6.4.09

Moter i psykologien

I siste nummer av Tidsskrift for Norsk Psykologforening har privatpraktiserende psykolog og spesialist i voksenpsykologi Peder Kjøs en kronikk med tittelen "Slengbukser i år igjen?". Sitater:

Har du fått med deg siste nytt? Mentalisering, var det ikke? Eller mindfulness? Eller var det lavterskeltilbud om kognitiv terapi?

Moter kommer og går, i psykologien som overalt ellers.

Jeg jobbet i PPT i en periode da "alle" hadde ADHD. Det hadde de sikkert ikke, men fordi det var så mye snakk om det, var vi fokuserte og optimistiske i arbeidet med de viltre barna. Vi følte at vi kunne forstå dem og gjøre noe for dem. Slik var det sikkert også på 80-tallet, da "alle" hadde multippel personlighet og/eller var utsatt for seksuelle overgrep. Og kanskje er det slik med Asperger og PTSD nå.

Vi må ikke tro at vi har oppdaget den bakenforliggende virkeligheten hver gang vi får på oss et nytt par briller.

19 kommentarer:

  1. Eg er veldig enig i det han skriv her! Me som lærarstudentar merka og dette med "pop diagnosar". Det var mange ADHD elevar i klassane, men det kom frykteleg manga elevar til med Asperger syndrom og no. Dei greidde ikkje innordna seg etter alle reglar, og hadde nokre sosiale problem. Dei vart frykteleg fort stempla. Bra at nokon frå "innsida" formidlar dette på ein slik måte!

    SvarSlett
  2. Den her var tricky. Synes helt klart, at Peder Kjøs har ret med hensyn til diagnoser som "ADHD", "Asperger", osv., og sådan set generelt med hensyn til psykiatrien/psykologien. ECT er et godt eksempel på, hvordan også psykiatriske "behandlings"former er underkastet moden. CBT-dillen er et andet. Og genteorien er sådan set også et modefænomen. MEN at fremstille PTSD som en modedille... Her tænker jeg, at moden helt sikkert afgør, om og hvorvidt traumatisering anerkendes som årsag til psykisk lidelse. Ikke om det er den "bakenforliggende virkelighet" eller ej. Men måske er jeg bare grebet af en modedille???

    SvarSlett
  3. Marian: Jeg vet ikke helt hva han mener. Bare at mange mener at det har "sklidd ut", i den forstand at for mange får diagnosen.

    SvarSlett
  4. Marian: "CBT-dillen er et andet."

    I motsetning til de (fleste) andre "diller" ligger det evidensbasert forskning bak.

    Det meste annet er diller.

    Det er en forskjell.

    SvarSlett
  5. raagraaum: der ligger forskning bag mangt og meget, således også bag Soteria - som ikke havde så frygteligt meget med CBT at gøre.

    CBT kan være fint, hvis den respekterer klienten. Desværre ser jeg den i dag som oftest anvendt i den form, jeg kalder for rottedressur, og jeg møder desværre ret så mange mennesker, der føler sig noget så grusomt trampet på af deres CBT-terapeut.

    Iøvrigt sagde en CBT-terapeut en gang til mig, at årsagen til "evidensen" er alene at finde i det faktum, at rottedressur "virker" noget hurtigere, end virkelig bearbejdning. Andre terapiformer ville klare sig mindst lige godt, hvis nogen gad at iværksætte flere studier, der ikke kun kørte over 3 - 6 måneder, men f.eks. over 3 - 6 år.

    SvarSlett
  6. Sigrun: På en måde er jeg enig, at for mange har fået og får den. Fordi jeg jo ikke mener, at naturlige, menneskelige reaktioner overhovedet skulle stemples med psykdiagnoser. Heller ikke PTSD. En psykdiagnose, også PTSD-diagnosen, placerer altid i det mindste en del af, hvis ikke hele, "skylden" hos individet - og er altså endnu et overgreb på individet.

    På den anden side er PTSD trods alt den eneste psykdiagnose - når vi nu absolut skal have dem - der anerkender, at individet har været udsat for overgreb.

