30.12.09

Moralisme som medisin

Noen mener alle psykiske lidelser kommer av traumer, spesielt fra barndommen. Men om jeg
lar det spørsmålet ligge, og tar som utgangspunkt at det fins psykiske lidelser som kommer av traumer og psykiske lidelser som ikke gjør det:

Hvorfor er det slik at noen mennesker mener at de som sliter med psykiske lidelser av traumatisk art kan kurere seg selv, mens de andre trenger faglig hjelp?

Jeg har støtt på dette synspunktet noen ganger på nettet. Ved lidelser som kommer av traumer, kan man

- legge dem bak seg/la dem fare
- tilgi traumatøren

Ingen sier hvordan man skal gjøre dette, eller at det fins utilgivelige krenkelser. Påbudet er: Du må! Eller: Alt avhenger av din egen vilje.

Man skal svært langt ned i folkedypet før man finner holdningen om at alle psykiske lidelser kan kureres ved hjelp av viljesanstrengelse. Men altså traumer - og paradoksalt nok er det offeret for overgrep, ikke overgriperen, som møtes med denne moralismen.

35 kommentarer:

  1. Og mange forstår heller ikke at det ikke er nok å bare tilgi.

    Og som jeg har nevnt flere ganger før, så tror jeg også mye bunner i at folk og helsepersonell ikke forstår mye av hva følelser er - jeg blir stadig vekk overrasket over hvor lite folk og helsepersonell forstår av hva følelser er - og årsakene, virkemåtene, varighetene, rekkeviddene, dybdene, kontroll, osv. av følelser.

    SvarSlett
  2. Fordi der igen og igen er mennesker, der klarer, at overkomme deres traumer tilsyneladende uden hjælp, tilsyneladende alene via viljestyrke. Det undgår som regel folks opmærksomhed, at også disse mennesker har fået hjælp - og så kommer det an på, hvad man mht. traumer betegner som "fagligt", om man vil betegne denne hjælp som "faglig" eller ej -, fordi folk mht. psykiske problemer kun anser psykologisk respektive psykiatrisk hjælp som "faglig", og som hjælp i det hele taget, og fordi grundholdningen i samfundet er, at enhver er sin egen lykkes smed. Den eneste "hjælp", som denne grundholdning tillader, er en, der er profitabel for den hjælpende og ikke koster ham/hende noget videre, hverken materielt eller menneskeligt.

    SvarSlett
  3. Mennesker kan ikke forandre følelsene fra tidligere erfaringer gjennom viljen. Følelser er jo lagret i den indre delen av hjernen,mens viljen har med hjernebarken og pannelappen å gjøre. Det er også derfor det heter av vi skal respektere følelser. Hvis viljen styrte følelsene,så ville vi alle gått rundt og vært lykkelige hele tiden,for hvem ville ikke ønsket det? Følelser har med erfaringer å gjøre,og de kan bare gradevis forandres av nye erfaringer.

    Slike psykologer som foreslår å glemme skremmende opplevelser fra barndommen - som tror at de dermed forsvinner,er derfor komplett bortreiste. De ligner små barn som holder på med "Bli borte"-leken. Det en ikke ser,det eksisterer heller ikke.Heldigvis er samfunnets innsikt høyere og straffer,som kjent,slike forbrytelser med mange år i fengsel.

    SvarSlett
  4. Jeg tror det for et offer er mye lettere å tilgi dersom overgriperen tilstår forbrytelsen, får sin straff og at offeret får en erkjennelse av at dette aldri kommer til å skje igjen.

    Hvis ikke offeret får denne erkjennelsen tror jeg i sterkere grad "urkreftene" vil styre. Vedkommende vil alltid være på vakt, fiendtlig innstilt til samfunnet og vanskelig for å stole på andre mennesker.

    At den som har gjort ugjerningen tilstår er etter min mening vesentlig for at offeret skal komme seg videre i livet.

