5.1.10

Diagnostisering via nettet?

En leser spør:

Er det okay for en psykolog, læge eller andre, at søge på internettet og bruge de oplysninger de finder der - som "BEVIS" eller støtte for deres diagnose ?

Jeg håper ikke det. I så fall burde vedkommende blant annet ha en velutviklet sjangerbevissthet og en ditto bevissthet om roller.

Vedkommende bør også kunne sin Skjervheim. Å behandle meningsytringer i det offentlige rom som noe annet enn meningsytringer, altså som symptomer, synes jeg virker som en trussel mot ytringsfriheten.

Jeg ble engang fra en vilt fremmed lege psykiatrisert på nettet, og jeg opplevde engang i Klassekampen antydninger fra en for meg like ukjent psykolog. Ydmykende var det. Man kan bare glemme hele brukermedvirkningsgreia om det er sånn det skal være.

Hva sier dere bloggere som er fagfolk?

17 kommentarer:

  1. Diagnoser er hjelpemidler for å forstå en sjukdom og finne ut kva slags behandling som vil vere best. Eg misliker sterkt tendensen til å bruke psykiatriske diagnoser utenfor en behandlingssituasjon, som et stempel på meiningsmotstandarar eller mot menneske som oppfører seg annleis enn fleirtalet.

    Ved psykoser kan det av og til vere nødvendig å bruke informasjon ut over det pasienten sjølv presenterer i konsultasjonen; observasjonar frå vitner, nære pårørande, brev pasienten har skreve eller andre tekster. Eg kan vel ikkje heilt utelukker tekster på internett i denne sammenhengen,sjølv om eg aldri har vore borti det i praksis. Uansett høyrer diagnostisering heime i ein lege-pasientsituasjon og ikkje i det offentlege rom.

    SvarSlett
  2. Med utgangspunkt i "fra en vilt fremmed lege":
    Du hadde evne til å slå tilbake i forhold til din oppfatning av deg selv,men mange mangler en slik forutsetning.
    Psykologer/psykiatere kan sitte som riddere på sin høye hest og bruke umyndiggjørig som våpen. All motstand kan nedkjempes ved å bortforklare den som en del av sykdomsbildet.
    Kanskje vi kan sette skillet mellom gode og dårlige psykologer/psykiatere nettopp her. De gode tar klientene sine alvorlig også når de gjør motstand og lytter nøye til dem fordi de vet at også i motstanden finnes det et viktig budskap.

    SvarSlett
  3. Anonym5.1.10

    Jeg blev diagnosticeret midt i et svært traume efter at have fundet min bror død 2 mdr. inden indlæggelse. Jeg var kun indlagt i 2 mdr. Jeg havde haft en indlæggelse med anden diagnose for over 20 år siden.

    Hvordan kan de så give mig en diagnose der ellers kræver 4 kriterier opfyldt efter 2 års kontakt med systemet: OG de brugte mine PTSD-symptomer til at give mig en anden diagnose med.

    Jeg har meget tydeligt mærket, at mine behandleres adfærd har var påvirket af mine offentlige tilkendegivelser. Og jeg ved at systemet har misbrugt informationer. Selv nogle af mine medpatienter havde læst hvad jeg havde skrevet og hentydede til det - under min indlæggelse.

    Jeg skrev om spirituelle oplevelser, der fra en darwinistisk holdning vil betegnes som psykoser. Da meditationsoplevelser og kontakt til den åndelige verden IKKE anerkendes af psykiatrien. MEN hvordan kan de så tillade sig at vurdere, dels at mine oplevelser er psykotiske og dels, at jeg reelt har haft dem; for min ytrings- og fiktionsfrihed på nettet - kommer vel ikke dem ved ???

    DET har de DØMT MIG på... Deres livssyn og antispirituelle livssyn. Men de må jo ikke diagnosticere folk på deres TRO? De går det alligevel.