    SvarSlett
  7. Sukk7.4.09

    Når det er kritikk mot (bruk av) PTSD-diagnosen og mot CPTSD som ny potensiell ny diagnose, så kommer det av "fagfolks" uhelse og benektelse av egne traumeerfaringer. De ser ikke at de har havnet i yrket sitt pga traumeerfaringer og benektelse av disse, og ser heller ikke at ALLE pasienter ALLTID har uhelse pga traumeerfaringer i barndom. Dermed ser de ikke traumereaksjonene som (mer eller mindre komplekst traumatisk stress), og ser heller ikke logikken i PTSD eller CPTSD. Når det er sagt, Marian har helt rett i at alle diagnoser i denne sammenheng er et overgrep. Kun dn som selv er overgrepsoffer og har fortrengt og benekter det og er uten støtte og bearbeiding begår overgrep. Med andre ord, alle som diagnostiserer innen psykiatri- og psykologifeltet er overgrepsoffer i benektelse som ekter å ta ansvar (de er overgripere). Mulig disse sammenhengene når offentligheten om 500 år.

    SvarSlett
  8. Marian: Apropos dressur:
    Jeg reagerte på denne bruken av EMDR: "In little more than an hour," he (terapeuten) writes, "Lillian's terror as a tiny rape victim had changed to acceptance and even compassion for her aggressor - the most adult perspective conceivable."

    Har også selv blitt utsatt for kognitiv terapi-mekking.

    SvarSlett
  9. Marian - evidensbasert betyr noe annet, mer spesifikt enn at det foreligger "forskning". Det stilles krav til forskningen.

    Og at du har møtt en CBT-terapeut som hevder xxx har heller ingen verdi. Anekdoter er ikke data.

    SvarSlett
  10. raagraaum: Der er noget, der hedder ydmyghed, der kendetegner en god forsker. Jeg savner denne kvalitet stort set gennemgående, når vi taler psykiatrisk og psykologisk "forskning". Hvad kunne være mere evident indenfor dette område, end forskningsobjekternes egne erfaringer??? - Nåhhhr jo! Forskernes egoer, selvfølgeligt!

    SvarSlett
  11. Sigrun: Check det her out - og få kuldegys. EMDR er vand ved siden af.

    SvarSlett
  12. ...og. raagraaum, for lige at skære lidt ud i pap, hvad det er, jeg mener: Når det kommer til f.eks. min væren i denne verden, hvad tror du er mere evident: din observation udefra, eller min erfaring indefra??

    SvarSlett
  13. Tja, Marian, det kommer an på hva slags erfaringer du har "der inne." Det er først i kommunikasjon det har noen betydning for andre enn deg.

    Forøvrig er det all grunn til å hevde at alt du opplever, erfarer, "der inne" har kommet inn i samspill med andre mennesker.

    Stort mer kommer jeg ikke til å gå inn på her; det er Sigruns blog.

    SvarSlett
  14. Marian: Jeg kjenner til dette med glemselspiller, ja. Se dette innlegget.

    SvarSlett
  15. raagraaum: De erfaringer jeg har "der inde", deler jeg med folk, der er indstillet på at lytte respektfuldt. Ellers ikke en detail.

    Men ellers synes jeg faktisk, det er ganske interessant at se, hvor meget der er mode, og hvor meget der er virkelig videnskab på psykområdet. - Dermed ikke sagt, at videnskaben i al almindelighed altid nødvendigvis står hævet over modestrømninger. - Og det er vel det, indlægget her på Sigruns blog lægger op til? Det faktum, at psykområdet til stadighed nægter, at se med åbne øjne og åbent sind på, at lytte respektfuldt til (apropos kommunikation) sit forskningsobjekt, fortæller mig klart og tydeligt, hvor meget der er hvad på dette område. - Men, ja, lad det ligge. Vi bliver alligevel ikke enige. Dertil er mine erfaringer nok for forskellige fra dine.

    SvarSlett
  16. Marian: "Men ellers synes jeg faktisk, det er ganske interessant at se, hvor meget der er mode, og hvor meget der er virkelig videnskab på psykområdet."

    Ja, etter mitt skjønn er det forskrekkelig lite som holder de mål vi krever på andre områder som kan stå om liv og død.

    SvarSlett
  17. raagraaum: Så er vi da i det mindste enige om det. :)

    SvarSlett
  18. När en ny terapimetod introduceras, som mentalisering till exempel, är utövare av andra terapiformer snabba att anklaga metoden för att vara en kopia av tidigare metoder.
    "Så där har jag alltid arbetat" eller "Så där sade vi redan på min tid".