    Uansett er det forskjell på å tilgi og å godta. Du kan også tilgi, men fortsatt slite med store traumer. Å glemme det som har skjedd blir for mye å forlange. Det må også tas hensyn til at offeret ikke klarer å stole på den som har utført krenkelsen i ettertid.

    Jeg synes det er rart at mennesker som utsettes for overgrep bare skal få beskjed om å "glemme dette" i ettertid.

    SvarSlett
  5. Jorunn, på hvilken måte er samfunnets innsikt høyere? Og hvem blir straffet? Og hvorfor ser man da ikke at psykiatrien gjennom sin egen virksomhet påfører oss traumer?

    SvarSlett
  6. Line, du omtaler overgrepet som ugjerning. Men hva da med overgrep som er lovlige, som tvang i psykiatrien? Dette er en dimensjon som ikke har kommet mye frem. For meg er derfor det å sikre meg at overgrepet ikke skal skje på nytt mye viktigere enn at overgrepssystemet skal innse sitt overgrep og bli straffet for det. Og det er virkelig forskjell på det å tilgi og det å godta, takk for at du nevner det! Jeg tilgav tidlig, men kan overhodet ikke godta. Og siden tvang i psykiatrien fortsatt er lovlig, så er overgrep i psykiatrien fortsatt lovlig, bl.a. fordi man ikke dypt nok ser traumet som tvangen påfører oss. Så Sigrun, kan det være en grunn til at traumer forskjellsbehandles fra andre psykiske tilstander, rett og slett fordi våre tilstander ikke blir sett, eller blir forvekslet med andre psykiske tilstander? Og, Marian, for mange ser det nok tilsynelatende ut som om vi ikke har et problem i det hele tatt, selv om vi skriver offentlig om det - så virker det som om samfunnet er fullstendig blinde... Hvorfor tror dette samfunnet mer på fagfolk enn på oss?

    SvarSlett
  7. Jan Olaf - jeg er aldri blitt utsatt for tvang i psykiatrien, så jeg har nok ikke erfaring til å svare så mye på det. Men jeg vet, siden jeg selv har slitt psykisk, at følelsen av "å miste kontrollen" er noe av det verste som kan skje meg. Jeg er til og med følsom for vanlige konfrontasjoner - fordi det minner meg om noe vesentlig verre jeg har opplevd. Tvang vil kanskje oppleves som "et nytt overgrep"?

    Uansett - jeg føler kanskje at det offentlige er noe vi i større grad kan gjøre noe med - i form av demokratiske prosesser. Vi kan i større grad stille krav og kreve forandring av rutinene. Gå til mediene og få det på dagsorden. Derfor er det viktig at de menneskene som utsettes for det du kaller "overgrep i det offentlige".

    SvarSlett
  8. Jeg ser jeg var litt rask til å poste det innlegget, Jan Olaf. Den siste setningen skulle være:

    Derfor er det viktig at de menneskene som utsettes for det du kaller "overgrep i det offentlige" står frem med sin historie.

    :-) Typisk meg

    Veldig spennende og viktig tema dette her

    SvarSlett
  9. janolaf
    Samfunnets innsikt er høyere fordi det har erkjent at overgrep mot barn er en stor forbrytelese som skal straffes hardt.Men bak den demokratiske fasaden,har vårt samfunn også autoritære tendenser. Tanken er: "Hvert hjem,sin borg". Viljen til å gripe inn i og etterforske slike saker er derfor altfor liten.

    Politikerne har nesegrus respekt for psykiaterne som fagpersoner. De våger derfor ikke å trå over deres sirkler. Jeg har håp om at sosiale medier etterhvert vil gi en sterk stemme til ofrene for umenneskelige maktholdninger,og at denne stemmen etterhvert vil begynne å åpne politikernes ører og øyne.

    SvarSlett
  10. Jorunn: Det er ikke psykologer jeg snakker om her. Men folk flest.

