Personer med panikklidelser kan få hjelp på internett, sto det i VG.
Ja, internett hjelper veldig mot hjertebank, svimmelhet og kvelningsfornemmelse. Det kan jeg skrive under på.
Ofte får jeg disse symptomene flere ganger i året. Pulsen er kjempehøy, og jeg tror jeg går i stykker innvendig. Det gråter sånn inni meg at jeg føler trang til bare å forsvinne fra denne kloden. Tiden opphører, og jeg er seks år. Under meg truer en avgrunn: depresjonen.
Det som framkaller denne tilstanden, er idioter som med jevne mellomrom får store oppslag i mediene for å snakke om seksuell utnyttelse og fysisk mishandling av barn som helt greit eller noe positivt.
Da er mitt selvhjelpsprogram: skrive, skrive, skrive, skrive, skrive.
Det gjør ofte fryktelig vondt mens det står på, men Gud, hvor det hjelper.
Kanskje internett og skrivekurs på blå resept hadde vært en idé innen psykisk helsevern?
Innlegg
6 kommentarer:
"Det gjør ofte fryktelig vondt mens det står på." Ja, mon ikke! F.eks. når professorer i bioetik mener, "forstyrrede" børn på fire år og yngre bør elektrochokkes. Snak om, at "idioter med jevne mellomrom får store oppslag i medierne for å snakke om", jeg vil sige: alle mulige former for udnyttelse og mishandling "av barn som helt greit eller som positivt"...
P.S.: Selv kunne jeg gå hen, og blive måske ikke så meget depri, men fuldstændigt stjernepsykotisk af den slags. Hvis jeg ikke havde mulighed for at sætte ord på det, der (op)rører sig i mig.
Marian: Det jeg beskrev ovenfor, har med min egen barndom å gjøre. Det skal ofte "lite" til før jeg reagerer sterkt på slike ting.
Men det du forteller, er nytt for meg. Takk for opplysningen, som jeg ikke var klar over.
Denne posten er nå anbefalt på www.sonitus.org
Blogging er genialt som antidep. Da jeg fikk diagnosen, gikk jeg rett på en bokbutikk og kjøpte meg en notatbok. Har skrevet dagbok siden da. Blogging er bare en videreføring av det, litt mer "avansert". Her kan man, i tillegg til å skrive ned tankene og få mer orden i hodet, få tilbakemelding og oppmuntrende kommentarer, og finne "likesinnede".
Sigrun: Ja, vi reagerer individuelt forskelligt, alt efter, hvad vi har fundet ud af/lært, "virker". Og selvfølgeligt er detaljerne af misbruget lige så forskellige som reaktionen på det. Men i bund og grund er det jo detsamme: reaktioner på misbrug/svigt.
Nogle - og ikke så få heller - reagerer jo også ved at gentage misbruget og selv blive til misbruger. Vil ikke vide, hvad ham professoren i bioetik en gang i tidernes morgen har været udsat for, der får ham til at reagere såpas uetisk voldeligt. (Skal absolut ikke være en undskyldning for hans holdninger!!!)
Legg inn en kommentar