    (Selvom jeg sagde, at jeg aldrig SELV havde "magiske" oplevelser af at kunne kontrollere ting eller læse tanker osv.) Jeg ved, at jeg har ret, men de kan jo bare hævde, at jeg er "paranoid".

    Tak for indlæggene, jeg tror DESVÆRRE det er en NY og overset stigmatiseringsmulighed for systemet.

    Ofelia

    SvarSlett
  4. Anonym5.1.10

    Det er i mine øjne et rent og skært menneskerettighedsovergreb. De bruger min lovlige ret til ytringsfrihed imod mig. Og de kan beskytte sig selv mod afsløring - gennem systemet - ved at undlade at medtage deres "fordomskilder" i journalen og i stedet lægge vægt på mindre betydelige ting...

    Ofelia

    SvarSlett
  5. Dette kaller jeg hersketeknikker og misbruk av diagnoser. Som Ottar Grimstad sier skal ikke diagnoser brukes til å stemple noen eller mot et menneske som oppfører seg annerledes, men for at folk skal bli friske. De som i tilfelle bruker disse hersketeknikkene sitter sikkert fast i et gammeldags og trangsynt fokus på psykiatriske pasienter. Skamme seg skulle de!

    SvarSlett
  6. Ottar Grimstad: Jeg går ud fra, at, når f.eks. pårørende inddrages, så er det for at finde ud af, hvad f.eks. symbolske tanker om at være forfulgt af CIA i den ikke så symbolske realitet bunder i? Altså, hvem eller hvad der egentligt er ude efter personen, hvis det ikke faktisk er CIA? Det tages vel meget seriøst, når nogen giver udtryk for, at være offer for andres grænseoverskridelser overfor dem? Så man ikke ved en fejltagelse stempler tanker om at blive forfulgt af CIA som "paranoide"?...

    SvarSlett
  7. Jeg vet at Nav har klippet ut avisinnlegg og kronikker av en bruker i psykiatrien og lagt dem i brukerens mappe. Dette er en som skriver svært bra, er balansert og kommer med berettiget kritikk. Vedkommende er ikke engang i nærheten av å være systemkritisk slik som meg. Så hva skal de med det?

    SvarSlett
  8. Sigrun: Jamen, det er da soleklart, hvad de skal med vedkommendes, måske i ny og næ lidt kritiske, om end ikke så kritiske som dine, ytringer i offentligheden: al eventuel kritik kan og vil blive brugt mod kritikeren, siden den er "symptom" på psykisk ustabilitet. Uanset hvor velformuleret og afbalanceret den måtte fremstå. Du vil da ikke seriøst påstå, at der skulle være noget som helst kritisabelt ved hjælpeapparatet?? Nej vel? Ser du, al kritik bunder jo som bekendt i paranoide vrangforestillinger, siden systemet selvsagt er fejlfrit. Så avisindlæggene og kronikkerne egner sig jo fortrinligt som bevismateriale, til at underbygge en diagnose. F.eks. på kverulantparanoia...

    SvarSlett
  9. Oj, da afslørede jeg vist mine egne kverulantparanoide tendenser, da jeg skrev "kan og vil blive brugt mod kritikeren". Selvfølgeligt kunne hjælpeapparatet jo aldrig drømme om, at bruge noget som helst mod sit klientel! Alle eventuelt indhentede oplysninger om dette, bruges selvfølgeligt ene og alene til dets bedste, ene og alene for at hjælpe. Så klart. Måske jeg alligevel trænger til noget Soma af en art, så jeg ikke selv, igen og igen, bliver sådan uforventet overmandet af kverulantparanoide vrangforestillinger, som at systemet skulle bruge oplysninger mod sit klientel.