    SvarSlett
  11. Line, det er mange som har stått frem med sine historier om tvang i psykiatrien, men vi som har blitt utsatt for tvang i psykiatrien er en bitteliten minoritet i et stort demokrati - og har derfor vanskelig med å bli trodd. Jorunn, hva er det som gjør at politikerne har så stor respekt for psykiaterne og psykologene? Hvilke resultater har psykiaterne og psykologene oppnådd som skulle tilsi at de skulle få så stor respekt? Folk flest har også en slik stor respekt for psykiatriske fagfolk og deres menneskesyn. Sigrun, kan ikke det være en viktig grunn for at folk flest ikke forstår traumer, siden folk flest har stor tro på fagfolk?

    SvarSlett
  12. janolaf
    Jeg tror politikerne viser stor respekt fordi de føler at dette er et fagområde de mangler forutsetninger for å vite noe om, og fordi de vet at psykologer og psykiatere er folk med høy intelligens og lang utdannelse.

    Det er ikke så lett for politikerne å vite om behandldingen har en bra virkning eller ei,for de har ikke noe å sammenligne med.Det burde lages alternative behandlingsformer,og så burde det settes igang forsningsprosjekter for å sammenligne resultatene.

    SvarSlett
  13. Jan Olaf: Du har fuldstændigt ret, når du påpeger, at mange traumer ikke anerkendes som traumer. Samfundet er (gør sig) blind, fordi hele vores kultur ville falde sammen som det korthus, den er, hvis alle traumer blev anerkendt som traumer. Vores kultur bygger jo på traumatisering som en uundgåelig forudsætning.

    SvarSlett
  14. Line, det var nok ikke helt rett det jeg skrev, at mange har stått frem offentlig og fortalt om den tvang de ble utsatt for i psykiatrien. For det er ikke mange som har gjort det, så det er klart at det ville kunne hjelpe saken om flere hadde gjort det. På den andre side, hvor mange måtte vi vært som stod frem, før verden ville forstått? Marian, hvor stor andel av befolkningen tror du bevisst utsetter andre for traumatisering? Og hvor stor andel utsettes for traumatisering? Jeg kan ikke forstå det du sier om at vårt samfunn bygger på traumatisering som forutsetning og vil falle sammen dersom traumene blir anerkjent. Hvordan kan da samfunnet klare å vokse og utvikle seg så mye på så mange områder som det jo tross alt gjør?

    SvarSlett
  15. Jan Olaf: "Så Sigrun, kan det være en grunn til at traumer forskjellsbehandles fra andre psykiske tilstander, rett og slett fordi våre tilstander ikke blir sett, eller blir forvekslet med andre psykiske tilstander?"

    Ja, traumer får jo ofte ulike "navn" i psykiatrien, som Kirkengen sier det. Også når det gjelder seksuelle overgrep i terapi, som faktisk er erkjent som reelt eksisterende, så betraktes og behandles skadene av overgrep som psykisk sykdom hos pasienten.

    SvarSlett
  16. Jan Olaf: Bevidst og bevidst... Ubevidst tænker jeg, er der næppe nogen, der ikke gør det. Ligesom jeg ikke tror, der findes mange, der aldrig bliver traumatiseret. I det øjeblik, hvor et menneske kommer i kontakt med civilisationen, er traumatiseringen et faktum.

    Vores samfund, den moderne vestlige civilisation, forudsætter, at stort set alt det, der findes på planeten, betragtes som ressourcer, dvs. tingliggøres. Noget, der ikke anses som en ressource, har ingen eksistensberettigelse (jf. i sproget: ukrudt, skadedyr, m.v. - hen til begreber som "social taber", "de svage", og stemplerne fra DSM'en). Det civiliserede menneske udnytter, hvad det kan, og det, det ikke kan udnytte, bekæmper det. Både denne hensynsløse udnyttelse og krigsføringen mod alt det, der ikke kan udnyttes, er overgreb og dermed traumatiserende.

    De områder, hvor jeg ser vækst og udvikling, er netop udnyttelsen, den hensynsløse, af naturens ressourcer, og bekæmpelsen, den lige så hensynsløse, af alt det, der ikke kan (mis-)bruges som ressource, og derfor opfattes som fjende/konkurrent for det civiliserede mennske.

