. Ifølge hendes eget udsagn findes der ikke tilstrækkeligt med forskning til at sige noget om tvangens nødvendighed eller unødvendighed.

    Bortset fra, at dette ikke er korrekt, der findes omfangsrig forskning på området, f.eks. Soteria (et af de forskningsprojekter, som psykiatrien ihærdigt prøver, at tie ihjel), så er konklusionen, at tvang må forblive et muligt behandlingstiltag, så længe der ikke findes adækvat dokumentation for dens skadevirkninger, hele vejen igennem ulogisk (som både du og Sigrun er inde på). Tvang er et indgreb. Det er etisk under ingen omstændigheder forsvarligt, at udsætte et menneske for indgreb, hvis eventuelle skadevirkning ikke er kendt. Med mindre mennesket samtykker i indgrebet, hvilket selvsagt er udelukket, når det drejer sig om tvang. Under de omstændigheder er det etisk faktisk langt mere forsvarligt, at udelade anvendelsen af tvang, selv om en eventuel skadevirkning for dette heller ikke er kendt, og altså ikke foretage noget indgreb.

    Mit problem med det evindelige "Vi ved ikke", "Mere forskning er nødvendig" er, at det for det første ikke er korrekt. Der findes forskning på området. Den viser bare ikke, hvad man ønsker at se, hvorfor den ties ihjel/fejes ind under gulvtæppet. For det andet, at det selv uden avanceret forskning er logik for burhøns, at tvang er retraumatiserende, og dermed har en "bivirkningsprofil", der, hvis det drejede sig om et medikament, ville udelukke godkendelse til brug. Og for det tredje, at man dårligt kan måle en ting som retraumatisering i gram og milliliter, så "argumentet", at der ikke findes tilstrækkeligt med videnskabelige data og fakta kan bruges herfra og i al evighed. Mens afskaffelsen af tvang på den måde effektivt undgås.

    SvarSlett

Virker ikke lenken(e)? Da vil jeg bli kjempeglad om du har tid til å gi meg beskjed via kontaktskjemaet i bloggens sidefelt.

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post