    Jag är själv i grunden KBT-terapeut men arbetar med mentaliseringsbaserad terapi. Jag ser på evidensbegreppet som viktigt men inte heligt.
    Den evidens som ligger bakom KBT's succé handlar om Randomized Controlled Studies. Sådana studier är ganska svåra att åstadkomma och kräver mycket väl kontrollerade förhållanden. I praktiken innebär att man exkluderar patienter med bidiagnoser som missbruk eller personlighetsstörning, sådana som är för deprimerade, som står på för mycket mediciner. Därför ser vi sällan naturalistiska urval i studiepopulationerna.
    Evidens är ett riktmärke men inte den enda sanningen. Naturalistiska studier på en vanlig psykiatrisk mottagning är också viktiga, även om dessa inte blir särskilt bra evidens.

    SvarSlett
  19. Når det oppstår så mange moter,tror jeg det har å gjøre med at psykologene er redde for å gripe tak i det som egentlig er problemet.(Jeg ser her bort fra problemer som har å gjøre med svigninger i kjemibalansen i hjernen og med spesielle skremmende opplevelser). Årsaken til frykten er at disse probleme har å gjøre med manglende grunnleggende,erfaringer og livssyn.

    Et menneske som får sjelelige problemer har aldri erfart å bli sett og verdsatt som person, aldri erfart å kunne stå i et ekte og levende samspill med et annet menneske.Det vet derfor ikke at det har egenverdi i kraft av seg selv som person,og må derfir skaffe seg bruksverdi ved å selge den indre friheten og leve opp til andres forventninger. Hvis psykologer skal kunne gi de skadede slike grunnleggende,nye erfaringer, nytter det ikke bare å være sprenglest på teorier. De må fjerne selbeskyttelsen og bruke seg selv som personer. Dette vil de oppleve som uprofesjonelt og skremmende.

    Det er også skremmende for psykologene å innse at sjelelige skader har med livssyn å gjøre. Resultatet kan bli at deres egen livsplattform bryter sammen.
    Grunnlaget for sunnhet er indre frihet,for bare mennesker som har indre frihet kan gjøre de erfaringene som selbevisstheten er avnengig av. Selvbevisstheten utgjør grunnlaget for sjelslivet. Alle livssyn som stjeler den indre friheten må derfor bekjempes.
    Det holder likevel å bekjempe det maktmidlet livssynene bruker til å stjele den indre friheten,moral/etikk-forestillingen. Uten den ville det å selge friheten ikke gi noen belønning,og ingen ville være interesserte i det lenger. Når salget av friheten roses som moral og etikk,gir det en falsk selvfølelse,et falskt fellesskap,og illusjner om erstatning i fremtiden.

    Men psykologene vil aldri våge å sette mennesker i sjelelig frihet og dermed skape grunnlag for sunnhet ved å stille spørsmål ved moral/etikk-forestillingen. Selv ikke filosofene våger det. De stiller bare spørsmål om hvilke normer og prinsipper som skal inn i forestillingen,ikke om selve grunnlaget for den. Et slikt spørsmål gir svar de ikke liker.

    Moral/etikk-forestillingen kan bare appellere til viljen. Viljen kan ikke skape drivkrefter. Alle de forandringer en oppnår,innebærer derfor integritetsbrudd. Resultatet er at mennesker blir fremmede for seg selv,sitt eget,indre liv og livet rundt seg. Dermed blir de lydige roboter,og mister evnen til en livsbejaende ansvarlighet.

    Hvem skal velge ut moral/etikk-forestillingens regler og prinsipper? Skal det skje gjennom demokratisk flertallsvalg,eller skal det gjøres av halvguddommelige elitepersoner? At elitepersoner kan ha råtne holdninger, så vi under nazitiden i Tyskland.

    Hverken psykologer eller filosofer våger å stille slike spørsmål,for da får de svar de ikke ønsker seg.
    Frykten for friheten vil derfor føre til at psykologene vil fortsette med å gå rundt grøten og utvikle den ene teorien etter den andre.

    SvarSlett

Virker ikke lenken(e)? Da vil jeg bli kjempeglad om du har tid til å gi meg beskjed via kontaktskjemaet i bloggens sidefelt.

- LAGE LENKE: <a href="url-adresse">Lenkens navn</a>

- BRUK NAVN, ditt virkelige eller et fiktivt. Velg Navn/nettadresse (ikke Anonym), og skriv inn navnet. Nettadresse er ikke nødvendig.
- Logger du inn med Google-konto, kan du få kommentarer tilsendt på e-post.
- Kommentarer som ikke holder seg til saken eller er personangrep eller trakassering, kan bli slettet.

Motta nye innlegg på e-post