    Det, de fleste er blinde for er, at når vi henholdsvis udnytter og bekæmper naturen, så udnytter og bekæmper vi også vores egen natur, os selv. Kollektiv selvmord. Vores historie er faktisk fuldt af den slags. Romerriget, f.eks. Har vi lært noget af det? Nej. Vil vi nogensinde lære af det? Jeg betvivler det.

    SvarSlett
  17. Marian, blir ikke begrepet traumatisering utvannet, dersom du mener at nærmest alle begår traumatisering og nærmest alle blir traumatisert? Man må gå over en viss terskel dersom man skal kunne kalle det traumatisering. Min påstand er at de fleste ikke er traumatisert, og at de fleste ikke begår traumatisering. Dersom de fleste var traumatisert, så ville det heller ikke vært nødvendig å stille det spørsmålet som Sigrun gjør i sitt blogginnlegg.

    SvarSlett
  18. Jan Olaf: Det er der nogle, der mener. At den måde, jeg ser tingene på, er at udvande traumebegrebet. Men så har Laing f.eks. altså også udvandet det, og Derrick Jensen, og resten af dem, der anser vores kultur som værende dybt traumatiseret og traumatiserende.

    Problemet er, at det svarer til Laing's "Don't", der sikrer, at overgrebene videstgående uforstyrret kan fortsætte, ikke at se dette dybt traumatiserede og traumatiserende i øjnene, erkende og anerkende det. Så, min påstand er, at overgrebene og deres kollektive fornægtelse en skøn dag vil koste mennesket som species sin eksistens.

    Selvfølgeligt er Sigrun nødt til at stille spørgsmålet. De fleste lever jo i lykkelig fornægtelse, hvilket bl.a. kommer til udtryk igennem deres moraliseren. Ingen, der ikke selv er traumatiseret, mens vedkommende lever i fornægtelse, ville moralisere overfor et andet traumatiseret menneske.

    Kun et menneske, der ikke er traumatiseret, respektive der er blevet sig fuldt bevidst om sine traumatiseringer, er i stand til at elske ubetinget. Alting, og uden at dømme. For et menneske, der elsker ubetinget, er det en umulighed, at f.eks. køre bil, eller bare tage bussen. Hvor mange mennesker kender du, Jan Olaf, der stiller sig op, og siger:"Nej, det kan jeg ikke gøre mod mine medmennesker, mod dyrene, mod luften, mod vandet og jorden. Jeg går."?

    SvarSlett
  19. Etter min mening er ikke alle traumatiserte, og jeg tror det vil være farlig å også utvanne dette begrepet - i likhet med hva dere tidligere har nevnt i diagnosedebatten, og til begrepene angst og depresjon. Men jeg tror at traumer i større grad kan unngås dersom den som opplever overgrepet får riktig hjelp fortest mulig. Jeg ble selv utsatt for et overgrep da jeg var 5. Han som gjorde det var en psykisk utviklingshemmet tenåring, og det ble umiddelbart tatt affære på grunn av min kloke og observange mor. Det var snakk om et engangstilfelle, men barnevern, politi og BUP ble involvert umiddelbart. Både jeg og familien fikk en bekreftelse fra guttens mor om at dette aldri skulle skje igjen og han fikk mer behandling etter det han hadde gjort. Jeg hadde samtaler med ansatte fra barnevernet og de mente etterhvert at jeg kunne komme meg videre i livet. Jeg har derfor kommet godt ut av det. Selvsagt tenker jeg tilbake på hendelsen med ubehag, men det ble aldri et traume, for skylden ble plassert hos overgriperen umiddelbart.

    SvarSlett
  20. Anonym1.1.10

    Tak fordi I deler - og dermed støtter min oplevelse af "virkeligheden".

    For 25 år siden var jeg indlagt med angst og socialfobi, de kaldte det noget andet og behandlede noget andet (som i dag). Dengang var min største støtte - mine medpatienter. Det sociale netværk, jeg fik.