    SvarSlett
  10. Marian: Du reddet dagen min :D

    SvarSlett
  11. Riktignok mens jeg tidligere skrev under pseudonym ble jeg virkelig diagnostisert som manisk fordi jeg skrev så massivt på doktoronline.no, og så ensidig om mitt kjernetema tvang i psykiatrien - med masse assosiasjoner i tilknytning dette, i håp om at noen ville forstå saken sett i lys av sammenligninger med andre undertrykkende regimer og andre sammenlignbare ting. Men da ble jeg altså diagnostisert ja - og utestengt fra doktoronline.no - så hvis den godeste psykiater Nils Håvard Dahl saumfarer Sigruns blogg, så takk for sist - men i såfall kunne det jo vært interessant om du kunne komme med noen kommentarer til det som skrives her også, men du holder deg vel kanskje mest til å kommentere på doktoronline.no - psykiatrien er jo ikke kjent for å hente så altfor mange impulser fra verden utenfor sine egne vegger. Og om de finner noe der, så blir det jo sett på i deres eget sykeliggjørende blikk - mer enn i håp om å kunne utvide sitt eget fags verdensbilde og menneskesyn, til å bli mer humant. Det som gjenstår, er jo bare at man utvider det hele, og benytter diagnostisering via nettet til å tvangsinnlegge folk basert på det som skrives på nettet. I Kina og andre totalitære regimer, kan man ikke blogge om hva man vil, men da kaller man det for politisk opposisjonell aktivitet. I vårt tilfelle kaller man det ikke for politisk opposisjon, men for mental sykelighet - helt utrolig. Den dagen en blogger eller aktiv nettdebattant blir tvangsinnlagt, så vil virkelig psykiatrien ha beveget seg enda et skritt på vei mot sitt stup. Men jeg antar at de vil holde seg borte fra slikt. Men uansett vil jeg vel bli diagnosert som paranoid bare for å nevne muligheten for dette - selv om jeg altså ikke tror at det vil skje, at man vil bli frihetsberøvet basert på det man skriver. For det er en viss forskjell på å skrive på nett, og på det å opptre ute i den ikke-virtuelle verden - men er jo ikke alle som er enige i det. Uansett - det er jo helt utrolig at ikke flere har gjennomskuet psykiatriens og psykologiens faglige luftslott, basert på alt som ikke skjer på nettet også. Psykiatrien og psykologien har ikke forstått mer av menneskets tanke- og følelsesliv enn det folk flest har gjort - de har forstått like lite.

    SvarSlett
  12. Jan Olaf: Jeg håper den godeste psykiater Nils Håvard Dahl ikke vil saumfare bloggen min :)

    Men jeg er klar over at bloggen kan ses som symptom på noe - traumatiske erfaringer fra hjelpeapparatet f.eks. - men det er ingen grunn til å avfeie innholdet, synes jeg.

    Men husk nå på at bloggen leses av både lege, psykiater og psykologer, og det har aldri vært antydning til sykeliggjøring av meg (om det da ikke har gått meg hus forbi).

    SvarSlett
  13. Anonym6.1.10

    Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg brugt mine offentlige skriverier som et "pejlemærke" eller en "sonar". Jeg skrev for at se - hvordan folk reagerede - så jeg kunne fjerne tvivlen om - at det hele skete i mit hoved eller i virkeligheden - i dag er jeg ikke i tvivl...

    Jeg har fået RIGTIG MANGE EKSVENNER...Og de kan proppe DERES RØDE TRÅD - op i røven.. Da jeg begyndte at skrive på nettet, gik der ikke lang tid - før jeg mærkede at folk tog afstand til mig. Fra den ene dag til den anden skiftede stemningen på mit job og på mit studie, men der gik laaang tid - før jeg blev "plaget" af det. I løbet af et par måneder ændrede det sig til massiv mobning - men jeg følte stadigvæk - at nok bare var min fejl. Og jeg svarede igen på nettet...Sådan gik det til - at jeg fik en depression som følge af mobningen og begyndte at skrive voldsommere ting.

    Fuck, der kom reaktioner - ikke bare fra kolleger, familie og studie - men også fra fremmede mennesker. Det var fuldstændigt vanvittigt. Jeg opdagede, at selv familie og venner skrev samme steder som mig, men under synonym OG INGEN af dem kontaktede mig med deres rigtige navn.