    I dag søger jeg støtten på nettet, hos mennesker som jer, der deler deres erfaring - og hvor jeg kan genfinde mine egne oplevelser.

    Det beskriver for mig fuldt ud, hvilket samfund, vi lever i.

    En gave at kunne dele - også på tværs af landegrænser. Men også forfærdeligt, at jeg ikke kan finde den støtte i mine nærmeste relationer eller omgivelser.

    Idag tænkte jeg; at så længe jeg skriver - ligeså længe overlever jeg. Mine oplevelser er vigtigere end jeg. Som jeres oplevelser er vigtigere end jer.

    For andre mennesker kan bruge dem og har gavn af dem.

    Godt nytår...

    Kærligst Petra

    (der altid frygter at få kniven i ryggen, når jeg skriver noget, men som (indtil videre) overvinder angsten - hver gang.)

    SvarSlett
  21. Anonym1.1.10

    Helt enig med dig, Jorunn:

    "Mennesker kan ikke forandre følelsene fra tidligere erfaringer gjennom viljen. Følelser er jo lagret i den indre delen av hjernen,mens viljen har med hjernebarken og pannelappen å gjøre. Det er også derfor det heter av vi skal respektere følelser. Hvis viljen styrte følelsene,så ville vi alle gått rundt og vært lykkelige hele tiden,for hvem ville ikke ønsket det? Følelser har med erfaringer å gjøre,og de kan bare gradevis forandres av nye erfaringer."

    Petra

    (Jeg får stadig en spontan angstfølelse af andres latter. Selv på film.)

    SvarSlett
  22. Anonym1.1.10

    Når jeg reagerer på latter i en eller anden tilfældig film. Så handler det jo ikke om paranoia. Så handler det om traumer.

    Men det forstår psykologen ikke.

    Hun henleder det hele til paranoid tænkning, men det er jo ikke mig eller mine tanker, der reagerer - det er min krop og de erfaringer der ligger i den.

    DET er jo præcist det, der er karakterisk ved traumer.

    Petra

    SvarSlett
  23. Anonym1.1.10

    "Idag tænkte jeg; at så længe jeg skriver - ligeså længe overlever jeg. Mine oplevelser er vigtigere end jeg. Som jeres oplevelser er vigtigere end jer."

    ÅH NEJ! DET kan misforstås !! Det var IKKE hensigten, at underkende hverken mine eller andres traumer - og deres PERSONLIGE betydning. Jeg mente; at vores erfaringer - OGSÅ betyder noget for andre end os selv. Jeg mente ikke, at smerten og traumer er ligegyldige.

    Sorry, Petra

    SvarSlett
  24. Petra: du er sikkert ikke den eneste som har det sånn :-) Håper du klarer å mestre disse problemene etterhvert. Også enig med Jorunn. Får ofte beskjed om "å ta meg sammen." Men dette hadde jeg jo gjort for lenge siden, hvis jeg hadde kunnet. Det er ingen ting jeg har mer lyst til enn å ta en pille og la all angst, depresjon og fortvilelse forsvinne over natten. Men den form for medisin finnes ikke.

    SvarSlett
  25. Marian: synes du har mange interressante betraktninger, og jeg tror nok du tenker at psykiske problemer har oppstått fordi vi ikke lever naturlig - dvs som de menneskene vi er skapt til å være. Etter min mening kan man si dette om mangt. Det unaturlige samfunnet har bragt med seg en rekke sykdommer - diabetes, dårlig hørsel og syn osv. Men jeg tror at ved å søke en mest mulig naturlig livsstil, så begrenser vi mange problemer. F.eks. har jeg lest et sted at psykisk syke har veldig godt av å gå mye ute i skogen. Det opplever jeg som den beste terapi. Ellers tror jeg også at en del tilsetningsstoffer vi har i maten og forurensing i luften også gjør vondt verre. Vi stresser for mye, sitter for mye stille og beveger oss på unaturlige områder hele tiden. Det sosialt konstruerte samfunnet vil alltid ha noen som holdes nede - i historisk sammenheng stemmer dette. Men å gå så langt som å si at alle er traumatiserte er jeg ikke helt enig i. Da legger vi kanskje litt forskjellige ting i dette begrepet?

    SvarSlett
  26. Line: Ja. Man kan ikke bare sige det om mangt, men om vores civilisation som sådan.

    Jeg ved ikke, om vi lægger forskellige ting i traumebegrebet. Jeg lægger nok bare flere ting i det, end de fleste orker at gøre. Konsekvensen af mit traumebegreb er jo, at det gør os allesammen - mig selv inkluderet - også til overgribere (på naturen, den omkring os og den, der er os). Ikke nogen rar tanke. Så, jeg forstår bestemt, hvis man helst ikke vil tænke den.

    SvarSlett
  27. Marian, hva slags begreper bruker du da for å skille overgrep mot mennesker, fra overgrep mot annet i naturen? Jeg regner med at du også ser behovet for å sette mennesket i en særstilling, så hvorfor bringer du inn resten av naturen her? Naturligvis skal man respektere resten av naturen også, så ikke misforstå.

    SvarSlett
  28. Anonym1.1.10

    Jeg kan godt følge dit synspunkt, Marian.

    Jeg er medansvarlig for min brors selvmord. Jeg har handlet på en måde, der var med til at skade ham og påvirke hans stressniveau. Uanset, at jeg selv var livstruet og mørkelagt, så skadede jeg ham (og mange andre) - ved at miste mine grænser i traume- og PTSD-reaktioner og reagere i selvforsvar, angst og panik.

    Derudover kan jeg i dag se - HVOR LIDT kærlighed - jeg egentlig gav ham. Jeg tog ham for givet - og udtrykte alt for lidt - hvor højt jeg elsker ham. I dag kan jeg se, hvordan min omsorg kunne have gjort en forskel. Jeg kunne have kørt ud til ham med mad, tilbudt min hjælp, været hos ham og spurgt til ham. Have aflastet hans ekstremt stressede hverdag..

    Når min familie, undskylder sig med, at de ikke kunne se, hvor dårligt han havde det. Så vidste de jo - hvor dårligt - jeg havde det. Jeg talte om selvmord. Hvis jeg var død først. Så havde de ikke kunnet bortforklare deres manglende evne til at reagere. Men, men... De er jo ikke anderledes stillet end jeg. Jeg gjorde jo heller ikke noget. Vi er alle bundet af vores vilkår - og altfor ofte går DET ud over andre.

    Men jeg påtager mig en del af det ansvar - jeg har. Måske fordi jeg ved, hvad det havde betydet for mig selv. Der tales ufatteligt meget om kærlighed og næstekærlighed, men de færreste forstår at praktisere det - i virkeligheden. Alt for ofte bunder omsorgen for andre i vores egne behov. Hvilket ikke behøver at være skidt, men så kommer vi til at forvente og stille krav i en grad, så det uselviske mister sin betydning.


    Petra

    SvarSlett
  29. Petra, må man ikke skille mellom fravær av handling - og aktive handlinger mot personers kropp mot deres vilje som man ikke kan unnslippe?

    SvarSlett
  30. Jan Olaf: Nej, jeg skelner ikke mellem mennesket og al anden natur. Jeg ser ikke, hvad der skulle kunne give mig ret til at gøre det. Jeg ser kun et behov for at sætte mennesket i en særstilling i det omfang som man ønsker, at forsvare menneskets overgreb mod naturen som værende fuldt ud legitime. Ligesom overgreb fra et menneske mod et andet gerne forsøges legitimiseret ved at sige, ofret er mindre værd end overgriberen, bør straffes, etc.

    SvarSlett
  31. Anonym2.1.10

    Jan Olaf: Når de mennesker, jeg forventer kærlighed og omsorg fra - fordi jeg elsker dem og altid har forsøgt at være der for dem - lader een lide, mens de ser på mine udtryk for håbløshed (som tavse vidner) er det så en IKKE-SKADELIG handling ???