    Så jeg blev utryg og ledte helt vildt efter - hvem der var hvem. Jeg endte med at føle mig totalt ekskluderet af ALLE - selv de nærmeste. Jeg blev voldsomt deprimeret og brændte alle broer. Jeg mistede lysten til at leve. INGEN reagerede på mine råb om hjælp. TIL GENGÆLD blev jeg voldsomt chikaneret,og fik mere og mere lyst til at dø.

    Min bror læste det. Han tog sit liv, inden jeg nåede at gøre det.. Det er nok det - jeg fortryder mest. Nu kan jeg ikke.

    Det her handler ikke bare om MIG. Det handler, om hvor udsat, man er på nettet. Arbejdspladser, studier, familie, ekskærester, eksvenner - alle mulige. Mennesker med gode hensigter og så de fjender - man ikke anede man havde - tårnede sig pludselig op.

    Jeg blev erklæret paranoid: Samtidig med at psykologen kom med antydninger til personalets "lyst" til at blive slået. Jeg havde haft kontakt med een på nettet, der var SM'er. Een psykolog sagde, at jeg skulle dele min opmærksomhed 50% & 50% mellem problematikken med min brors død og og "min paranoia", mens hun lavede "melonskåle (også en digte.dk ting, melonni) med hænderne foran sine bryster").

    De påstod; at jeg led af paranoia fordi - de ikke troede/tror på, at jeg blev og var blevet mobbet IRL og på nettet!!Hvordan kan de udtale sig om sandheden i mine oplevelser. Mine beretninger om mobningen blev brugt som symptombeskrivelse.

    Jo, det var det "mærkeligt" at en kollega havde sagt; "at solsorte flyver baglæns og det er snart forår" - uden forudgående kontekst:

    MEN DE nægtede at tro på mig. OG de nægtede at forstå, hvordan det påvirkede mig at være udsat for den slags bemærkninger i langtid.

    JEG genkendte konteksten fra et forum - jeg skrev på - og der kom de fleste hentydninger fra = digte.dk. Jeg nægtede bare at blande mit privatliv sammen med mit arbejde. Hvis de ikke kunne tale DIREKTE om det.

    Een reservelæge sagde; "at han mente ikke at "netværket", var så stort som jeg troede." Dermed anerkendte han tilstedeværelsen af et eller andet netværk - og alligevel kaldte de MIG paranoid.

    Den ENSOMHED jeg har oplevet de sidste 3 år - kan ikke sammenlignes med noget. Jeg er et andet menneske - jeg tager ikke imod mere pis fra nogen... Men de erfaringer jeg har fået, de skal bruges til at kæmpe for et bedre psykiatrisk system, jeg vil bekæmpe og i tale sætte mobning og selvmord.

    Jeg er kommet langt. Jeg ved, at jeg har oplevet de ting, der skete. Men "VIRKELIGHEDEN" gjorde mig syg - fordi ingen troede på mig. Jeg var for stædig, havde for meget integritet og holdt ikke min kæft - det var min forbrydelse......

    NU har jeg vist brugt min pladskvote. Tak for muligheden..

    ofelia (digte.dk)

    SvarSlett
  14. Mette6.1.10

    I journalen min på DPS er intervju om elektrosjokk og at jeg vant ytringsfrihetspris scannet inn, og ifølge loggen hyppig lest. Hvorvidt det er negativt vet jeg ikke, siden det etter min mening er det mest fornuftige som står i journalen... Nå hadde jeg fått mitt stempel allerede, så det ble ikke brukt til å diagnostisere, men hvis mer av det jeg selv har skrevet hadde vært med hadde det hevet kvaliteten og forståelsen av meg drastisk. Men ikke hvis det ble tolket mot meg selvfølgelig. Min offentlige kritikk av psykiarien kan ikke totalt skilles fra meg som pasient, selv om det er forskjellige roller, siden det er en stor del av mitt erfaringsgrunnlag. Jeg syns det har vært vanskelig å forholde meg til den snevre pasientrollen hvor alt handler om "min opplevelse", totalt løsrevet fra sammenhengen følelsene har oppstått ( litt satt på spissen). Når det er sagt har jeg også opplevd, både på DPS og sykehus, at min offentlige kritikk har blitt brukt mot meg, uten forståelse for at jeg BÅDE kan være kritisk mot systemet OG sårbar og i behov av hjelp SAMTIDIG.

    SvarSlett
  15. Ofelia: Jeg vet om flere tilfeller hvor pasienter er blitt ansett som paranoide, fordi behandlere ikke har trodd på det pasienten forteller om reelle hendelser. Det er helt forferdelig. Den ensomheten det å ikke bli trodd avstedkommer, burde fagfolk sette seg ned og prøve å leve seg inn i for et øyeblikk.

    Mette: Det er vanskelig, synes jeg, å tro at de la ved opplysninger om at du fikk Ytringsfrihetsprisen i den hensikt å sverte deg. Dersom det er negativt å få en menneskerettighetspris, så er det jo juryens dømmekraft de setter spørsmålstegn ved. Denne juryen besto - med ett unntak - av fagfolk, og det ene unntaket er en bruker som både sitter i en kontrollkommisjon, er etterspurt på konferanser, som skribent, hatt tillitsverv m.m. Da jeg fikk prisen, fikk jeg vite via omveier at en av dem som hadde foreslått meg, er en psykolog. Om det var negativt at jeg fikk den, må det jo være noe galt med blant andre den psykologen.
    Jeg får det egentlig ikke til å bli noe negativt.

    Men: Ekstremister blant fagfolk greier det sikkert. Etter at jeg for en del år siden leste "en psykiatrisk patografi" om Amalie Skram, skrevet av en mannlig psykiater, der hennes beskrivelser av kvinneundertrykking i det 19. århundre, ble framstilt som dikterens syke fantasier, har jeg skjønt at alt egentlig er mulig i psykiatrien.

    Det siste du skriver, om manglende forståelse for at man kan være både kritisk og hjelpetrengende samtidig, har jeg også opplevd, men bare i bloggens kommentarfelt. Jeg ser det som en hersketeknikk å sette de to tingene opp mot hverandre, som om de skulle være motsetninger som utelukker hverandre. Det er vel nettopp fordi man trenger hjelp at man ønsker seg et hjelpeapparat som ikke krenker, og derfor kommer med kritikk! Man kritiserer jo ikke for å være ekkel.

    Det er interessant for meg å se at du mener pasientrollen og rollen som offentlig meningsytrer, ikke kan atskilles. Jeg har tenkt annerledes der. Samtidig har jeg ikke vært pasient (utenom i somatikken og hos fastlegen) etter at jeg begynte å skrive for alvor.

    SvarSlett
  16. Ottar grimstad: Ja, nu skrev jeg godt nok "Jeg går ud fra...". Men det kunne alligevel have været rart, at få en tilbagemelding, om det jeg går ud fra er korrekt eller ej. Hm. Jeg må vist nøjes med at tyde tavsheden...

    SvarSlett
  17. Anonym6.1.10

    I går talte jeg med et menneske, der troede på mig og årsagerne til at jeg reagerer - fremfor at fokusere på konsekvenserne/symptomerne. Hun gav mig håb.

    Det kan jeg leve længe på. Hvis ikke jeg havde haft jeres erfaringer (og det "FORBANDEDE INTERNET" som har været årsag til så meget ondt) så havde jeg heller aldrig fået den støtte, jeg har oplevet...

    I har været min største støtte igennem helvede. Fordi jeg bruger al den information (fagligt, personligt, følelsesmæssigt) jeg kan finde - til at forstå mig selv og det, jeg oplever.

    Det var bare lige det........

    Ofelia

    SvarSlett

Virker ikke lenken(e)? Da vil jeg bli kjempeglad om du har tid til å gi meg beskjed via kontaktskjemaet i bloggens sidefelt.

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post