    (Min bror var rørt til tårer over en studiekammerat, der lånte ham studiebøger. Selvom hendes mand lige var blevet fyret. Fordi det var et af de få tegn, han så som omsorg for ham. At hun havde overskud til at tænke på ham.)

    Er det ikke traumatiserende for det lille spædbarn, hvis ingen drager omsorg for det, men lader det ligge alene og ikke opfylder dets behov. Hvis det ingen øjenkontakt får eller anden omsorg ?

    I min verden; er vi som mennesker forpligtet til at drage ansvar for hinanden - især de nærmeste. Hvem skulle ellers være der for een ?
    Mine forældres behov har altid fyldt mine søskendes og mit liv. Der var ALDRIG plads til os. Så vi har ikke passet godt nok på os selv. Da det endelig var alvor, kunne vi søskende ikke gøre noget for hinanden. Det har rystet min verden voldsomt, at vi har været så følelsesmæssigt skadede, at vi heller ikke kunne passe på hinanden.

    Er det ikke både en forbrydelse og traumatiserende, at opleve andre være udsat for forbrydelser og så intet gøre ved det? Vold, seksuelt misbrug, mobning osv. Er det ikke både traumatiserende og skadeligt, at "offeret" kan se "vidner" - der vender ryggen til ?

    De passive "overgribere".

    Petra

    SvarSlett
  32. Marian, men du mener vel at overgrep mot mennesker er av en mye grovere art enn overgrep mot annet i naturen? Er du ikke enig i at det er mye grovere å stikke sprøyter og piller i mennesker mot deres vilje, enn det er å sprøyte ugress med gift-stoffer for å få grønnsaker til å gro bedre? Og viktigere - til det du skriver lengre oppe, om at noen ikke er bevisst at de har blitt traumatisert, det skjønner jeg heller ikke. Riktignok tok det meg et par år før jeg brukte ordet traume selv, men jeg var jo hele veien klar på at det jeg ble utsatt for aldri skulle skjedd. Men dersom man blir utsatt for traumer som barn, så kan jeg forstå at man ikke blir bevisste på det. Men dersom man som voksen blir utsatt for overgrep som man aldri har blitt utsatt for som barn, så er vel "alle" seg bevisste på det? Kanskje denne forskjellige måten som selv vi har for å definere og forstå hva traumer er, er en av forklaringen på hvorfor folk flest også har vanskelig for å anerkjenne traumer og likestille det med annet psykisk, som Sigrun stiller spørsmål ved?

    SvarSlett
  33. Petra, jo jeg er helt enig i at alt det som du beskriver er skadelig. Men det jeg mente var at man kanskje må skille mellom det å bli utsatt for aktive handlinger, og det å bli utsatt for passivitet? Jeg prøver bare å finne ut det Sigrun spør om, hva er det som gjør at mange ikke forstår at traumer også er en psykisk plage som man ikke med sin vilje alene kan kurere? Kan det skyldes at det ikke fins noen almen forståelse av hva traumer er, årsakene til traumer, og virkemåten av traumene? Det var i den forbindelse jeg tenkte at det å bli utsatt for aktive overgrep er av en annen natur å bli utsatt for passivitet, så hvorfor blandes dette sammen under begrepet traumatisering? Men begge deler er skadelig, det er jeg enig i.

    SvarSlett
  34. Anonym2.1.10

    Jan Olaf: "Petra, jo jeg er helt enig i at alt det som du beskriver er skadelig. Men det jeg mente var at man kanskje må skille mellom det å bli utsatt for aktive handlinger, og det å bli utsatt for passivitet?"

    Jeg skelner også mellem passive og aktive overgreb. Hvad er du i tvivl om ?

    Til alle:

    Jeg reagerede hovedsageligt på Marians indlæg om kulturen som udløser for traumer. Herunder er familiemønstre ret væsentlige. Passive overgreb er også traumatiske. Det fratog mig håbet om en fremtid og tilliden til mennesker - og min adfærd blev derfor endnu mere selvskadende. Jeg brændte ALLE broer. Fordi der ikke stod nogen ved min side, der kunne skabe håb.

    Der har været flere selvmord i min familie, alligevel reagerede ingen på mine ønsker om at dø. De ignorerede det - de oplevede som en trussel, men som for mig var dyb alvor. En stor fejltagelse, baseret på fordomme fra et andet selvmord i familien og måske forståelig. Men for mig handlede det om tillid og mangel på samme. Selvmord er smertefuldt - og vækker alle de gamle traumer til live i familiens mønstre..Da min bror tog sit liv, troede de allesammen, det var mig, der var død, da min mor fortalte, at der var sket noget.

    Det konkrete traume - der i første omgang udløste min grænseløse og selvskadende adfærd har jeg ikke beskrevet her.

    Petra

    SvarSlett
  35. Jan Olaf: Jeg synes ikke, det er grovere, at skade et menneske, end hvad det er, at skade andet liv, plante eller hvad det måtte være. Liv er liv, uanset hvilken form det har. Jeg kan ikke sige, det er forkert, at tvangsmedicinere en form for liv med nervegift i psykiatrien, og i samme åndedrag sige godt for, at en anden form for liv dræbes med et lignende stof.Jeg kan heller ikke dømme en form for liv for at være "ukrudt", og i samme åndedrag blive harm over stempler som "sindssyg", "skizofren", etc.

    Hvor der er ukrudt, skadedyr og deslige, er der også "unwertes Leben".

    Når jeg siger, at folk er ubevidste om at være traumatiseret, så mener jeg især også de forhold, som vores kultur anser som helt "normale", og altså ikke spor traumatiske. F.eks. når børn forventes, at tilbringe fem ud af ugens syv dage time efter time i klasselokaler med dårligt indeklima, flimrende neonbelysning, og sammenstuvet med mindst 20 andre (mens den naturlige gruppestørrelse for mennesket på tilsvarende lidt plads er 12), og at oven i købet, under disse, allerede ret så stressende omstændigheder, opfylde de voksnes krav om at forholde sig i ro og koncentrere sig om "lærdom", hvoraf over 50% faktisk går ud på, at formidle dem, at det ikke er tilladt, at være sig selv.

    Hvis et barn gør oprør mod sådanne, traumatiserende forhold, betragtes det som "unormalt" i vores kultur. I første omgang vil der blive moraliseret overfor barnet: "Opfør dig ordentligt!", "Tag dig sammen!" Senere bliver barnet måske stemplet. F.eks. med "ADHD". Forholdene er der, ifølge vores kultur, intet galt med. De er jo "normale". Så, barnet vil vokse op med den tro, at det aldrig har været udsat for noget som helst traumatiserende, og hvis det selv en dag får børn, og de reagerer, så vil der i første omgang blive moraliseret overfor dem, og opfølgende sandsynligvis stemplet.

    De værste moralapostler er imidlertid nok de, der, som selvforsvar, er gået ind i en identifikation med overgriberne, der har opgivet deres oprør, måske allerede før det rigtigt begyndte, der har opgivet sig selv, og der således har opfyldt de voksnes krav til dem til UG. Det er dem, der mener et par flade ikke har skadet nogen endnu. De er dybt traumatiserede, men du vil aldrig få dem til at indrømme det. Tværtimod. Deres opvækst har været perfekt, punktum. Den moderne vestlige civilisations normer og værdier er perfekte, punktum. De kan ikke anerkende andres traumer, fordi de så måtte erkende deres egen traumatisering. Og det det samme, som at true dem med tilintetgørelse. Fordi hele deres identitet er bygget på en løgn. Et korthus. Ligesom hele vores moderne vestlige civilisation.

    SvarSlett

Virker ikke lenken(e)? Da vil jeg bli kjempeglad om du har tid til å gi meg beskjed via kontaktskjemaet i bloggens sidefelt.

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post